Lær tre tips fra forældre, der kun behøver sige tingene én gang

For tiden er vi i gang med at lave et TV-program sammen med TV 2, hvor vi rejser rundt i Danmark og besøger familier. Og uanset om børnene er små eller store, så er der en bestemt udfordring, der går igen: Forældrene føler, at de skal sige de samme ting igen og igen til børnene, og at det ikke rigtig gør nogen forskel. Børnene bliver ved ikke at ville tage tøj på, ikke selv at ville gå, ikke at komme, når man kalder eller ikke at ville rydde op efter sig.

 

Så hvad gør man, når man for hundredesyttende gang hører sig selv sige de samme ting, og børnene stadig ikke lytter?

 

Det starter med os forældre

Som forældre kan vi ofte have en tendens til at have fokus på børnene og deres adfærd, men ofte er den mest effektive tilgang til opdragelse faktisk, at vi starter med os selv.

 

Når børn ikke gør, som vi siger – eller vi oplever de samme konflikter igen og igen – så sker det typisk, fordi vi som voksne ikke er tydelige nok i forhold til, hvad vi forventer og hvilke grænser, der gælder.

 

Børnene bliver kun ved med at udfordre os, fordi de oplever, at det – i hvert fald nogle gange – virker. Som når et lille barn ikke vil gå, fordi barnet nogle gange får lov til at blive båret (og det er ikke klart for barnet, hvornår undtagelserne gælder). Eller når det større barn lader være med at rydde op, fordi det ikke umiddelbart har nogen konsekvens at lade være – måske en voksen endda nogle gange ender med at gøre det for en.

 

Børn gør det, der virker.

 

Hvis de nogle gange kan “slippe” for det, de ikke vil, så vil de sandsynligvis blive ved med at teste grænserne. Og derfor er det afgørende, at vi som forældre opstiller nogle rammer, som rent faktisk lærer børnene de vaner, rutiner og værdier, som vi som forældre mener, er de rigtige. Det lyder måske umiddelbart abstrakt, men nedenfor har du tre helt konkrete råd til, hvordan du kan gøre det i praksis.

 

1. Giv børnene valgmuligheder (men uden, at de kan sige ‘nej’)

En af de enkleste veje til at få børn til at samarbejde er at kombinere tydelige forventninger med valgmuligheder, som giver børnene indflydelse på processen. På denne måde føler de nemlig ikke, at tingene bliver “trukket ned over hovedet på dem”. Til gengæld er det vigtigt, at børnene ikke kan sige ‘nej’ til de forventninger, de voksne har, for så bliver det pludselig børnene, der bestemmer opdragelsen og ikke de voksne.

 

Man kan finde på valgmuligheder i ALLE situationer. Her er nogle eksempler:

 

“Man må ikke løbe her. Her er dine muligheder: Du kan gå selv eller du kan sidde i vognen. Hvad vælger du?”

 

“Vi skal ud af døren nu – vil du have jakke eller støvler på først?”

 

“Vi skal gå nu – vil du vælge hvilken historie jeg skal fortælle i bilen?”

 

“Vi skal ud med hunden – vil du bestemme, hvad vi skal tale om?”

 

“Jeg har brug for hjælp med aftensmaden – vil du dække bord eller rydde af?”

 

 

Man kan også sagtens gøre det mere legende:

 

“Det er sengetid – skal vi se hvem der kommer først ud på badeværelset?”

 

“Vi skal hjem fra børnehaven nu – hvilket farligt dyr skal vi kigge efter på vejen hjem?”

 

Opdragelse kan sagtens være tydelig samtidig med, at det er hyggeligt og sjovt.

 

Det vigtigste er, at børnene ved, hvad der forventes, og at de mærker, at det har en naturlig konsekvens, hvis ikke de gør som aftalt (få inspiration til dette i punkt 2 og 3).

 

2. Brug logiske og naturlige konsekvenser – ikke straf eller trusler

Vi tænker måske ikke over det, men straf og trusler er nogle af de mest anvendte forældreværktøjer, når det brænder på. Vi sender børnene på værelset eller siger, at de ikke må få fredagsslik, hvis ikke de rydder op.

