Tre fordele for børn, der nogle gange tvivler på sig selv

Det er nok de fleste børn – hvis ikke alle – som nogle gange tvivler på sig selv. De føler måske, at de andre børn er mere populære eller kan ikke forstå, hvorfor de skal bruge meget længere tid på at øve sig på noget, som deres kammerater bare kan. Tvivlen kan være svær at håndtere, men på nogle vigtige områder kan det faktisk også være til gavn for børnene, viser en stor forskningsgennemgang.

 

Det er menneskeligt at tvivle

Som forældre ønsker vi alle at opdrage børn, som tror på sig selv og føler sig kompetente. Men at tro på sig selv er ikke det samme som, at man aldrig tvivler på sig selv. Børn vil nogle gange tænke “jeg kan ikke”, “hvorfor kan de andre, når jeg ikke kan”, “gad vide, om jeg er dum” eller “jeg har prøvet alt og intet nytter”.

Annonce:

 

Det er ikke bare naturligt, når man er barn og har helt utrolig mange ting at lære. Det er også menneskeligt – og jo før vi som forældre tør vise børnene det, des før lærer de at forene sig mig tvivlen. Og det har vi god grund til – i hvert fald viser en gennemgang af de seneste års studier, at der faktisk er en række fordele for børn, der nogle gange kan føle sig usikre:

 

1. Børnene vurderes positivt af deres kammerater

I flere studier har forskere undersøgt, hvordan børns tro på sig selv påvirker deres venskaber og sociale relationer. Og her har man fundet nogle interessante sammenhænge. Det viser sig nemlig, at de børn, der har den største tro på sig selv, generelt vurderer sig selv meget positivt. De mener eksempelvis, at de er bedre til at få nye venner, at de er mere socialt kompetente, tager mere hensyn til andre og er bedre til at løse konflikter.

 

Men når man spørger deres kammerater, så kan de ikke genkende det billede. De mener ikke, at de børn, der tror meget på sig selv, er mere socialt kompetente end andre. Tværtimod har et studie indikeret, at børn, som tør tvivle, har mere virkelighedstro vurderinger af egne sociale evner, og det styrker faktisk børnenes relationer, fordi de er mere åbne over for kritik og for andre menneskers perspektiver.

 

2. Børnene er mere ydmyg og har større mod på at fejle

Igennem årtier har forskere været optagede af, hvordan manglende tro på egne evner påvirker børns motivation, læring og selvfølelse. Men inden for de seneste år er forskere begyndt også at stille et andet spørgsmål, nemlig om børn kan tro for meget på sig selv.

 

Og det er der faktisk noget, der tyder på.

 

På engelsk kalder man det for “overconfidence”, og det får mennesker til at overvurdere sig selv og deres egne evner. De tror ganske enkelt, at de kan mere, end de egentlig kan, og det påvirker deres adfærd. I forsøg kan forskere eksempelvis se, at det får børn til at søge hen mod alle de lette opgaver og væk fra alt det, der er svært eller krævende. De kan ganske enkelt ikke lide at beskæftige sig med opgaver, som kunne risikere at “udstille”, at der er noget, de ikke kan. De har med andre ord brug for altid at føle sig gode.

Annonce:

 

Omvendt ser det ud til, at børn som har mere realistiske vurderinger af egne evner, faktisk lærer mere, fordi de er mere ydmyge, og er mindre bange for at have svært ved opgaverne. Når man tør tvivle, tør man altså samtidig at kaste sig over udfordringer og er mere åben over for at fejle.

 

3. Børnene har mere fokus på andre

Tvivlen hjælper dog ikke kun det enkelte barn fagligt. Den ser også ud til at styrke deres evne til at opdage og have blik for andre mennesker.

 

Når børn tror for meget på sig selv (og slet ikke tvivler), så ser forskere en tendens til, at de udvikler en form for narcisisme, hvor børnene tror, at de er mere værd end andre. Det kan få dem til at reagere kraftigt, når de bliver kriseret ligesom de har et stort behov for hele tiden at blive anderkendt af andre.

 

Børn, der derimod tvivler nu og da, har slet ikke det behov for at være bedre end andre, og det får dem til i højere grad at værdsætte dem og se deres muligheder og potentialer. På den måde får børnene et godt afsæt for, at de kan udvikle deres empati og evne til at vise hensyn til andre mennesker.

 

Annonce:

Vil du vide mere? Bliv klogere på, hvad der konkret får dit barn til at tvivle ved hjælp af denne tjekliste

 

 

Kilder: Joyce Ehrlinger, Ainsley L. Mitchum, Carol S. Dweck. “Understanding overconfidence: Theories of intelligence, preferential attention, and distorted self-assessment”. Journal of Experimental Social Psychology, 2016; 63: 94 DOI, Roy F. Baumesiter, Jennifer D. Campbell og Joachim I. Krueger, Kathleen D. Vohs. “Exploding the Self-Esteem Myth”. Scientific American, January 2005. Roy F. Baumesiter. “Rethinking Self-Esteem – Why Nonprofits should stop pushing self-esteem and start endorsing self-control”, Stanford Social Innovation Review, Winter 2005. Roy F. Baumesiter, John Tierney. “Willpower – Rediscovering the Greatest Human Strength”. Penguin, 2011. Sofie Münster. “Klog er noget, man øver sig på”. Politikens Forlag, 2016. 

LIGE NU PÅ NOPA