Sådan kan du få dine børn til at høre efter uden at blive sur eller skælde ud

De fleste forældre kan nikke genkendende til, at deres børn ikke altid hører, hvad de siger. Nogle studier tyder faktisk på, at børn kun opsamler halvdelen af vores “visdomsord”, når vi opdrager. Men hvad er det så, der afgør, om børnene lytter til det, vi siger? Det kan de seneste års hjerneforskning gøre os noget klogere på.

 

To ting får det, vi siger, til at ryge ind ad det ene øre og ud ad det andet

En grundlæggende forudsætning for, at børn hører efter, er, at børnene har deres fokus og opmærksomhed rettet mod det, vi siger. Og selvom det måske lyder banalt, så er opmærksomhed faktisk sværere at styre end som så, når man er barn.

 

Der er særligt to typer af distraktioner, som forstyrrer børns fokus: Sensoriske og følelsesmæssige.

 

De sensoriske distraktioner er enkle. Det er lyde, lugte, stemmer – alle mulige ydre ting, som får børnene til at fokusere på noget andet.

 

De følelsesmæssige forstyrrelser er derimod noget sværere.

 

De kan overmande børnene i situationer, hvor vi måske slet ikke forventer det. Pludselig føler børnene siger skuffede, oplever at tingene er uretfærdige, bliver stædige, vil have deres vilje, bliver ked af det eller vrede.

 

Det er især disse følelsesmæssige reaktioner, som får børn ikke at ville høre, hvad vi siger. Børnene vender i stedet deres opmærksom indad og fokuserer på de meget stærke følelser, de kan mærke. De områder af hjernen, som bliver aktive, er de mere primitive områder, som kan få børnene til at miste nuancerne, og de får svært ved at forholde sig til andre og lytte.

 

Børnenes følelser er helt naturlige – og er på ingen måde forkerte. Men typisk vil følelserne få børnene til at fokusere indad, og når det sker, er det netop, at vi oplever, at det vi siger, ryger ind af det ene øre og ud af det andet.

 

I stedet for at lade os hjælpe dem, begynder børnene i stedet at kæmpe imod os.

 

Nøglen til at fastholde børns opmærksomhed er derfor at hjælpe dem med at håndtere deres følelser, for når vi gør det, virker det beroligende, og ro gør børn i stand til at lytte.

 

Nedenfor har du fem helt konkrete tips, som virker, når forældre gerne vil have børn til at høre efter. Bemærk, at dette er positive tips med fokus på, hvad der får børn til at lytte.

 

1. Kommuniker omsorg

Så snart vi kan mærke, at vores børn ikke hører efter, eller at situationen er ved at eskalere, er det bedste vi kan gøre faktisk at stoppe med at tale og i stedet kommunikere “ikke-verbalt”.

 

Vores kropssprog sender – ganske ubevidst – ekstremt stærke signaler til børnene, og derfor tager de faktisk vores ikke-verbale budskaber til sig uden, at de tænker over det.

 

Et kærligt klem på armen, et knus og det, at vi er i (eller under) øjenhøjde (fx ved at sætte os på hug eller løfte børnene op på bordet og vi sætter os på knæ) er noget af det bedste, vi kan gøre. Omvendt er det godt at undgå at læne sig ind over børnene og at løfte pegefingeren, for det aflæser børnene som “truende” (han/hun er imod mig).

 

Rent fysiologisk ved man, at vores kropssprog direkte påvirker børnenes hjernekemi. Berøring frigiver positive hormoner som fx oxytocin, og niveauet af de såkaldte stresshormoner (bl.a. cortisol) falder. Det virker beroligende, og øger derfor sandsynligheden for, at børnene får “overskud” til at vende opmærksomheden mod os.

 

2. Anerkend, anerkend, anerkend

Anerkendelse er ikke det samme som at give børn ret i det, de har gjort. Derimod giver det dem plads til at føle sig forstået, og det får automatisk børn til at vende deres opmærksomhed mod os.

 

Helt konkret handler anerkendelse om ikke at minimere eller “afvise” det børnene går igennem. Når vi anerkender, undgår vi at sige ting som “der er ikke noget at være ked af”, “det skal du ikke være bange for” “slap af” eller “der er ikke nogen grund til at blive vred”.

