Forældres reaktioner påvirker, om børn har mod på at fejle, viser forskere

Som barn begår man relativt ofte fejl. Man har så meget at lære, at det er uundgåeligt ikke at komme til at træde ved siden af. Det er aldrig let, men det er alligevel vigtigt, at børn tør løbe risikoen, så de griber udfordringer, ligesom de er mere motiverede og derfor også lærer mere.

 

Men hvor kommer det mod fra?

 

I høj grad fra os forældre viser ny forskning. Vores reaktioner, når børn fejler, ser simpelthen ud til at være afgørende for, hvordan børn har det med sig selv, når det sker. Her kan du tage forskernes test og se hvordan du kan give dine børn modet til at træde ved siden af.

 

Derfor er det vigtigt, at børn tør fejle

Det er måske ikke noget, vi tænker så meget over i det daglige, men børns forhold til fejl har stor betydning for, hvordan de har det med at lære. Det er bl.a. dokumenteret af en amerikansk forskergruppe.

 

Forskerne rekrutterede to grupper børn: En gruppe af børn, der betragtede fejl som noget godt, ufarligt og som en naturlig del af det at lære noget; og en anden gruppe af børn, som anså fejltagelser for at være pinlige, ubehagelige, og som noget de helst ville undgå. Børnene blev sat til at løse en række opgaver, der var udformet på en måde, så alle børn i begyndelsen begik en fejl, hvorefter børnenes hjerner blev scannet.

unknown-10

Figuren ovenfor viser mængden af hjerneaktivitet – jo mere rød farve, des mere aktivitet. Hovedet til venstre viser hjerneaktiviteten hos de børn, som ikke kunne lide at fejle. Forskerne observerede aktivitet i deres hjerner helt frem til det øjeblik børnene registrerede, at de begik en fejl, men herefter stoppede al aktivitet i de områder af hjernen, som havde været aktive under opgaveløsningen. Den grønne og gule farve viser, at de ikke arbejder videre med opgaven. Omvendt viser den røde farve i hovedet til højre, hvordan hjernen hos børnene, som ikke frygtede at fejle, fortsat var i høj aktivitet og i fuld gang med at forsøge at udrede fejlen og dermed at lære af den.

 

Det er ikke svært at regne ud, hvilken en af de to børnegrupper, som lærte mest den dag (og som i øvrigt havde det bedst med det).

 

Forsøget viser meget konkret, hvor vigtigt det er, at børn ikke er bange for at fejle – og det kan de undgå at blive, hvis vi som forældre er bevidste om vores reaktioner, når de gør det.

 

Børnene spejler vores reaktioner

Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi forældre reagerer, når vores børn oplever skuffelser, nederlag og vanskeligheder understreger topforskeren Kyla Haimovitz fra Stanford University, som netop har undersøgt, hvordan børn får mod på at fejle.

 

“Vores forskning viser, at forældres syn og reaktion på deres børns fejltagelser har en meget stor betydning for børnene. Ser forældre fejl som noget, der kan hjælpe børnene og gøre dem klogere, så styrker det børnenes motivation, mens hvis de omvendt ser det som noget, der er synd eller som noget, der helst skal undgås, så sender det et signal til børnene om, at det er deres præstationer og evner, der er det vigtige, og det svækker faktisk børnenes motivation og mod på at lære,” siger Kyla Haimovitz.

 

Forældres reaktion på deres børns vanskeligheder, nederlag og skuffelser “overføres” altså til børnene og påvirker deres tro på, om de kan udvikle deres evner og blive klogere. Og det påvirker igen, hvor meget børnene ender med at lære, viser forskningen.

 

Det er ofte helt små ting, som sender stærke signaler til børnene – og det kan virke både positivt og negativt, viser det sig.

 

Hvordan er det godt at reagere?

For børnene kan skuffelser og fejltagelser selvfølgelig sagtens være en hård oplevelse, men som forælder er det vigtigt at holde fokus på, hvad barnet kan lære af den svære situation.

 

“Forældre skal naturligvis ikke ignorere, at det kan føles svært for deres børn, når der er noget, man gerne vil kunne, som man ikke kan. Men det er vigtigt at tænke over, hvordan man gør det,” siger Kyla Haimovitz.

 

Vi kan nemlig nemt komme til at ty til nogle velmenende, men i realiteten ikke særligt hensigtsmæssige reaktioner. Det kan fx være, at vi reagerer med et “åh gud – er du ok?” eller at vi tænker, at situationen må føles rigtig svær, og derfor trøster vores børn. Men når vi gør det, så kan vi ubevidst komme til at sende et signal om, at det med at fejle eller have svært ved noget, er en lidt “træls” eller nærmest forkert tilstand, som man helst skal undgå (ellers ville vi vel ikke synes, at det var synd?).

 

Heldigvis skal der ikke så meget til, før vores reaktioner omvendt giver børnene mod på at fejle. Forskere har udviklet en test, der kan gøre dig klogere på dine reaktioner: Giver du dit barn mod på at fejle? Tag forskernes test her.

 

Kilder: Kyla Haimovitz and Carol S. Dweck, “What Predicts Children’s Fixed and Growth Intelligence Mind-Sets? Not Their Parents’ Views of Intelligence but Their Parents’ Views of Failure”, Psychological Science, 2016, Department of Psychology, Stanford University, J.S. Moser, H.S. Schroder, C. Heeter, T.P. Moran & Y.H. Lee, ”Mind your Errors: Evidence for a Neural Mechanism Linking Growth Mind-Set to Adaptive Post Error Adjustments,” Psychological Science 12, 2011. 

LIGE NU PÅ NOPA