Sådan får du dit barn til at falde til ro uden at bruge en masse ord

Alle børn tester grænser. Sådan er det og sådan skal det være. Men selvom børnene udfordrer os, så gør det som oftest tingene lettere, hvis vi kan få dem til at falde så meget til ro, at det bliver muligt at tale om tingene. Men hvad gør man, når et barn råber og skriger eller nægter at kommunikere? Her får du fem lidt anderledes, men til gengæld ret simple tips til at få børn til at falde til ro.

 

Som forældre kan vi ofte have en tendens til at komme til at tale en masse, men hvis først børnene er vrede eller rasende, så hører de ikke et ord af det, vi siger. Denne artikel har derfor fokus på, hvordan vi med vores kropssprog eller helt enkle ord kan berolige børnenes reaktioner. Så snart der er ro på, bliver det nemlig muligt at opdrage børnene og sætte de nødvendige grænser.

 

1. Brug kærlig berøring

Hvis børnene har været meget grænseoverskridende eller gjort noget, de ikke må, så er det første, der falder os ind måske ikke at gå over til dem og ae dem på kinden. Men det virker. Uden at sige noget som helst kan vi berolige vores børn alene gennem enkel fysisk kontakt.

 

En simpel hånd på skulderen, et blidt strøg på ryggen eller et knus frigiver positive hormoner (bl.a. oxytocin) i børnenes hjerne og krop samtidig med, at det får deres stressniveau til at falde, fordi deres cortisolniveau reduceres. På den måde bliver børnene faktisk beroliget, selvom de er meget vrede.

 

2. Løft børnene op på bordet…

Når børnene reagerer, gør vi det samme. Sådan er det. Vi siger tingene lidt mere vredt, får måske et surt udtryk i ansigtet eller bruger vores kropssprog (vi sætter hænderne på hoften, løfter pegefingeren, læner os ind over børnene osv.). Det er ganske naturlig adfærd fra vores side, men det kan faktisk være med til at eskalere situationen, fordi børnene ubevidst aflæser os som “truende”.

 

Det kan vi dog ændre på ved at løfte børnene op på bordet, så vi bringer dem i øjenhøjde. Det vil nemlig berolige børnene, fordi deres hjerner aflæser os som “mindre truende”, når vi ikke kigger ned på dem.

 

3. …Eller sæt dig på gulvet 

Er dit barn for stor til at sidde på bordet eller for vred til at blive løftet, så bring dig under øjenhøjde ved at sætte dig afslappet på gulvet. Det virker nok ret fjollet (det ved jeg godt), men det er altså et godt tip.

 

Når vi sætter os på gulvet, fjerner vi os fra den “magtposition”, som ubevidst får børnene til at betragte os som deres modpart, og vi sender i stedet et signal om, at vi tager det roligt. Før eller siden vil den ro smitte af på børnene (måske ikke første gang du gør det, men med tiden).

 

 

4. Sig, hvad man gerne må i stedet for, hvad man ikke må

Meget ofte siger vi forældre “nej” (eller varianter af nej: “stop med det”, “lad være med”, “ikke spilde”). Det virker dog ofte bedre, hvis vi minder børnene om grænsen frem for bare at sige nej:

 

Når barnet løber i stuen: “Kom du med mig, så skal jeg vise dig, hvor du gerne må løbe”

 

Når barnet vil have en godnathistorie til: “Ja, i morgen vil jeg gerne læse en historie til for dig”

 

Er dine børn helt små (under 3 år), kan du også bare vise dem, hvad de gerne må i stedet for at sige noget. Frem for at sige “du må ikke tegne på bordet” kan du følge barnet der hen, hvor man gerne må tegne og vise hvordan det skal gøres (på et papir osv.).

 

Det betyder selvfølgelig ikke, at man aldrig skal sige nej til børn. Men når vi fokuserer på det børnene gerne må, lærer de ikke kun, hvad det er forkert – de lærer også, hvad der er rigtigt at gøre, og det gør det lettere for dem at følge reglerne på den længere bane.

 

5. Grib det i opløbet

Det kan hurtigt blive lidt letkøbt, når man taler om, at forældre skal være “forudseende”, for ofte kan børn gå fra glad til sur på et splitsekund – og så er det altså lidt svært at være på forkant.

 

Men hvis du oplever, at stemningen er ved at vende eller, at dit barn begynder at teste grænserne, så virker det godt, hvis du kan gribe det inden det går galt. Det kan være, at du energisk siger til din 3-årige: “Inden du kaster det der stykke brød rundt i hele stuen, skal vi så ikke se, om vi kan finde noget spændende legetøj i kassen”. Eller at du fortæller en historie til dit større barn på vej ud af døren, og så siger “jeg fortæller dig, hvad der sker videre i historien, så snart vi er i tøjet og ude i bilen…”

 

Kilder: Artiklen tager udgangspunkt i Dr. Daniel Siegel og PhD Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline”

LIGE NU PÅ NOPA