Hvordan forældre kan lytte, så børn får lyst til at fortælle

På NOPA plejer vi ofte at fokusere på, hvordan vi som forældre kan sige tingene på måder, som får børnene til at lytte til os.

 

Men denne gang handler det om noget andet.

 

Nemlig om, hvordan forældre kan blive gode til at lytte til børn og forstå deres perspektiver. Når vi lytter, føler vores børn sig værdsat, og det giver dem naturligt lyst til at fortælle os om deres tanker og oplevelser.

 

På overfladen er det en simpel opgave at lytte, for det handler om at tie stille og lade andre komme til orde. Men hvis man som forælder vil være god til at lytte, så kræver det faktisk også, at man vil sætte sin egen “dagsorden” til side. Vi er nødt til at acceptere børnenes præmisser, hvis de skal føle, at vi lytter fordomsfrit.

 

I praksis kan det være svært. Impulsen til at forklare vores børn, hvordan tingene hænger sammen, er nemlig virkelig stærk. Nedenfor har vi derfor samlet nogle konkrete råd og punkter, som det er værd at tænke over, hvis man gerne vil lytte til børn på en måde, som giver dem lyst til at fortælle.

 

1. Stop med at tale

Det siger sig selv, at første skridt til at være god til at lytte er at tie stille. Men selvom det er indlysende, kan vi som forældre ofte have en tendens til at gøre det modsatte og selv tale en masse. Vær dog endelig ikke bange for stilhed. Det gør ikke noget, at der ikke er nogen, der siger noget. Vær i stedet til stede og giv dine børn din fulde opmærksomhed.

 

Du behøver heller ikke at kommentere løbende med “forstående” sætninger som “det må være svært” eller “det var da heller ikke rart”. Ofte kan det virke bedre bare at sige “nå” eller “hmm”, for det vil typisk få børnene til at fortælle endnu mere. Når først vi begynder at tale, tænker børnene nemlig ubevidst, at de ikke behøver at gøre det, og så stopper de.

 

 

2. Drop “men” – og sig i stedet “selvom”

En vigtig ting ved det at lytte, er, at hjælpe børnene med at forstå det, de går igennem. I den sammenhæng er der dog et enkelt ord, som har det med at stille sig i vejen, og det er ordet ‘men’. Som når vi fx siger “du lyder skuffet over, at legeaftalen blev aflyst, men det var jo heldigvis kun en enkelt legeaftale.”

 

‘Men’ minimerer eller formindsker børnenes oplevelser og følelser, og det kan skabe en distance imellem det, børnene siger. og de de tror, vi forstår. I sidste ende tænker de måske, at vi ikke har hørt, hvad de siger (for ellers havde vi vel forstået dem?).

 

I praksis kan det derfor tit virke bedre at bruge ordet ‘selvom’: “Selvom du ved, at det kun var en enkelt legeaftale, så er du stadig skuffet”. På den måde hjælper vi nemlig børnene til at se det lidt større perspektiv (det var kun en enkelt legeaftale ud af mange), men uden at tale følelserne ned.

 

3. Lad være med at sige, at du hører efter, hvis ikke du gør det

Det er nok noget de fleste forældre kommer til at gøre: Børnene siger “moar” eller “faar”, og vi svarer “ja”, selvom vi faktisk ikke rigtig hører efter. Vi er måske optagede af noget andet, sidder med vores telefon eller skal lige gøre noget samtidig med, at børnene fortæller.

 

Hvis vi gerne vil være gode til at lytte – og også gerne vil have, at børnene skal synes det samme, så er vi dog nødt til at høre efter, når vi siger, vi gør det. En god tommelfingerregel kunne være altid at se børn i øjnene, når de fortæller os noget, for på den måde mærker de vores interesse, og vi sikrer, at vi har 100 procent fokus på dem.

 

4. Tag godt imod kritik

At lytte handler også om at være villig til at tage ved lære.

 

Det er et sundhedstegn, når børn er så trygge eller investerede i relationen til os forældre, at de tør sige til os, hvad de gerne vil have, at vi gør anderledes – så lyt og tag ved lære. Hvis de tør være kritiske over for os, så er det nok fordi de plejer at føle, at vi forstår dem og tager dem alvorligt.

 

Når I har haft en konflikt eller har været uenige om noget er det også godt at vise børnene, at vi bliver klogere. Tal situationen igennem og spørg nysgerrigt, om der er noget du kan gøre på en anden måde. Det betyder ikke, at vi underminerer vores egen autoritet. Tværtimod viser vi børnene, at vi tager deres oplevelser så alvorligt, så vi også er interesserede i at lære af dem.

 

Og husk nu altid at indrømme det, hvis du er kommet til at reagere på en anden måde over for dit barn ind du egentlig ønsker: “Jeg er ked af at jeg kom til at råbe ad dig. Herhjemme vil jeg gerne have, at vi taler ordentligt til hinanden, og det gælder selvfølgelig også mig. Det øver jeg mig på”.

 

The Guardian: How to be a good listener: the expert’s guide og Adele Faber og Elaine Mazlish: How To Talk So Kids Will Listen & Listen So Kids Will Talk, Scribner.

LIGE NU PÅ NOPA