Skoleleders opfordring til forældre er delt næsten 120.000 gange

På den katolske drengeskole Catholic High School for Boys i den amerikanske stat Arkansas bliver forældrene mødt med en helt særlig besked.

 

Ved indgangen ind til skolen har skolelederen Steve Straessle hængt en seddel med ordene:

 

STOP!

Hvis du er på vej ind for at aflevere din søns glemte frokost, bøger, lektier eller andet udstyr, så vær sød at VENDE OM og gå ud af bygningen.

Din søn vil lære at løse problemer i dit fravær.

 

Hans opfordring er indtil videre delt næsten 120.000 gange på Facebook og har fået knap 4.000 kommentarer.

 

“Denne regel er én blandt mange regler som vi har, fordi vi håber, at de kan være med til at gøre børnene mere selvhjulpne og ansvarlige”,  har skolelederen udtalt til Washington Post.

 

“Vi vil lære drengene at tænke over, hvad de selv kan gøre, når deres mor og far ikke står ved siden af dem og kan guide dem”.

 

Skolelederens budskab er en reaktion på en udvikling, hvor forældre i stigende grad fjerner vanskeligheder for deres børn i stedet for at lade børnene prøve selv.

 

I USA kalder man forældrene for “helikopter-forældre”.

 

I Danmark har vi i mange år brugt begrebet “curlingforældre”, og her er diskussionen om forældres rolle i skolen også et hedt emne.

 

Senest opfordrede Danmarks Lærerforening i en artikel i Kristeligt Dagblad forældre til at lade være med at følge deres børn op i klasseværelset og i stedet lade dem selv gå ind i klassen. Lærerene mener både, at forældrenes tilstedeværelse kan være forstyrrende, men de mener også, at børnene skal have mulighed for at udvikle deres selvstændighed.

 

Den amerikanske skolelederes utvetydige besked har indtil videre fremkaldt mange forskellige reaktioner hos amerikanske forældre.

 

Nogle mener, at det er hul i hovedet, fordi børn fx ikke kan lære på tom mave. Andre forældre mener, at det er på tide, at tage et opgør med moderne forældres overservicering af skolebørn.

 

Hvad mener du? Skal forældre lade være med at komme i skole med gymnastiktasken eller undlade at hente glemte lektier?

 

Læs også Sofie Münsters klumme om, hvordan hendes datters glemte skolebog fik hende til at ændre syn på opdragelsen af hendes 10-årige datter.

LIGE NU PÅ NOPA