Har mor det hårdere end far? Det har forskere undersøgt i nyt stort studie

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, men vi forældre er generelt glade for at være sammen med vores børn, viser ny stor undersøgelse. Men fædre er gladere end mødre – og forklaringen på det er faktisk ret interessant.

 

Et hold af forskere har over en periode på tre år fulgt mere end 12.000 amerikanske forældre for at undersøge, hvad vi laver, når vi er sammen med vores børn, og hvordan vi har det med det.

Annonce:

 

Deres observationer viser, at der er stor forskel på, hvad fædre og mødre bruger tiden på, når de er sammen med deres børn. Fædre leger oftere med børnene og bruger tid på afslappende og sjove aktiviteter, mens mødre tager sig af en masse huslige opgaver og gøremål i forhold til børnene, fx giver børnene bad, putter osv. Hvis I kan genkende den arbejdsdeling hjemme hos jer, kan det være, at undersøgelsens resultater også gælder for jer.

 

“Den gode nyhed er, at vores studie viser, at forældre generelt nyder at være sammen med deres børn. Men den dårlige nyhed er, at mødre nyder det mindre end fædre, fordi de gør mere af det “arbejde”, der er forbundet med at være forældre og mindre af det “sjove”, siger en af forskerne bag studiet, professor Ann Meier fra University of Minnesota, til Science Daily.

 

Desuden viser studiet, at mødre er mere alene med børnene og derfor må klare mere selv, mens fædre oftere har en anden voksen omkring (fx moren), som kan hjælpe og støtte op, når der er behov for det.

 

Denne fordeling af “arbejdsopgaverne” betyder, at mødre generelt er mindre glade, mere stressede og mere trætte end fædre.

 

Også om natten ser det ud til, at det måske er hårdere at være mor end far.

 

Børn kalder oftere på “mor”

Forskerne har også undersøgt, hvor ofte forældre oplever søvnafbrydelser og dårlig nattesøvn. Og endnu en gang ser det ud til, at det måske er nemmere at være far.

Annonce:

 

Ifølge studiet kalder børn oftere på mor end på far om natten, hvilket gør at mødre generelt sover dårligere.

 

Samtidig bliver fædres “fritid” sjældnere afbrudt, hvilket betyder, at de får slappet mere af. Derimod viser det sig, at mødre kan være slemme til at “multitaske”, når de egentlig skal slappe af. De klarer en masse opgaver, og har måske en tendens til at tage sig af flere ting end de behøver eller havde planlagt.

 

Men uanset hvordan man vender og drejer det, så har mødre nu forskernes ord for, at det tilsyneladende er hårdere at være mor end at være far.

 

Undersøgelsen tyder desuden på, at det er vigtigt, at vi som forældre er bevidste om, hvordan vi fordeler “arbejdsopgaverne”, så der er en nogenlunde lige fordeling mellem det “sjove” og det “hårde”.

Annonce:

 

Eller som professor Ann Meier udtrykker det:

 

“Nu har vi data, som er indsamlet systematisk fra tusindvis af forældre, og det bekræfter noget, som forældre har vidst i årevis – nemlig, at det er både meningsfyldt, men også stressende og trættende at være forælder. Mange mødre vil kunne genkende oplevelsen af dårlig nattesøvn og daglige gøremål med madlavning og badning. Forhåbentlig vil mange fædre se, at deres partner måske vil nyde tiden sammen med børnene mere, hvis de bytter noget af deres hyggetid ud med det lidt mere krævende ‘forælderarbejde.'”

 

Den opfordring er hermed givet videre.

LIGE NU PÅ NOPA

LIGE NU PÅ NOPA