Så lidt behøver du at sige for at dulme dit barns store følelser

Store følelser er faktisk mere almindelige hos børn, end man måske umiddelbart skulle tro. Men i og med de har så begrænsede erfaringer – de har jo kun levet i få år – så opleves mange ting for første gang, hvilket både kan være skræmmende, uhyggeligt, utrygt og frustrerende. Vi ved som voksne, at det ikke er farligt at sove i mørke, men det ved børnene ikke nødvendigvis, og derfor bliver de bange.

 

Store følelser er forvirrende – de overvælder børn på tidspunkter, hvor de måske slet ikke forventer det, og det kan fremkalde reaktioner, som børnene måske godt ved er forkerte. Det kan være, at de svarer igen, kalder øgenavne, slår eller lignende.

 

Som princip virker det godt at huske på, at alle følelser kan accepteres, men nogle handlinger skal begrænses. Men hvordan gør man det i praksis?

 

“Klog på følelser”

Den bedste vej til at hjælpe børn med at komme godt igennem deres følelser er ved at udvikle deres følelsesmæssige intelligens.

 

Børn, der er “kloge på følelser” forstår, hvad de føler, hvorfor de føler sådan og hvordan andre føler. Det er en slags “indre fornemmelse”, som alle børn kan lære i løbet af deres barndom, og som gør dem i stand til at mærke følelser uden, at de får lov til at “overtage” børnene og får dem til at agere grænseoverskridende over for andre.

 

Og det har vi god grund til at lære børn.

 

I den kommende bog “Kærlighed er ikke nok”, Sofie Münsters opfølger på bestselleren “Klog er noget, man øver sig på”, bliver det undersøgt, hvad vi egentlig ved om de børn, som trives bedst og er gladest – og børns forhold til følelser har enorm stor indflydelse på, hvordan de går rundt og har det. Studier viser eksempelvis, at børn med en høj grad af følelsesmæssig intelligens har det bedre, har en højere selvfølelse og er bedre til at løse problemer og håndtere modgang og stress. Samtidig bliver følelsesmæssigt intelligente børn vurderet mere positivt af deres kammerater (du kan læse meget mere om bogen, hente et uddrag og forudbestille den med 20 procent rabat her).

 

 

I praksis kan det dog være udfordrende, fordi børns store følelser nogle gange kan føre til konflikter mellem forældre og barn. Det sker eksempelvis når vrede eller frustration får børnene til at råbe, slå eller på anden måde være urimelige. I “Kærlighed er ikke nok” er et af hovedtemaerne derfor, hvordan forældre kan gøre deres børn kloge på følelser, men nedenfor kan du allerede nu få fire enkle skridt fra bogen, som du kan benytte hver eneste gang dit barn bliver overvældet af store følelser. Målet er at hjælpe børnene igennem følelserne ved, at de lærer at forstå dem, men uden at det behøver at føre til sammenstød.

 

1. Drop de lange forklaringer

I nogle situationer kan børns kraftige reaktioner skabe tvivl om, man nu også gør og forventer det rigtige (var det for meget at bede ham om det? eller måske hun er for træt til at klare det i dag?), og det kan få én til at føle, at man er nødt til at forklare børnene, hvorfor det er en god ide. Men selvom det selvfølgelig er sympatisk, at vi gerne vil have, at børnene skal forstå baggrunden for de krav, vi stiller, så er det ikke altid særlig hensigtsmæssigt, især ikke for mindre børn. Forklaringerne har det nemlig med at flytte fokus væk fra børnenes reaktion og hen på os voksne.

 

Forestil dig eksempelvis, at du henter dit barn fra børnehaven eller SFO’en, og han eller hun gerne vil have en legeaftale, men du siger nej. Det går nemt nok, hvis dit barn accepterer det – problemet opstår, hvis dit barn bliver skuffet og ender med at blive vred eller plage om at få dig til at lave beslutningen om.

 

Du tænker måske umiddelbart, at du gerne vil berolige (og måske endda overbevise) dit barn om, at det er den rigtige beslutning, så du forklarer, hvorfor situationen er nødt til at være, som den er: ”Det er sent, skat, du kan ikke nå at have en legeaftale i dag, vi skal både nå at købe ind og lave mad, og jeg har desuden også haft en lang dag, så jeg er ret træt”. En fin forklaring, som dog rammer helt ved siden af pointen. Det er jo ikke beslutningen, der er noget i vejen med, men derimod dit barns lidt uhensigtsmæssige reaktion over ikke at få det på sin måde – og derfor er det den, der skal adresseres: ”Jeg kan godt forstå, hvis du er skuffet over, at det ikke kan blive i dag. Jeg vil dog ikke have, at du plager/skriger/slår/løber væk, når jeg siger nej, sådan taler vi ikke til hinanden. Men hvis du vil have det, vil jeg gerne hjælpe dig med at komme i bedre humør igen”.