 

Det virker langt bedre at sige ting, som sætter ord på børnenes oplevelse: “det gjorde dig virkelig ked af det, hva’?”, “nogle gange kan man godt blive bange for…”, “jeg ved godt, at det er svært” eller “du ville rigtig gerne … det kan jeg godt forstå”. Alle mulige typer sætninger, som anerkender børnenes følelser og oplevelse.

 

Selvom børnenes følelser måske kan virke unødvendige på os, så er de helt ægte for børnene. Det er SÅDAN de oplever det, og når de mærker, at de voksne forstår dem, så beroliger vi børnenes reaktioner og styrker faktisk også deres følelsesmæssige intelligens, fordi de bliver bedre til at forstå sig selv og deres egne reaktioner.

 

Samtidig kommunikerer anerkendelse faktisk også noget meget grundlæggende til børn, nemlig, at vi altid er der for dem – også når de opfører sig allerværst. På den lange bane skaber det samarbejdsvilje og stærke relationer mellem barn og forældre.

 

3. Hold igen med at tale og husk at lytte

Faktisk kan vi paradoksalt nok få børn til at høre mere af, hvad vi siger, hvis vi siger mindre. 

 

At tale og bruge sprog er en logisk tilgang til problemstillingen, men når det er følelser, som får børnene til ikke at lytte, så virker logik ikke. Lyt i stedet til, hvad børnene siger og stop din (helt naturlige) trang til selv at tale.

 

Vis i stedet børnene opmærksomhed – det gør det langt for os at få det samme fra dem.

 

4. Opdrag på en måde, som viser, at du tror på det bedste i dit barn

Dette kan være en svær balancegang. Men helt grundlæggende handler det om at sætte grænser på en måde, som viser tiltro til børnene.

 

Det kræver, at vi bliver lidt ekstra opmærksomme på, hvordan vi siger tingene. Råber dit barn eksempelvis “jeg hader dig”, så vil mange af os intuitivt udbryde “du skal ikke tale sådan til mig”. Men det vil helt ubevidst aktivere de primitive områder af hjerne. Siger vi derimod “Jeg ved, at du godt ved, at du ikke må tale sådan til mig, så hvad sker der?”, så vil børnenes hjerne opfatte os anderledes.

 

Du sætter stadig grænsen (“man må ikke tale sådan”), men du skaber samtidig et rum, hvor dit barn får paraderne ned. Du viser tillid (“jeg ved, at du godt ved”) og vil gerne lytte til, hvad det er, der er svært for dit barn lige nu (“så hvad sker der?”). Det aktiverer de mere avancerede områder af hjernen og gør børnene i stand til at forholde sig til situationen: “Det er svært, fordi…” og “jeg blev ked af…” osv.

 

På den måde bliver det ikke en konflikt mellem to parter. Det bliver derimod en situation, hvor I har fokus på, at dit barn skal lære noget, nemlig at tale ordentligt. Og det er jo det opdragelse handler om: At børn lærer, hvad der er det “rigtige” at gøre.

 

Nedenfor har du lidt flere eksempler på, hvordan man kan sætte grænser på en måde, som får børnenes parader ned:

 

“Jeg ved godt, at du rigtig gerne vil have en godnathistorie mere, men jeg kommer ikke til at ændre mening. Det er dog er helt ok, at du er skuffet, og jeg trøster dig.”

 

“Lad os lige prøve en gang til. Jeg ved, at du sagtens kan sige det på en bedre måde”

 

“Vi skal ikke have slik i dag. Du kan godt blive ved med at være sur, men vil du ikke hellere hygge dig med mig?”

 

5. Har forudsigelige reaktioner

Hold altid fast i at reagere på samme måde og undlad at lade dit barns reaktion påvirke din (fx når han/hun bliver vred, hæver du stemmen). Hvis vores reaktioner svinger, vil børnene nemlig ubevidst tænke, at det, de gør, virker, og det forstærker deres negative adfærd.

 

Derfor: Bevar roen og sig tingene på den måde, som du én gang for alle har besluttet, er den rigtige for dig. Det kan godt være, at det ikke altid virker og at situationerne ender i konflikt, men du kan være sikker på, at det virker bedre end svingende reaktioner.

 

Kilder: Artiklen tager udgangspunkt i professor Daniel Siegel og Dr. Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline”, Daniel Goleman, Focus – The Hidden Driver of Excellence og i Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline”.

LIGE NU PÅ NOPA