Derfor gør skænderier søskende mere socialt kompetente og empatiske

Der er ikke noget, der kan skabe kaos, som børn der skændes. Hvem havde legetøjet først, hvem får det første (og største) stykke kage, eller hvem skal have lov til at fortælle mor eller far om det, der skete hjemme hos mormor og morfar. På visse dage kan det virke som om, at børnene kun er enige om én ting, og det er at være uenige om ALT.

 

Konflikter mellem søskende er ikke kun helt almindelige – det kan faktisk være decideret gavnligt for børnenes udvikling. Men det kræver, at vi som forældre hjælper dem med at løse dem på en konstruktiv måde. Se her hvilke måder at håndtere konflikterne på, der ifølge de seneste års forskning, er bedst og mest effektive.

 

Skænderier mellem søskende er helt normalt

Konflikterne mellem søskende begynder allerede tidligt. I 2015 viste et studie eksempelvis, at mere end 40 procent af førstefødte viser tegn på “små-aggression” over for deres mindre søskende allerede fire måneder efter fødslen. Og når børnene er mellem 2 og 6 år er det normalt, at de bliver uenige hver 10. minut, når de er sammen.

Annonce:

 

Konflikter mellem søskende er også noget danske forældre kender til.

 

Tidligere på året viste en undersøgelse fra Psykiatrifonden, at tre ud af fire forældre til børn mellem 1 og 18 år oplever, at deres børn skændes hver uge. Mere end hver fjerde fortæller endda, at deres børn har en konflikt hver eneste dag.

 

Men søskende bliver ikke kun uenige – de går også længere og er mere aggressive over for hinanden, end de er over for fx deres kammerater.

 

Konflikterne er faktisk en vigtig del af børnenes udvikling

Selvom konflikterne kan være opslidende for os forældre, så er de faktisk en naturlig del af børnenes udvikling. De tester grænser og ser hvor langt de kan gå – og øver sig på at forsvare sig selv og deres standpunkter. Og det gør de især i de relationer, hvor de er trygge, lige præcis som de er det sammen med deres søskende.

 

Skænderier er altså gavnlige for børnenes udvikling. Lærer børnene at klare konflikterne på en konstruktiv måde, styrker det nemlig deres samarbejdsevner, empati og evne til at se andres perspektiver. Der er endda studier, som har vist, at søskendekonflikter i en tidlig alder smitter positivt af på børnenes sociale relationer gennem hele barndommen.

 

Som forældre er vores primære opgave således ikke at hjælpe børnene til at undgå konflikter, men at lære dem at håndtere dem på nogle konstruktive måder. Nedenfor følger tre metoder, som ifølge forskere og eksperter er de bedste.

 

1. Se om børnene kan klare det selv

Ifølge den amerikanske ekspert, Ed.D. Jane Nelsen, er en af de mest effektive veje til færre skænderier, at forældre lader være med at blande sig i konflikterne.

 

Konfliktløsning er ikke noget, der kommer af sig selv – det er noget børn har brug for at lære, og det kræver, at de får lov til at gøre sig deres egne erfaringer.

 

Selvom man måske som forældre tænker, at man hellere må få samlet situationen op, inden det går helt galt, eller at man ganske enkelt ikke orker børnenes konflikter, så lad endelig børnene prøve at klare den selv.

 

Annonce:

Det kan selvfølgelig ikke altid lade sig gøre, hvis det fx bliver for voldsomt eller kører helt af sporet, men som hovedregel er det godt at give børnene tid til at forsøge at finde deres egne løsninger først. Så bliver succesen også deres egen, når det lykkes.

 

2. Lad være med at være dommer 

Hvis børnene ikke kan løse konflikterne selv eller det bliver for voldsomt, opfordrer Jane Nelsen, at man altid styrer efter ét princip: Vær aldrig dommer – sæt i stedet børnene i “samme båd”.

 

Selvom vi måske tænker, at vi sagtens kan afgøre, hvad der er foregået (især hvis den ene fx har slået den anden), så er der alligevel altid en forhistorie, som vi ikke kender til. Det er umuligt at være en fair dommer, og vi ender sandsynligvis med at forstærke nogle uheldige dynamikker mellem børnene, hvis vi prøver.

 

Konkret kan man sætte børnene i samme båd ved at give dem samme valg: “Vil I være på hver jeres værelse, indtil I er klar til at løse det?” eller “vil I begge sidde på mit skød, indtil I er klar til at stoppe med at skændes?”

 

Gør hvad end, der giver mening for dig, så længe børnene bliver behandlet ens.

 

3. Hjælp børnene med selv at finde løsninger

I et forskningsprojekt har forskere dokumenteret, at børn bliver markant bedre til at håndtere konflikterne på en konstruktiv måde, når deres forældre mægler (i stedet for fx at blande sig i konflikten).

 

Annonce:

Helt konkret handler det ifølge forskerne bag om altid at tale med børnene på samme måde.

 

De anbefaler følgende fire skridt: 1) indled med at gøre det klart over for begge børn, hvad reglerne er (fx at man skal dele, at man ikke må tage ting ud af hånden osv.) og få børnene til at acceptere, at det er reglerne, 2) bed begge børn om beskrive, hvad der skete, og hvad de er enige om, og hvad de ikke er enige om, 3) opfordr børnene til at tale om deres hensigter og følelser i situationen og 4) opfordr børnene til at komme med forslag til løsninger på konflikten.

 

Ifølge forskerne bidrager denne metode til mindre negativitet mellem børnene og bedre forståelse for modpartens hensigter.

 

LIGE NU PÅ NOPA