 

Straf og trusler kan måske godt se ud som om, at det virker – men hvad lærer det børnene?

 

Formentlig ikke, hvad det er, de har gjort forkert – og det er her problemet opstår. Opdragelse bliver nemlig først rigtig virkningsfuld, når vi som forældre lærer børnene de underliggende principper for de “regler” vi opstiller. Børnene skal jo ikke gå selv, fordi vi truer dem med, at de ikke må se Disney-sjov, men fordi de skal lære, at “det man kan selv, skal man selv”. På samme måde skal børnene jo heller ikke rydde op, fordi de er bange for, at vi bliver vrede, men fordi de har brug for at lære, hvordan man tager et fælles ansvar i familien og hjælper hinanden.

 

Det er disse grundlæggende principper, som er det centrale, for når børn tager dem til sig, så fører det en masse positiv adfærd med sig.

 

Men det kræver, at vi udskifter trusler og straf med logiske og naturlige konsekvenser. Nægter børnene at rydde op, så læg legetøjet væk i et skab og sig til barnet, at han eller hun kan få det tilbage, når han er med på at leve op til reglerne. Vil børnene ikke samarbejde om morgenen, så kan konsekvensen være, at man ikke får lov til noget af det “sjove” fx legetid om morgenen eller at få et stykke legetøj med i børnehave.

 

De bedste logiske konsekvenser lever op til følgende kriterier:

 

Er relateret til børnenes handling

Er respektfulde over for børnene (ingen skyld eller skam)

Er hverken for hårde eller for bløde

Er kendt af børnene på forhånd

 

Logiske konsekvenser viser børnene, hvad der helt naturligt sker, når de vælger ikke at høre efter: Vil man ikke gå op ad trappen, må man blive siddende (kan børnene ikke sidde alene, så sæt dig ved siden af uden at sige noget), vil man ikke rydde op, er der ikke noget rent vasketøj, pakker man ikke sit idrætstøj, kan man ikke være med til idræt osv.

 

Der findes ALTID en logisk konsekvens, og det er den, vi skal lade børnene gøre sig erfaringer med. Sæt gerne ord på og fortæl, at “næste gang … så kommer der til at ske …”, så børnene er forberedt.

 

Er børnene i skolealderen, kan du med fordel involvere dem i at beslutte konsekvensen. Sæt ord på hvordan du gerne vil have tingene (fx at vasketøjet skal lægges til vask hver dag), og spørg herefter, hvad dit barn synes, der skal ske, hvis han/hun glemmer at gøre det. Hvis ikke børnene kommer med forslag, kan du sige, at du så vælger noget – det vil nok få de fleste børn engagerede.

 

3. Beslut, hvad du vil gøre

Logiske konsekvenser kan også handle om, at vi som voksne beslutter, hvad vi vil gøre i stedet for kun at fokusere på, hvad vi gerne vil have børnene til. Frem for at blive vred over, at dit barn ikke lægger sit tøj til vask, så sig “jeg har fuld tillid til, at du er så ansvarlig, at du sagtens kan lægge dit tøj til vask, så fremover vasker jeg kun det, der er i vasketøjskurven”.

 

Eller hvis dine børn slår, sparker, råber eller svarer igen, så fortæl, hvad du vil gøre “jeg kan ikke lide, når du … så næste gang det sker, går jeg lige væk 5 minutter og så prøver vi igen” (hvis børnene ikke kan lide at være alene, så sæt dig blot og slap af ved siden af).

 

På denne måde undgår vi som voksne at føle, at vores autoritet bliver undermineret, når børnene ikke gør, som vi siger. I stedet for “lad være med at råbe”, hvorefter børnene straks råber børnene af os (og vi føler os lidt latterlige), så viser vi med denne metode konsekvenserne ved hjælp af vores egne handlinger. Det kan i mange sammenhænge være overraskende effektivt.

 

Artiklen trækker på Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline”, Ballantine Books og Adele Faber og Elaine Mazlish: “How To Talk So Kids Will Listen & Listen So Kids Will Talk”, Scribner

LIGE NU PÅ NOPA