Konflikter med teenagere er uundgåelige – sådan løser I dem sammen

Konflikter mellem forældre og teenagere er nærmest en naturlov. Børnene synes, at vi er pinlige og urimelige. Vi synes, at de er hysteriske og mindst dobbelt så urimelige. Og mens vi sidder der, midt i råberi og smækkede døre, er det svært ikke at drømme sig tilbage til dengang børnene kunne få dårlig samvittighed over at sige “for fanden” eller over at være “kommet til” at tage slik i skuffen på en mandag.

 

Der er ingen tvivl om, at konflikter slider. Men sådan behøver det ikke at være. Skal man tro ny forskning kan konflikter håndteret på den rigtige måde faktisk være med til at styrke børnenes mentale sundhed og forbedre relationerne mellem forældre og børn. Og ikke nok med det. Det kan også styrke børnenes relationer til deres kammerater. Overrasket? Læs med her og se, hvordan I kan slippe igennem de uundgåelige skænderier på en god måde.

 

I følge den amerikanske psykolog og forfatter, Lisa Damour, viser et stigende antal undersøgelser, at børn og unges reaktion på konflikter groft sagt kan inddeles i fire forskellige typer reaktioner: Modangreb, resignation, føjelighed og problemløsning.

 

Børn, der foretrækker en af de to første reaktioner, og enten optrapper konflikter eller helt nægter at gå ind i dem, har markant større sandsynlighed for at udvikle depression, angst og for at blive kriminelle.

 

Og selvom man måske ikke skulle tro det, så er det er i følge Damour faktisk heller ikke nødvendigvis en fordel, når børnene er føjelige og bare gør, hvad vi siger, for de børn har ofte tendens til at have store humørsvingninger. Måske fordi de brænder inde med deres følelser.

 

Helt anderledes ser det ud med det fjerde reaktionsmønster. Børn, der ser konflikter som problemer, der skal løses, har det mentalt bedre og har sundere og bedre relationer både i familien og blandt kammeraterne. De er i stand til at se forskellige perspektiver og kan se situationerne fra flere sider – og det gavner dem tilsyneladende.

 

De er ikke bange for at gå ind i diskussioner eller for at give udtryk for deres mening. Men de er samtidig også i stand til at overveje situationerne, og kæmper ikke bare pr. automatik for deres synspunkt, fordi de gerne vil “vinde over os”.

 

Hvis du lige nu sidder og tænker “det lyder meget fint, men hvordan får man dem til det?”, så kan jeg godt forstå dig.

 

Et godt og simpelt sted at starte er ved at vænne dig til at se anderledes på de konflikter, du har med dit barn. Du behøver ikke at tænke “åh nej” eller “kan du da ikke bare gøre, som jeg siger”.

 

Tænk i stedet: “Det her er en mulighed for at lære mit barn at se forskellige sider af sagen”.

 

Og brug så nogle af nedenstående tips til at holde konflikten på et konstruktivt spor:

 

1. Tænk over din timing

Når man er i puberteten sker der ekstremt meget i ens krop og hjerne. Der skal ingenting til, før man overvældes af følelser og lunten kan til tider være endog meget kort.

 

Det er vigtigt, at du som forælder er opmærksom på dette. Lad være med at tale med dit barn, hvis han eller hun er vred, eller er i det der humør, hvor han eller hun bare ikke gider dig.

 

Vent og tal først med børnene, når du kan mærke at risikoen for, at konflikten eskalerer er lille. Sig så helt neutralt, at der er en ting, du gerne lige vil vende og høre deres mening om.

 

2. Bevar roen

Når vi er oprevne har vores hjerne det med at lukke ned for de centre, som hjælper os til at se nuancerne (bare tænk på, hvor svært du har ved at se modpartens perspektiv, når du er rigtig vred). Vi vender i stedet opmærksomheden indad mod alle vores negative følelser, og det gør det næsten umuligt at overskue andet end os selv.

 

Prøv derfor altid at bevare roen. Er det svært, så træk vejret dybt og giv dig selv et øjeblik til lige at finde fatningen. I kampens hede er det udfordrende, men det virker. Og smil gerne, for det beroliger børnene, så også de bliver i stand til at forholde sig roligt og nuanceret til situationen.

 

3. Vent med at sige ‘nej’

Hvis vi nu skal være helt ærlige, så har vores tweens og teenagere det med at komme med en del temmelige dårlige forslag. De vil have bestemte (og ofte dyre) ting eller have lov til at gøre ting, som vi ikke er helt enige i, at de skal.

 

I sådanne situationer kan vi voksne være hurtige til bare at sige ‘nej’. Men det kan meget nemt eskalere konflikten.

 

Det virker langt bedre, hvis vi i stedet møder børnene med et spørgsmål, som får dem til at tænke situationen igennem: “Hvorfor tænker du, at det er en god ide?”

 

På den måde får børnene lejlighed til at forklare sig (og de føler, at vi tager dem alvorligt).

 

Det kan sagtens være, at I ikke ender med at være enige, men dit barn har fået øvet sig på at argumentere (hvilket er gavnligt), og du kan regne med, at reaktionen bliver mindre voldsom, selvom du ender med at sige “jeg har hørt, hvad du siger og jeg synes, at det er godt, at du forholder dig til situationen, men jeg synes stadig ikke, at det er en god ide, så lad os tale om andre løsninger.”

 

4. Tal om følelserne i stedet for at tale dem ned

Vær forsigtig med ikke at tale dit barns følelser ned. De kan ofte være meget voldsomme og børnene bruger store ord, “hvor er jeg grim i det her tøj” eller “jeg har ingen venner”. Jeg ved, at det kan være fristende at svare “det passer ikke, skat”, men prøv i stedet, om du kan lytte til dit barn og hjælpe ham eller hende med at forholde sig til følelserne: “Jeg følte mig også akavet/synes også, at det var svært, da jeg var i din alder – hvad er det du er utilfreds med lige nu?”

 

5. Ingen forelæsninger

Når man er ung og i gang med at finde sig selv, er der ikke noget mere irriterende end voksne, der synes, at de har alle svarene.

 

Prøv om du kan undgå “Kloge Åge”-rollen og stop dig selv, hvis du kan mærke, at du begynder at blive belærende (“jeg har jo sagt til dig, at..”). Prøv i stedet om du kan stille spørgsmål, så du hjælper dit barn med selv at tænke situationen i gennem: “Hvorfor vil du gerne det?”, “Hvorfor tænker du sådan?”, “Har du overvejet forskellige muligheder?” osv.

 

Hvis du kan fornemme, at dit barn når frem til en anden konklusion end dig, kan du afslutte med at sige: “Jeg kan godt forstå, at du tænker sådan, men i denne her situation er vi nødt til at holde fast i, at du ikke skal…”

 

Lad til gengæld meget gerne dit barn være “den kloge”. Børnene vokser af at få lov til at mærke, at de kan eller ved noget, som vi ikke ved. Spørg fx ind til deres interesser. De ved ofte en masse om musik, YouTube, computerspil osv., som vi voksne ikke forstår en bjælde af, og hvor de derfor kan gøre os klogere.

 

Kilder: Lisa Damour, The Best Way to Fight With a Teenager, New York Times og Dr. Tina Bryson, “10 Ways to Connect to Your Daughter” og “How to Talk to Your Tween Boy”, mom.me.

LIGE NU PÅ NOPA