Med et enkelt spørgsmål kan du hver dag udvikle dit barns empati

Det er nok ikke noget, ret mange af os tænker over, men når vores børn fortæller om deres dag – om hvem de legede med, snakkede med, hvad der skete og hvilke eventuelle konflikter, der har været – så har det ret stor betydning, hvad vi som forældre siger til børnene.

 

Hvorfor?

 

Annonce:

Fordi vi har børnenes fulde opmærksomhed (i modsætning til alle mulige andre situationer), og fordi de typisk fortæller om de ting, som de er optagede af og som er vigtige for dem.

 

Det betyder faktisk, at de samtaler er en af de situationer, hvor vi har størst mulighed for at hjælpe vores børn med at udvikle deres empati, sociale forståelse og relationerne til deres kammerater. Noget som de seneste års forskning viser er vigtigere end nogensinde.

 

Læs med her og se, hvorfor især ét bestemt spørgsmål er særligt godt at stille.

 

Empati påvirker så godt som alle dele af børns liv

Umiddelbart kan man måske tænke, at de situationer, hvor børn fortæller om deres dag, “bare” er almindelige hverdagssituationer, hvor man taler sammen – og det er de selvfølgelig også.

 

Men børn har brug for deres forældres hjælp til at forstå de ting, de oplever, reflektere over dem og forholde sig til dem. Kun på den måde kan de udvikle deres sociale kompetencer og dermed styrke deres venskaber.

 

Og det ser ud til at være vigtigere end nogensinde.

 

I hvert fald viser forskning, at børns empati og forståelse for andre påvirker så godt som alle dele af deres liv: Empatiske børn oplever, at deres relationer er mere værdifulde, de er venligere, gladere og udviser større moralsk mod. Og så forebygger empati aggressivitet og mobning, ligesom det styrker børns evne til at tænke kritisk.

 

Annonce:

I praksis ser det det ud til, at særligt ét spørgsmål gør en forskel i forhold til at udvikle empati hos børn. Hver eneste gang dine børn fortæller om konflikter (også andres), sociale dilemmaer, svære situationer eller en hvilken som helst anden social udfordring, prøv da at spørge:

 

Hvordan tror du, at XX (den dreng/pige situationen handler om) fortæller om den oplevelse til sine forældre her til aften?

 

Et simpelt og konkret spørgsmål, som dog gør en kæmpe forskel for børn.

 

Derfor virker det

Spørgsmålet virker, ganske enkelt fordi det på en “ufarlig” måde hjælper børnene med at sætte sig i andres sted. Uden at børnene føler sig angrebet, føler dårlig samvittighed eller gennemlever situationen igen, kan vi hjælpe dem med at se de andre børns perspektiv og forholde sig mere nuanceret til deres sociale oplevelser.

 

For os som forældre er spørgsmålet godt, fordi det hjælper os til at undgå at forstærke børnenes oplevelse (“nå, det var da godt nok også træls”) for i stedet at hjælpe dem med at se flere sider af situationen.

 

Annonce:

Børn har typisk ret nemt ved at svare på spørgsmålet (også børn, som måske ikke plejer at komme med særligt lange svar), men hvis børnene ikke ved, hvad de skal sige (eller er for små til at sætte ret mange ord på), så hjælp dem endelig på vej: “Tror du måske, at XX fortæller, at han/hun…?”, “Tror du måske, XX troede…?” eller “Tror du måske, at XX egentlig mente at…?”.

 

Nogle forskere kalder strategien for “fluen på væggen”, fordi spørgsmålet får børnene til at “fjerne” sig selv fra situationen og forholde sig til den på en mere objektiv måde. Og selvom den vitterligt er enkel, så viser den sig i forsøg at være en af de mest effektive veje til at hjælpe børn med at tage ved lære af de konflikter, de har. Børnene bliver simpelthen bedre til at forstå, hvordan de andre børn oplever situationen – og det skaber færre gnidninger.

 

Ønsker vi som forældre at opdrage vores børn til være gode kammerater, er dette altså et helt konkret sted, hvor vi med fordel kan sætte ind.

 

Kilder: Professor Walther Mischel, “The Marshmallow Test – Understanding self-control and how to master it”, Bantam Press, E. Kross m.fl., “The Effect of Self-Distancing on Adaptive versus Maladaptive Self-Reflection in Children”, Emotion-APA, no. 5, 2011, Michele Borba, “Unselfie – What Empathetic Kids Succeed in Our All-About-Me World”. 

LIGE NU PÅ NOPA