Er dit barn på Musical.ly? Så er det vigtigt, at du som forælder er opmærksom på dette

Står dit barn ofte med svingende arme, dansetrin og mimeudtryk og laver moves som en popstjerne foran iPaden eller telefonen, så har du højest sandsynlig også stiftet bekendtskab med app’en Musical.ly.

 

Men app’en er ikke bare en app. Den er også et socialt medie – og selv om det er blevet en gængs opfattelse, at Musical.ly er et godt startmedie, hvor børn og unge kan lege og få en god start på sociale medier, så kan de lige så ofte risikere det stik modsatte, og faktisk få dårlige oplevelser.

 

Her får du derfor konkrete råd til, hvad du skal være opmærksom på som forælder, hvis dit barn er på Musical.ly.
 

Børnene bedømmer hinanden

Musical.ly er en app, der giver forslag til, hvordan børn og unge kan danse med specifikke bevægelser til et nummer, så de ligner popstjernerne. Det er både med kroppen og ansigtsudtrykket. Musikken spiller, børnene danser og optager dermed sig selv.

 

Derefter kan de vælge at dele videoen med deres netværk, som enten kan være et åbent netværk eller et privat netværk. Musical.ly er sjov leg for mange – især piger, der har stor glæde af at kunne lege med sang, bevægelser og delinger. Mange fremhæver, at det er rart, at der er vist, hvordan man kan danse og bevæge sig. Det er med andre ord en fælles form.

 

Når de har lagt en video op, kan de følge med, om de får likes og kommentarer. Det er de ofte meget opmærksomme på.

 

De kan også følge hinanden og dermed også både like og kommentere hinandens videoer.

 

Som en naturlig følge af, at det er et medie, som mange børn starter på, er Musical.ly også stedet, hvor de prøver sig frem og skal lære at være på. Derfor er det en god ide at være med på sidelinjen og tale om, hvilke videoer, der lægges op, hvilke man kan se, og hvorfor det er sjovt.

 

Vær opmærksom på:

 

1. God tone og den positive oplevelse

Lær dit barn god tone på Musical.ly. At skrive pænt til andre og ikke lave smileys, der kan misforstås.

 

Ord kan misforstås – mange skriver pæne ting i kommentarfeltet, men små kommentarer som ”jeg kan gøre det bedre end dig”, “du aber efter mig”, ”den sidste var bedre” eller ”du gør det ikke rigtigt!” kan være velment, men modtageren kan blive meget kede af det. Det kan føre til, at børnene skriver tilbage, og så kan det blive en lang negativ tråd.

 

Den mere direkte form: ”Du er dum” eller ”du er grim” er også udbredt. Det samme er grinesmiley, som – for nogle – betyder, at det er til grin.

 

2.  Vær en god ven

Snak om, hvordan man er en god ven på sociale medier. Der er desværre mange børn, der oplever, at deres video aldrig bliver liket, og det kan hænge sammen med en kollektiv beslutning om at udelukke en helt fra fællesskabet. Det er svært for børn at sætte ord på, men de ved oftest godt, når de er ofre for den slags.

 

Derfor er det en god idé at lære dit barn, at hvis man følger en anden, så er positiv opmærksomhed udgangspunktet. Eksklusion er ikke.

 

3.  Lav ikke parodier

Tal om ikke at gøre nar ad andre. Parodier er desværre meget brugt til at mobbe andre. Det er videoer, der lægges op, som åbenlyst skal gøre grin med en anden person. Det kan også være i skolen dagen efter, hvor en gruppe laver en parodi på en video, som en klassekammerat har lagt op. Det kan være sjovt ment, men hvis det er en del af en “samlet pakke,” hvor også manglende likes eller grinesmileys indgår, er det mobning.

 

4. Privatindstillinger og “venner”

Gennemgå privatindstillingerne med dit barn. De er ikke sat automatisk, og funktionerne er ikke sat op, så børn intuitivt vælger private profiler. Det gøres ved at klikke i øverste højre hjørne på det lille hjul. Derefter under “Settings” og “Private account”. Der er også andre opmærksomhedspunkter, blandt andet funktionen, at det kun er “venner”, der kan skive direkte til dit barn, lokationer og blokeringer. Gennemgå reglerne og tal om, hvad der er godt at være opmærksom på, uanset hvilket medie, man er på.

 

Vær bevidst om, at en åben profil kan betyde, at barnets video når flere mennesker end en privat profil. Det betyder – måske – flere likes, men det betyder også, at brugere, barnet ikke kender, kan følge med.

 

Det er en god idé at få talt om, hvem man godkender som ven. Reglen om, at det skal være en, man kender i forvejen eller ved, hvem er, kan være rigtig god for de yngste brugere.

 

5.  Falske profiler

Ikke alle på sociale medier er dem, de giver sig ud for at være. Hvis du ikke kender dem personligt, ved du ikke, om det er en falsk profil. Dem er der mange af på nettet. Lav evt. en regel om, at hvis der kommer en besked fra en ukendt profil, så skal dit barn ikke svare uden at dele det med dig først.

 

6.  Omtanke, når du deler

Det er en god idé allerede fra starten at lære, at det, man lægger ud på nettet, ikke kan slettes igen. Det kan godt være, du sletter den fra din profil, men når det først er lagt på nettet, har du ikke nødvendigvis kontrollen over den længere. Det er der mange børn, der ikke tænker over.

 

7.  Vis hensyn når du filmer

Tal om ikke at filme steder eller personer, der ikke har givet ok for det. Venner, der ikke har en profil eller ikke ønsker at blive vist online, skal spørges først.

 

8.  Idealer og fokusering

Snak om, at Musical.ly er bare en leg, der skal være sjov. Man behøver ikke være perfekt som stjernerne eller veninden. Uanset om der lægges op til det.

 

Lykke Møller Kristensen er en af Danmarks førende eksperter i børn og sociale medier. Gennem de seneste år har hun interviewet flere hundrede børn for at afdække, hvordan de oplever livet online. På NOPA giver hun os de kommende måneder et enestående indblik i børnenes verden, og gør os som forældre klogere på, hvad de oplever, og hvordan vi bedst mulig kan støtte vores børn. Hun er desuden forfatter til bogen “Børn og sociale medier”, rådgiver skoler og lærere og bliver ofte brugt som ekspert på bl.a. TV2. Læs mere på http://boernogsocialemedier.dk/

LIGE NU PÅ NOPA