Min datter glemte sin skolebog – og så skete det her

I efteråret havde jeg en oplevelse med min datter. Den har hængt fast lige siden, og jeg har brugt en del tid på at tænke over, hvad den betød og hvad jeg lærte af den.

 

Det var en helt almindelig onsdag: Min datter var kommet hjem efter skole, og jeg havde noget arbejde, jeg lige skulle gøre færdig, inden det var tid til at lave aftensmad.

 

Jeg sad i stuen, da min datter kommer ind – og jeg blev vildt forskrækket, da jeg kiggede op. Med et ansigtsudtryk, der fortalte mig at hunden (som minimum) var blevet kørt over, fik hun sat gang i alle mine moderinstinkter, der straks begyndte at lægge an til den helt store snak om livet, døden og alt det, der er vigtigt her i livet: “Hvad er der dog sket?”.

 

“Jeg har glemt min bog ovre på skolen”.

 

“A-hvad?! Er hun seriøs?”, tænker jeg, og skal lige til at gå tilbage på automatpilot og – helt som jeg plejer – foreslå hende, at vi bare kan tage derover for at hente den. Jeg har altid været stolt af at være en mor, som kunne fikse ting og løse problemerne. Så længe jeg kan huske, har en stor del af vores mor-datter-forhold bestået af et fællesskab omkring det, at jeg fiksede hendes problemer. Men fordi jeg var så paf over hendes relativt overdrevne reaktion, slog det mig, at der var noget helt andet – og langt større – på spil end en glemt bog.

 

Jeg droppede automatpiloten og begyndte i stedet at spørge ind til hendes reaktion: Hvorfor tror du, at du reagerer så kraftigt? Hvad forestiller du dig, der kan ske? Og jo flere spørgsmål jeg stillede, des klarere stod det for mig, at det her ikke var et praktisk problem. Det handlede ikke om logistik: hun har glemt sin bog, bogen ligger på skolen, hun skal hente den for at kunne lave sine lektier. Det her var et problem, som handlede om mod: Hun var bange for, hvad der kunne ske, hvis hendes lærer blev sur på hende.

 

Selvom det med at lave sine lektier, at komme til tiden og generelt have styr på sine ting i skolen er vigtigt for os begge, syntes jeg alligevel, at det var det mindste i situationen. En ting er at være ked af, at man ikke lever op til sine egne forventninger, men ligefrem at blive “hunden-er-død”-agtigt ulykkelig, syntes jeg var til den lidt overdrevne side, og derfor besluttede jeg at gå på kompromis med principperne. Jeg besluttede simpelthen, at lektierne denne ene dag bogstaveligt talt skulle ofres til fordel for et højere mål: at vise hende, at hun tør mere, end hun aner.

 

Hun havde brug for at opleve, hvordan det er at gå ind i en situation, som man forestiller sig alle mulige vilde ting om, for derefter at konstatere, at man godt kunne håndtere det. Det her var jo en 100 % ufarlig situation. Jeg ved, at hun er tryg ved sin lærer – og hun ved, at jeg er tryg ved hendes lærer. Der var ganske enkelt ikke noget reelt at frygte – udover de forestillinger, som tydeligvis havde forladt planenten jorden for længe siden. Som sagt var det med tilbageholdt åndedræt, så jeg håbede inderligt, at det hun ville få med sig, var erfaringen “ja, det var svært, men jeg klarede det alligevel”.

 

Det var ikke nemt at lægge mit eget behov for at være “mor-der-altid-fikser-ting” til side, men det var det rigtige for min datter (og for mig, skulle det vise sig). Hun havde ikke brug for, at jeg gjorde det for hende. Hun havde brug for at gøre det selv. Men det betød ikke, at hun ikke havde brug for mig. Hun havde bare brug for noget andet, end hvad mine instinkter fortalte mig.

 

Så i stedet for at fikse det, begyndte jeg at spørge hende om, hvad hun selv så af muligheder for at løse problemet. Hendes første forslag var stort set et ekko af min rygmarvsreaktion: “Kan du ikke skrive på forældreintra, at jeg har glemt den?” Efter en længere snak, nåede hun frem til en plan, som hun selv følte sig nogenlunde tryg ved: Hun ville selv tage fat i sin lærer inden timen begyndte og bare sige det som det var. Tyren ved hornene; katten ud af skabet. Det synes jeg var en god plan, så det aftalte vi.

