Med disse fire enkle skridt kan du flytte dit barn fra “vil ikke” til “vil gerne”

De fleste konflikter og konfrontationer med børn opstår, når vi som forældre har svært ved at få børnene til at gøre det, vi siger. De gider ikke at tage tøj på, nægter at rydde deres legetøj op eller vil ikke spise aftensmaden. Og før man ser sig om er situationen stukket af, og børnene er vrede og vi er frustrerede.

 

Men hvad er alternativet?

 

I denne artikel præsenterer vi fire enkle skridt, som du kan benytte hver eneste gang, du gerne vil have dine børn til at samarbejde. Jo oftere du bruger dem, des mere effektive bliver de, fordi det skaber tydelighed over for børnene, når de ved, hvad de kan forvente af os som forældre.

 

Hvad sker der, når børn “IKKE vil”?

Børn reagerer typisk på én af to måder, når de ikke vil samarbejde, som vist på nedenstående tegning. Enten går de i “rød zone”, hvor de bliver vrede, hidsige, svarer igen og måske endda slår og sparker. Eller også går de i “blå zone”, hvor de går ind i sig selv, bliver passive og trækker sig tilbage.

 

zoner2

 

Børnenes forskellige reaktioner kan få os som voksne til at reagere på forskellige måder, men uanset om børnene reagerer på den ene eller den anden måde, så er det faktisk ofte det samme, de har brug for fra os. Vi skal have bragt dem i “grøn zone”, hvor der er ro på kroppen, og børnene bliver i stand til at lytte, tænke, planlægge og tage ved lære – og til det formål er nedenstående fire skridt særligt effektive:

 

1. Giv børnene medbestemmelse, men KUN på denne måde

Når børn reagerer på vores krav, sker det lynhurtigt og ofte helt ubevidst – og det betyder, at det faktisk har stor betydning, hvordan vi siger tingene. Siger vi “tag bukser på”, “spis”, “kom nu i gang”, så øger vi sandsynligheden for, at børnene IKKE vil, fordi de ubevidst føler, at de ikke har nogen valgmuligheder og at kravet bliver “trukket ned over hovedet på dem”.

 

Giver vi i stedet børn valgmuligheder ved fx at sige “det er tid til at tage tøj på – skal vi starte med bukserne eller blusen?”, “det er sengetid – skal vi læse en bog eller synge en sang?” eller “vi skal ud af døren. Jeg hjælper dig med støvlerne og du bestemmer, hvilken fod, der skal først”, så er der langt større chance for, at børnene gerne vil.

 

Det er vigtigt, at begge valgmuligheder fører til samme resultat. Børnene må ikke kunne sige ‘nej’ (sig fx ikke “tager du tøj på, nu?”) for så er det, at konflikten opstår. Børnene har  brug for at mærke, at det er os, der bestemmer, men det betyder ikke, at deres mening er ligegyldig.

 

Er det fx far, der putter, og børnene siger, at “mor skal putte”, så stå fast på, at enten putter far eller også gør ingen.

 

På denne måde lærer børnene at træffe valg og at tage kontrol over sig selv. Det er en afgørende kompetence for børnene både i børnehaven og i skolen. Når børn lærer at træffe valg udvikler de nemlig deres samvittighed og moral – de lærer ganske enkelt at mærke “hvad er mig” og “hvad er ikke mig”, og den evne er guld værd. Det er lidt ligesom en muskel – den har brug for at blive brugt for at blive stærk.

 

Hvis vi som voksne derimod styrer børnene hele tiden og ikke inddrager dem, så ved de ikke, hvordan de skal agere med mindre, der er en voksen ved deres side, og det er ikke særlig holdbart i længden. Hvad gør man fx på legepladsen, når man skal dele legetøjet eller i skolegården, når man skal være en god kammerat? Her har børn brug for selv at kunne træffe valg.

 

2. Søg kontakt, hvis du oplever modvilje

Virker nr. 1 ikke, så gå videre til dette skridt. Her handler det om at søge kontakt med børnene i stedet for at blive ved med at gentage vores krav.

