Her er 6 ting, det er vigtigt at give til børn i julen, som intet har med gaver at gøre

Vi siger igen og igen, at julen handler om andet end gaver. Men hvordan går det fra bare at være noget, vi siger, til at være noget børnene reelt tager med sig og som afspejler sig i deres handlinger? Vi har her samlet en række eksempler på, hvordan I som forældre kan give jeres børn nogle vaskeægte juleværdier i julegave.

 

Det er vigtigere at give end at få

Annonce:

Der er ikke nogen bedre anledningen end julen, hvis man gerne vil lære børn at give. De mærker selv helt konkret, hvor fantastisk de synes, det er at få, og det er en god motivation for os at lære at give til andre.

 

Helt simpelt får mange børn fx en masse nyt legetøj i julegave – og når man får noget nyt, kan man passende give noget af sit gamle legetøj videre. Brug fx juledagene på at rydde ud og sig til dine børn, at de skal finde ting, de kan give videre. Fortæl også meget gerne børnene om de forskellige mennesker/organisationer/steder, de kan give tingene til og lad dem selv bestemme, hvem de helst vil give til. På den måde forholder de sig nemlig aktivt til sig selv som givere.

 

Lær børnene at stoppe op ved det, de får

Nogle børn får en del gaver juleaften, og selvom vi måske ikke tænker over det, så præger det børn at få så mange ting på en gang. Derfor kan det være godt at skabe nogle “sunde” rammer omkring gaveåbningen. Fx kan I lade børnene give deres gaver, før de får deres egne, så de helt konkret mærker glæden ved at give. Det kan også være, at man kun tager imod en gave af gangen, så børnene kan nå at stoppe op og mærke, at de faktisk er glade for det, de har fået, og så de kan nå at sige ordentligt tak inden de kaster sig over den næste.

 

Det er nemlig også godt at være opmærksom på at lære børn at sige ordentligt tak. Vær ikke bange for at stille konkrete krav til, hvordan man siger tak på en god måde (fx at man går over og giver et knus og siger “tak”). For nogle børn kan det måske være grænseoverskridende, men det er jo helt konkret dér, de mærker, at de ikke kun får, men at de også giver. Det lærer dem noget vigtigt om at sætte sig selv til side, om at udvise taknemmelighed og tænke på andre.

 

Vær venlig over for andre

Vi siger ofte, at jul handler om at være venlige, men hvis børn skal “tro på det”, er det bedst, hvis de ser det helt konkret. Du kan fx spørge dit barn, hvem han/hun godt kunne tænke sig at gøre noget venligt for – og så sammen få det til at ske.

 

Annonce:

Traditioner er bedst, når ting er på samme måde år efter år

Det særlige ved traditioner er faktisk, at de – i modsætning til rigtig mange andre ting i børns liv – ikke ændrer sig fra år til år. Det giver børnene tryghed at vide, at tingene er som de plejer, så frem for at indføre ny og bedre underholdning i julen, kan I med fordel holde fast i at gøre tingene, som I plejer. På den måde lærer børnene nemlig betydningen af traditioner, og mærker hvor værdifuldt det er at holde fast i noget og vende tilbage til det år efter år.

 

Det er dejligt at glæde sig til noget

Hele julen har børn glædet sig – og det er faktisk endnu en af de erfaringer, som det kan være godt for børn at tage med sig. Julen kan nemlig lære børn værdien af at glæde sig til noget – og dermed også værdien af nogen gange at skulle vente på noget.

 

I juledagene kan I fx give børnene ansvar for at planlægge (hvis du har mindre børn: komme med ideer til) en dag i fx foråret, hvor alle i familien skal have nogle gode oplevelser sammen. Hvad kunne man lave? Og aftal så, hvilken dato I vil gøre det, så børnene kan gå og glæde sig til “jeres dag”. På den måde tager børnene aktivt en værdi fra julen med sig ind i det nye år.

 

Annonce:

Hygge og tid sammen

Tid sammen med ens forældre, hvor man har deres fulde opmærksomhed, er nok den bedste gave, man kan give børn. Der selvfølgelig er en masse ting at gøre (gavebytning, julefrokoster, arrangementer, nytårsplanlægning osv.), men det giver børn minder for livet, når vi husker, at der ikke behøver at ske ret meget andet end at læse en god bog sammen, lege på gulvet eller lave kreative projekter sammen. Det er den slags ting de husker og som ofte er mest givende for både børn og forældre.

 

Dette var seks forskellige eksempler på, hvordan man kan omsætte julens værdier.

 

Og fra os på NOPA er der blot tilbage at ønske alle familier en rigtig glædelig jul!

LIGE NU PÅ NOPA