Hvornår er børn gamle nok til at dele? Og hvordan lærer vi dem det?

At dele er en stor udfordring, når man er et lille barn. Ofte kan vi måske tænke, at det er nemt at vente på tur til gyngen, at være tilfreds med at få den samme størrelse is som andre eller at dele sit legetøj.

 

Men lad det være sagt helt klart: Børn under 2 år tænker på sig selv. Det er ikke af ond vilje – deres hjerner er ganske enkelt ikke udviklet til andet. For børn i vuggestuealderen starter og slutter alting med dem selv, og derfor antager de også, at alting er deres. Det gør det helt naturligt svært at dele.

 

Annonce:

Det er dog ikke desto mindre noget børnene skal have lært. Her får du derfor konkret inspiration til, hvad du kan forvente af dine børn og hvordan du i praksis kan hjælpe dem til at blive gode til at dele.

 

Hvornår er man gammel nok til at dele?

I en amerikansk undersøgelse spurgte man forældre, om man kan forvente, at 15 måneder gamle børn deler deres legetøj med andre børn eller om de er for unge til at dele.

 

Mere end halvdelen af forældrene mente, at man godt kan forvente, at børn på 15 måneder kan dele. Men forskning viser, at børnene udviklingsmæssigt slet ikke klar til det, når de er så små.

 

Hvis du på en positiv måde øver det en masse med børnene fra de er helt små og giver dem mange muligheder for at se, hvordan det ser ud (find konkret inspiration til det nedenfor), så kan du forvente, at dit barn kan dele, når han eller hun er mellem 2 og 2,5 år – men forvent ikke, at det lykkes hver gang!

 

Sådan lærer børn at dele

At lære at dele er i høj grad et erfaringsspørgsmål og handler faktisk ikke så meget om at disciplinere børnene eller sætte dem på plads. Børn lærer at dele ved at få lov til at prøve det en masse gange og mærke, at der faktisk ikke sker noget – de får deres legetøj igen og det går ikke stykker. Derfor virker det godt at skabe en masse situationer, hvor børnene kan se det og selv opleve det (fx når I leger sammen).

 

Når børnene er omkring 2,5 år begynder de at lege mere med andre børn og ikke kun ved siden af hinanden. Det er et tegn på, at de er klar til at lære mere avancerede sociale spilleregler, og det betyder, at vi som voksne kan begynde at respondere anderledes. Vi kan “blande os” og hjælpe børnene med at afsøge forskellige muligheder (se fx punkt 4).

 

Nedenfor finder du en fire tips – både til de helt små og til de lidt større.

 

1. Vis børnene, hvordan det ser ud

Annonce:

Gennem leg kan du på en positiv og lærerig måde vise dine børn, hvordan man deler (lad i begyndelsen være med at bede dit barn gøre det samme). Igangsæt aktiviteter eller find ting frem som dit barn synes er spændende (mad I kan dele og/eller lave sammen, legetøj I kan dele, tegning-ting I kan deles om, byggerier med klodser, bygning af en hule osv.) – og del med barnet.

 

Sig fx ting som ”først min tur, så din tur”, ”alle må prøve”, ”du/jeg låner det”. Pointen er at lade barnet opleve en masse situationer, hvor du deler med ham eller hende og tydeligt sætter ord på, så barnet over tid forstår, at det er det, der sker og mærker, at det er helt ufarligt.

 

Du kan også lade dit barn holde noget, som er dit eller give ham eller hende halvdelen af noget lækkert (fx et stykke kage). Sig begejstret “vi deler”, så dit barn kan mærke, hvordan noget der intuitivt føles helt forkert faktisk kan være helt i orden.

 

2. Skab muligheder for at dit barn kan dele

Giv fx dit barn to forskellige blyanter eller farver og bed ham eller hende om at vælge en til sin legekammerat, bamse eller dig. Sig tak, når han eller hun deler.

 

3. Sæt et ur

Hvis du står i en situation, hvor flere børn har svært ved at dele, så brug et ur. Sæt det på fx 2 minutter og forklar, at ”når uret ringer er det din tur”. Det sender tydelige signaler til begge børn (”du får dit legetøj igen, når tiden er gået” og ”du får lov til at prøve, så snart uret ringer”).

Annonce:

 

4. Hjælp børnene med at finde løsninger, når det er svært

Oplever du konflikt, fordi dit barn har svært ved at dele, så sørg for at reagere, så snart du kan se, at dit barn/børnene ikke selv kan håndtere det. Anerkend følelsen: ”Det er svært at dele. Du ville rigtig gerne have haft den der…”

 

Fokuser herefter på mulige løsninger. Er dit barn lille, så vis dit barn et alternativ (fx et nyt stykke legetøj eller hjælp ham eller med, hvad man kan lave, mens man venter på sin tur). Er dit barn 3-4 år kan I sammen tale om muligheder (tænk højt: ”hvad kan vi gøre – har du nogle ideer?”) og find så sammen en løsning.

 

Kilder: Zero to Three National Center for Infants, Toddlers, and Families og ED.D. Jane Nelsen, Cheryl Erwin og Roslyn Ann Duffy, “Positive Discipline the First Three Years” 

LIGE NU PÅ NOPA