 

Generelt er problemet med lange forklaringer altså, at de afsporer vores oprindelige forventning, og det skaber forvirring for børnene og vil med stor sandsynlighed få dem til at reagere lige så kraftigt næste gang, I står i en lignende situation. Derfor virker det ofte langt bedre at droppe de langtrukne snakke til fordel for en tilgang, hvor vi imødekommer børnenes følelser, samtidig med at de oplever, at vi har nogle klare forventninger til deres adfærd (i “Kærlighed er ikke nok” kan du finde en helt konkret metode til, hvordan man kan gøre det i praksis – indtil da kan du også bruge nedenstående tips).

 

 

2. Anerkend følelserne, men kun med ét ord

Det er i udgangspunktet forvirrende og svært for børn at fortælle om deres følelser – og det bliver endnu sværere, hvis vi som voksne kommenterer (“det er, hvad der sker, når…”), stiller spørgsmål (“er du sikker på, at du ikke har…?”) eller giver gode råd (“det plejer at være en god ide, at…”).

 

Derfor virker det langt bedre, hvis vi ikke siger andet end “mmm…”, “nå”, “arh…” osv. Ord som disse er – kombineret med en omsorgsfuld indstilling – en invitation til børn om at gå på opdagelse i deres tanker og følelser, og måske endda selv komme med forslag til løsninger.

 

Når børnene ikke har mere at sige, kan du komme på banen som beskrevet i næste punkt.

 

3. Sæt ord på, hvad børnene oplever

Når børnene er færdige med at fortælle, virker det ofte godt at sætte helt simple ord på de følelser, som de lige har beskrevet: “Det er da også rigtig frustrerende”, “det kan man godt blive ked af”, “det var da også en sjov leg”, “det er da også irriterende, når man ikke kan finde sine ting” osv.

 

Hvis dit barn er grænseoverskridende (fx råber eller svarer igen) over for dig, så virker det stadig rigtig godt at sætte ord på, men her kan det være en fordel at sige det lidt mere fast: “Jeg ved, at du vred, men jeg ved også, at du kan sige det på en god måde – så prøv lige igen.”

 

Umiddelbart skulle man måske tro, at det at sætte ord på følelserne forstærker dem, men det modsatte gør sig som oftest gældende: Når børn får ord for det, de oplever, føler de, at der er nogen, som forstår og anerkender det, der sker inde i dem. Det føles typisk enormt trygt.

 

Til slut kan du med fordel runde af ved at bruge det sidste skridt:

 

4. Giv børnene deres ønsker i “fantasi” 

Dette punkt er et simpelt, men virkelig virkningsfuldt tip. Mange gange kan vi jo sagtens forstå, hvorfor børnene er vrede eller skuffede, men vi ender med at sende det modsatte signal, fordi vi kommer med logiske forklaringer på, hvorfor børnene ikke kan få det, de gerne vil have. Vi siger ting som “vi har ikke tid i dag”, “vi skal ikke have slik i dag” eller “der er ikke flere figenstænger.”

 

Men i sådanne situationer virker det særdeles godt i stedet at give børnene deres ønsker i “fantasi”: “Jeg ville ønske vi havde mere tid, så vi kunne nå det”, “jeg ville også ønske, at det var fredag, så vi kunne få slik” eller “jeg ville ønske, at jeg kunne trylle nogle flere figenstænger frem.”

 

På denne måde holder vi nemlig fast i vores grænse, men uden at børnene oplever, at vi ikke har lyttet til deres ønsker. Ofte kan denne form for forståelse være nok til, at børn føler, at virkeligheden er lidt nemmere at bære, og det hjælper dem med at håndtere de store følelser.

 

 

 

Artiklen er opdateret den 24. oktober 2017.

 

 Alle de studier, der nævnes er fra“Kærlighed er ikke nok”, Sofie Münster, Politikens Forlag 2017. Det drejer sig bl.a. om: Stella Mavroveli, K. V. Petrides, Carolien Rieffe og Femke Bakker, “Trait emotional intelligence, psychological well-being and peer-rated social competence in adolescence”, Developmental Psychology, 2007, Joseph A. Durak et al., “The Impact of Enhancing Students’ Social/Emotional Learning: A Meta-Analysis of School-Based Universal Interventions, Child Development, 2011, Daniel Goleman, Focus – The Hidden Driver of Excellence og Daniel Goleman og Peter Senge, Triple Focus og Elaine Mazlish: How To Talk So Kids Will Listen & Listen So Kids Will Talk, Scribner.

LIGE NU PÅ NOPA