 

Frem for at sige “kom nu i gang”, “hør så efter”, “nu gider jeg ikke at sige det mere”, så sæt dig roligt ved siden af dit barn, læg armen om ham eller hende (det frigiver positive signalstoffer som eksempelvis oxytocin), og sig eksempelvis: “Jeg hjælper dig – vi er sammen om det”, og lad dit barn finde roen og mærke, at I er på samme side.

 

Dette handler ikke om at give efter for børnene, men om at give dem plads til at komme til orde – at de mærker, at vi tager dem alvorligt.

 

Der er altid en grund, når børn ikke gør, som vi siger, og den kan vi med fordel være nysgerrig på. Det kan jo være, at barnet lige var igang med en sjov leg, og har brug for at høre mor eller far sige “jeg kan godt forstå, at du er skuffet. Skal vi ikke aftale, at vi lader legetøjet ligge fremme, så du kan lege videre, når du er hjemme igen”.

 

Dette skridt kan du også sagtens bruge til helt små børn, som endnu ikke har et færdigudviklet sprog. De har blot brug for, at vi hjælper dem med at sætte ord på. “Blev du skuffet over at legen var slut? Men ved du hvad? Den kan fortsætte, når…” osv.

 

3. Giv jer begge 5 minutters pause

Kan du mærke, at intet af det, du gør, virker, så tag en pause BEGGE to. Send endelig ikke dit barn alene på værelset, for så føler barnet sig ofte afvist (endda i en situation, hvor det faktisk har brug for din hjælp). I stedet kan du fx sige: “Vi to har vist lige brug for 5 min. Lad os lige trække vejret, så prøver vi igen”.

 

Hvis du kan mærke, at dit barn har brug for, at du er der (også selvom han/hun måske nægter at tale med dig eller ikke vil have, at du kommer i nærheden), så sæt dig fuldstændigt afslappet på gulvet og vent. Lad gerne være med at sige noget – dit kropssprog siger det hele og bliver ubevidst opsamlet af dit barn.

 

4. Brug en logisk konsekvens

Nægter børnene at høre efter, så er det vigtigt, at de mærker, at det har en konsekvens. Men husk altid, at de skal være logiske. Det giver ikke nogen mening, at fredagsslikken ryger, hvis man ikke tager tøj på, eller at man truer med ting, som børnene godt ved ikke bliver til virkelighed.

 

Nægter børnene at rydde op, så læg legetøjet væk i et skab og sig til barnet, at han eller hun kan få det tilbage, når han er med på at leve op til reglerne. Vil børnene ikke samarbejde om morgenen, så kan konsekvensen være, at man ikke får lov til noget af det “sjove” fx legetid om morgenen eller at få et stykke legetøj med i børnehave.

 

Logiske konsekvenser er klart det sværeste skridt, og nogle gange kan det være nødvendigt at sætte sig sammen som forældre og tænke igennem, hvilke situationer, der skaber konflikter, og efterfølgende blive enige om, hvilke konsekvenser man vil indføre, så man er forberedt i situationerne.

 

 

Måske tænker du umiddelbart, at der ikke er tid til de fire skridt, men husk at konflikter ofte tager endnu mere tid (især fordi de også sidder i kroppen på både barn og voksen i lang tid efter).

 

Det kræver tålmodighed at lære børn at samarbejde, så man undgår unødige konflikter, men den mest effektive vej er nu en gang at møde børnene med den SAMME tilgang HVER GANG. Alle ovenstående fire skridt skaber en grundlæggende tryghed, og det er derfor de virker. Men det sker ikke fra den ene dag til den anden.

 

Kilder: Artiklen tager udgangspunkt i professor Daniel Siegel og Dr. Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline”, Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline” og Laurence Steinberg, Nina S. Mounts Susie D. Lamborn og Sanford M. Dornbusch, “Authoritative Parenting and Adolescent Adjustment Across Varied Ecological Niches”, Journal of Research on Adolescence, Laurence Steinberg, “Presidential Address: We Know Some Things: Parent-Adolescent Relationships in Retrospect and Prospect”, Journal of Research on Adolescenc og Laurence Steinberg, “The 10 Basic Principles of Good Parenting – One of America’s Leading Experts Tells You What You Need to Know”.  

LIGE NU PÅ NOPA