Her er tricket der virker langt bedre end at puste

Det er nærmest blevet en fast del af ethvert barns opvækst. Hvis de falder og slår sig på fx knæet, puster vi på det for at få smerten til at gå væk. Men uanset hvor meget vi propper os med økologiske grøntsager, ved vi jo godt, at vores ånde umuligt kan have nogen direkte helende eller smertelindrende effekt. Men det giver alligevel mening, synes vi, så vi puster videre. Der findes imidlertid et fuldstændigt overset trick, som faktisk har en virkning – få hver svaret på, hvad det er.

 

Hvorfor puster vi egentlig, når børn har slået sig? En hurtig Google-søgning kommer ikke med noget svar (til gengæld fandt jeg ud af, hvorfor vi bliver oppustede, og at EU har forbudt børn at puste balloner op alene). Men mon ikke at det er ret ligetil: Vi puster, fordi vores egen mor og far gjorde det. Det ændrer dog ikke ved, at det ud fra en mere rationel betragtning, virker lidt fjollet.

 

Et andet trick virker nemlig meget bedre, fordi det på ganske kort tid kan skabe helt ro på kroppens alarmberedskab. Det trick er noget så simpelt som dybe vejrtrækninger – og det virker uanset om man er faldet af gyngen, eller om man er ved at gå i panik over en eksamen.

 

Dybe vejrtrækninger har en målbar beroligende og afslappende effekt på os, og de virker tilmed også mod smerte. Det skyldes, at det er hjernen, som opfatter smerten, og når vi distraherer hjernen ved at rette dens fokus over på vores vejrtrækning, “slukker” vi så at sige for forbindelsen til det der gør ondt, hvilket virker lindrende.

 

Så næste gang dit barn græder, prøv da at sætte dig på hug, så du kommer i øjenhøjde, lægge en flad hånd på dit barns mave og sig stille og roligt “træk vejret helt ned i maven”. Sig endelig ikke andet end det, men bliv ved med at gentage det indtil barnet har fundet roen.

 

Du vil blive overrasket over, hvor godt det virker: Når barnet har lavet en håndfuld dybe vejrtrækninger, vil I begge kunne mærke, at det er langt lettere for dit barn at tale om det, der skete – og ikke mindst at komme videre.

 

Dybe vejrtrækninger er et lille greb, men det har en kæmpe værdi for vores børn. Dels fordi det hjælper dem i situationen, men også fordi det giver dem et værktøj, som de selv kan bruge, når vi ikke lige står ved deres side. At kunne skabe ro på sig selv er frigørende for børn, fordi de beholder magten over deres reaktioner, så de undgår at gå i panik eller falde hen i magtesløshed og ukontrollabel gråd.

 

I øvrigt virker tricket hver gang børn er kede af det og ikke kun, når de har slået sig. Og det virker faktisk også for større børn (og for os voksne for den sags skyld).

 

 

Oplysningen om, at vejrtrækninger virker smertelindrende er hentet fra artiklen: “Hvorfor bliver jeg afslappet, når jeg trækker vejret dybt?” bragt på videnskab.dk