Fem små tips til forældre, der gerne vil styrke deres børns sprog

Der er meget få ting i livet, som måler sig med den oplevelse man har, når ens barn siger sit første ord. Sprog er en ny verden for børn, men det er det også for os forældre, for pludselig begynder vi at få et langt mere nuanceret indblik i børnenes verden: Hvad har de oplevet, hvad tænker de på og hvad er de optagede af.

 

Sprog er altså vigtigt – men hvordan hjælper man det godt på vej? Her får du fem simple tips, som forskning har vist virker.

 

Husk altid, at det er forskelligt hvordan og hvor hurtigt børns sprog udvikler sig, så du skal endelig ikke fortvivle, hvis du har et barn, som ikke siger så meget. Det skal nok komme.

 

1. Leg “kommentator”

Det er ikke raketforskning: Jo flere ord børnene hører, des nemmere er det for dem at lære dem. Selv før børnene forstår betydningen af ordene, begynder deres hjerne faktisk at forbinde sprog og tanker, og derfor boostes børnenes sprog alene af at lytte til det. Også selvom de er helt små og kun er en eller to måneder gamle.

 

Mange eksperter anbefaler derfor, at man leger “kommentator” og simpelthen vænner sig til at tale, mens man gør ting: “Nu er jeg i gang med at tage sko på, så åbner jeg døren og jeg samler dig op, så jeg kan bære dig…”. 

 

På samme måde er det også en rigtig god ide at tale om ting, som kommer til at ske: “Lige om lidt skal vi hjem til farmor. Der skal vi spise boller og lege med biler. Vi kører med bilen rundt og rundt…” 

 

For mange forældre er det måske lige noget, man skal vænne sig til (især hvis børnene er helt små), men dit barn har godt af at høre så mange ord som muligt, så mange gange som muligt. Det handler helt grundlæggende om, at du hjælper dit barn med at skabe forbindelser mellem ting og ord fra en tidlig alder.

 

2. Gengiv det du tror dit barn siger, når han eller hun pludrer

I 2014 dokumenterede en grupper forskere, hvordan forældres svar på børns pludren påvirker børnenes sprogudvikling. Når mor eller far forsøger at svare på det, de tror, deres babyer siger, så udvikler børns sprog sig hurtigere end ellers. Deres konsonant- og vokallyde bliver ganske enkelt mere avancerede, hvilket betyder, at børnenes pludren hurtigere begynder at lyde som rigtige ord og børnenes ordforråd bliver større.

 

Nøglen er at respondere på børnenes pludren ved at smile, kigge på dem og svare børnene på det, man tror, de siger, for så signalerer man til sit barn, at man er i gang med at kommunikere. Det betyder, at børnene i højere grad begynder at rette deres pludren mod deres forældre og vænner sig til at “tale” med mor eller far.

 

3. Udtal altid ordene korrekt

Det er fristende at tale “babysprog” til små børn, men det er faktisk bedst at lade være. Selvom børn typisk først begynder at tale, når de er omkring et år, begynder de allerede, når de er omkring 8 måneder, at genkende lydene på ordene.

 

Børn kan altså forstå ord, før de selv udtaler dem. Men hvis ikke vi udtaler ordene rigtigt, vil børnene ikke lære de rigtige lyde, mundbevægelser og intonationer. Derfor er det langt bedre at bruge færre ord, end det er at begynde at bruge ord, som slet ikke findes.

 

4. Gentag i stedet for at rette

Når børn begynder at tale, kender de faktisk allerede hundredevis af ord, men de har svært ved at udtale ordene og omsætte dem til sætninger. Det kan vi dog hjælpe dem med. Når dit barn øver sig på at udtale et ord, så lyt til ham eller hende, smil, nik og gentag så det ord barnet lige har sagt på den måde, som det rent faktisk skal udtales.

 

Ret aldrig. Gentag blot det dit barn sagde ved at udtale det korrekt. Når dit barn eksempelvis siger “baba” kan du svare “ja, det er far”.

 

5. Læs bøger – og gerne de samme bøger mange gange

Dette råd kender de fleste forældre: Sørg for at læse masser af bøger for din baby – og læs også meget gerne de samme bøger igen og igen.

 

Det er også en god ide at vænne sig til at stoppe op undervejs, når I læser for at tale om det, der sker i bogen. Det skærper nemlig dit barns fokus og hjælper ham eller hende med at sætte ord på det, der sker i historien. Måske nikker dit barn, når du fortæller og signalerer ‘ja, det er det, der sker’. Tal også meget gerne om billederne: farver, former og de ting, der er afbilledet. Alt dette hjælpe nemlig børn med at skabe forbindelser i mellem det de ser og oplever og sproget.

LIGE NU PÅ NOPA