 

Den efterfølgende morgen var hun nervøs. Hvordan ville det gå? Ville hun få skældud, blive sendt hjem, blive grint af – eller det, der var værre? Og selvom det var en kamp at håndtere min egen dårlige samvittighed (det var trods alt mig, der var “hende”, der lod sin datter gå i skole uden at have lavet lektier og med maven fuld af frygt for, hvad der dog skulle blive af hende), så hjalp det hende, at jeg blev ved med at vende tilbage til den “tyren og katten”-plan, hun selv havde lagt.

 

Da hun kom hjem, virkede det nærmest som om intet var hændt. Hun var i strålende humør og fortale om alt muligt andet end glemte bøger og sure lærere. Og da jeg spurgte ind til det, svarede hun “nårh, det gik fint, jeg skal bare huske min bog næste gang”.

 

Antiklimakset til trods, var jeg alligevel stolt. Hun havde haft præcis den oplevelse, jeg havde håbet: Hun havde oplevet på egen krop, at der kan være en verden til forskel på det, man forestiller sig, og det, der er virkelighed. Og lige præcis det, er jo en af de ting, man har brug for selv at erfare. Som mødre kan vi sige 1.000 gange, at “der ikke er noget at være bange for”, men det ændrer jo ikke ved deres oplevelse af, at vi alligevel altid sørger for at frelse dem fra situationen. Og helt ufarligt kan det jo så ikke være, vel?

 

En måneds tid senere gentog situationen sig: Min datter kunne ikke lave sine lektier, fordi hun havde glemt sin bog på skolen – men denne gang skete der noget helt andet. Hun kommer ned i køkkenet og mere henkastet, end hun plejer at fortælle, at vi mangler mælk, siger hun: “Mor, du skal lige vække mig en halv time før i morgen. Jeg har glemt min bog, så jeg tager over på skolen lidt før, så jeg kan nå at lave min lektier”. “Øh, hvor kom det lige fra?”, spurgte jeg, og fik det konstaterende svar retur: “Du sagde jo, at jeg skulle prøve selv at finde en løsning”.

 

Alle, der er forældre, ved det godt: Vores børn vokser af udfordringer. Når vi viser dem, at vi forventer noget af dem, så viser vi dem samtidig, at vi ser muligheder i dem – og det er vigtigt. Vigtigt for deres evne til at løse problemer, for deres mod til at kaste sig ud i livets udfordringer og ikke mindst for deres følelse af at kunne noget selv.

 

Men det er svært, og når vi står midt i det, og vores børn har bildt sig selv ind, at det værste, de nogensinde kommer ud for, er at “være den eneste, der ikke…”, så stritter alle vores moderinstinkter imod: Det er jo bare en liiille smule hjælp (og jo kun denne ene gang). Det føles simpelthen nærmest naturstridigt ikke at fikse det, når nu vi kan. Men det, der er afgørende for mig, er ikke længere den gevinst, jeg opnår ved at fikse det for hende – men derimod den oplagte mulighed for at lære noget om det at være menneske, som min datter går glip af, hver eneste gang jeg gør det.

 

Siden min datter første gang glemte sin bog, har jeg grebet mig selv i at møve mig ind på førersædet flere gange, end jeg har lyst til at indrømme. Når min datter er bange for at blive afvist, når hun laver lektier og ikke lige har svaret, eller når et projekt kikser for hende, nærmest skriger min krop, at jeg straks skal gøre det for hende – fordi det er sådan, jeg føler, jeg bedst kan være der for hende.

 

Men det vigtigste, jeg lærte af det med den glemte skolebog, var faktisk ikke, at min datter vokser med muligheden for at være modig. Det vigtigste jeg lærte, var, at det gør vi begge. For ligesom det kræver mod for vores børn at træde frem, kræver det også mod fra os at træde i baggrunden.

 

Derfor har jeg gjort det til min mission i 2016 at øve mig på én ting: Jeg vil være der for hende, uden at gøre det for hende. Jeg vil lade hende gøre sig sine egne erfaringer og finde sine egne løsninger på alle de små hverdagsproblemer, som er en uundgåelig del af ethvert barns barndom. Hun vil ikke være alene, for jeg vil stå lige ved siden af hende, tale med hende og stille spørgsmål, men jeg vil samtidig vise hende, at jeg stoler på hendes dømmekraft og hendes evne til at træffe de rigtige valg for sig selv.

LIGE NU PÅ NOPA