Forskning: Her er de mest effektive veje til at få børn til at falde i søvn og sove igennem

Når det kommer til vores børns søvn, og hvordan vi bedst får dem til at sove, er der en jungle af information, velmenende råd og forskellige metoder derude, der kan være forvirrende at navigere i. Vi har derfor gennemgået forskellig forskning på området for at se, hvad de seneste års studier kan lære os om at få vores børn til at sove godt.

 

Lad os starte med at slå fast, at når man snakker om at “sove igennem” om natten, så er det vigtigt at understrege, at ingen – hverken børn eller voksne – sover uden at vågne. I hvert fald ikke hvis man forstår det defineret som en hel nat i et langt stræk i uafbrudt dyb søvn.

 

Vi oplever alle afbrydelser eller opvågninger under søvnen. Det er del af vores helt naturlige søvnrytmer. Børns søvnmønstre svinger meget især i de tre første leveår, og de har fra naturens side kortere rytmer end voksne. Børn sover også lettere, så hvis dit barn vågner om natten, er det altså helt normalt. Lige som det også er normalt, at dit barn ikke falder i søvn, så snart du lægger dynen over og kysser godnat.

 

Med dette in mente, hvordan kan man så hjælpe sit barn til at falde i søvn og optimere barnets søvnkvalitet i løbet af natten? Det giver forskningen nogle bud på her, hvor vi starter med tre anbefalinger, som gælder både for babyer, småbørn og skolebørn:

 

Lav et fast og konsekvent putteritual: Samme ting, samme tid, samme sted

Forskning viser, at samme putterutine hver aften gør det nemmere for et barn at falde i søvn og er med til at forbedre den generelle søvnkvalitet (som bonus kan det også være med til at højne mødres mentale velbefindende).

 

Et godt putteritual kan inkludere et bad efter aftensmad, en godnathistorie, en godnatsang, lidt massage, tandbørstning og hyggeligt nærvær omkring det at få nattøj på. Gør hvad der passer til jeres lyst og familie, det essentielle er, at man gør det samme hver aften samme sted på samme tidspunkt. Samme regler altid – også når børnene vågner om natten. Det hjælper dit barn til at forstå og acceptere, at det er tid til at sove. Det er med til at sikre sunde søvnmønstre både nu og på sigt.

 

Generelt er faste rutiner noget af det vigtigste, man give sine børn. Hvis du vil have konkret inspiration til en fast putterutine, kan du læse mere her.

 

Overvej at lade barnet sove i egen seng

Hvis I har et barn, som har svært ved at sove, kan det være god ide at overveje, om barnet efter de første seks levemåneder kan komme til at sove i egen seng. Ikke for sikkerhedens skyld, men for søvnkvalitetens: At sove sammen med barnet forhaler barenets evne til at falde i søvn igen efter opvågning med op til 15 minutter. Dette gælder også større børn.

 

Begræns skærmbrug inden sengetid

Forskningen er stadig spæd, når det kommer til skærmbrug og børn. Men hvad videnskaben godt kan konkludere er, at skærme inden sengetid ser ud til at forringe børns evne til at falde i søvn, ligesom det påvirker børnenes generelle søvn. Se konkrete anbefalingerne for skærmtid til børn her.

 

 

Her får du eksperterne specifikke råd for de forskellige aldersgrupper:

 

Babyer

Observer dit barn, så du kan lære genkende tegn på træthed og derfra putte det.

 

Massage kan hjælpe babyer til at sove bedre, græde mindre og føle mindre stress.

 

Læg babyen i seng, når det er træt, så det lærer at falde i søvn i egen seng.

 

Hold dit barn i ro, belysningen mørk og vær stille, hvis du skal give mad eller skifte i løbet natten.

 

Sørg for, at barnet ikke falder i søvn på puslebordet i løbet af natten, men først når du lægger det i seng igen.

 

Vær nærværende: Forskning indikerer, at søvntræningssystemer, hvor forældre ikke reagerer, ignorerer eller ikke nærværende i løbet af natten, når babyen græder, giver stress. Både hos den lille og de voksne. Det kan på sigt øge børnenes søvnproblemer. Løsningen kan være at vente kort, inden du responderer for at se, om barnet selv falder i søvn igen. Hvis ikke, så tjek op, at den lille er okay. Undgå at tænde lyset eller at lege og trøst dit barn i egen seng, så det bliver trygt der.

 

Småbørn

Det kan gøre det nemmere at falde i søvn, hvis dit barn får lov at tage sin yndlingsbamse eller legetøj med i seng, hvis det er sikkert nok (ikke små dimsedutter det kan sluge eller blive kvalt i).

 

Imødekom barnets behov, INDEN I siger endeligt godnat. Det kan være, at den lille har brug for et glas vand, have sokker på eller døren på klem.

 

Lad være at reagere på barnets første kald efter dig med det samme. Vent nogle sekunder eller længere, og se om det ikke giver barnet mulighed for selv af fald i søvn. Hjælper det ikke, så sørg for at forsikre dit barn om, at du er der og passer på det. Hvis du går ind i værelset igen, så undgå at tænde lystet, starte en dialog, lege eller at blive der for længe. Mind barnet om, at det er sovetid. Pointen er blot at vise, at du er der, men ikke at gøre mere end det (fx snakke eller få en ekstra putning – når der er sagt godnat, er der sagt godnat).

 

Skolebørn

Mange skolebørn vækker ikke nødvendigvis deres forældre, når de vågner, så det kan være svært at vide, hvor godt de egentlig sover. Men oplever du, at du har et barn ofte er træt, kan det være godt at overveje følgende ting:

 

Selvom børnene bliver større har de stadig godt af fast sengetid.

 

Undgå sukker og andre opkvikkende stimulanser inden sovetid.

 

Skab et godt soverum, der mørkt, stille og køligt tempareret.

 

Hold skærme lige fra telefon til tv væk fra soveværelset og undgå meget gerne at børnene sidder med telefoner/iPads lige inden de skal sove.

 

LIGE NU PÅ NOPA