Sådan lærer børn, at ‘nej’ betyder ‘nej’

“Nej” er et simpelt ord, men ikke altid, når man har med børn at gøre. De forstår ikke ordet på samme måde, som mange af os nok tænker, at de gør. Og for børn under 3 år er “nej” faktisk i direkte modstrid med deres biologiske behov for at undersøge og opdage verden. Så hvad gør man så som forælder? Hvordan får man børn til at forstå, at vi mener “nej”, når vi siger det?

 

Hvad sker der i børn, når voksne siger “nej”?

“Nej” er et ret abstrakt koncept for børn – især fordi mange af de ting, de gør, ikke sker bevidst. De ved måske godt, at man ikke må hælde mælken ud på bordet, men deres instinkt fortæller dem, at de skal prøve ting af og lære nyt om sig selv og den verden, de lever i, og derfor har de helt ubevidst lyst til at se, hvad der sker, når man hælder noget ud af en kop.

 

I sådan en situation vil “nej” (i hvert fald nogle gange) få børnene til at hælde mælken ud alligevel. Havde vi derimod sagt til vores barn “man må ikke hælde mælken ud på bordet – lad mig vise dig hvorfor” og så vist, hvad der sker (fx ved at hælde lidt mælk ud i vasken), så vil børnene LÆRE, hvad der sker, og det øger sandsynligheden for, at de – i hvert fald med tiden – begynder at respektere de grænser, vi sætter.

 

For helt små børn med et begrænset sprog kan det være en fordel at bruge endnu færre ord og fx bare tage barnet på armen og hen til vasken og så vise, hvad der sker. Herefter er det oplagt at bruge humor og pege på barnets mave og sige “så kan det slet ikke komme derned”.

 

Pointen er, at mindre børn ganske enkelt ikke tænker abstrakt. Forskere – bl.a. med den kendte schweiziske udviklingspsykolog Jean Piaget i spidsen – har i årtier vidst, at de mere avancerede hjernefunktioner som forståelse for konsekvenser, etiske overvejelser om, hvad der er rigtigt og forkert mv. først ser ud til rigtig at udvikle sig, når børnene er omkring 10 år.

 

I mellemtiden har børn brug for faste regler og rammer og voksne, som tålmodigt og skridt for skridt lærer dem, hvad der er rigtigt og forkert.

 

I praksis er det således ofte forsimplet at sige, at børn bare skal lære, at “nej” betyder “nej”, for det er først når børnene med tiden forstår HVORFOR, at de begynder at tage adfærden til sig som deres egen: “Vi skal ikke have slik i dag, for vi spiser kun sukker om fredagen” eller “jeg skal holde mor/far i hånden, når vi går over vejen, fordi man kan blive kørt ned”.

 

Vil man have sit “nej” til at virke er tricket altså at acceptere, at nej i sig selv sjældent er nok.

 

Det er nødt til på en eller anden måde at gå hånd i hånd med noget andet. Et kærligt knus, et forslag til, hvad man gerne må, humor eller noget helt fjerde. Det handler på ingen måde om at bruge en masse tid på forhandlinger eller lange samtaler (som de små børn alligevel ikke forstår), men om at acceptere, at børn har brug for, at vi som voksne ikke kun siger, hvad man ikke må, men også viser, hvad man gerne må.

 

På den måde bliver forkert adfærd ikke nemlig kun stoppet – den bliver samtidig også erstattet af det, der er rigtigt at gøre. Og det er langt mindre konfliktfyldt for børn.

 

Nedenfor får du en række forskellige eksempler på, hvordan man kan gøre det på forskellige måder:

 

1. Opbyg gode rutiner ved at vise, hvad man gerne må

En af de simpleste veje til at få vores “nej” til at virke er ved altid at følge det op med en handling, som viser, hvad man gerne må, så børnene kan se, hvilken adfærd vi ønsker:

 

Vi siger “ikke bide” samtidig med, at vi forsigtigt lægger hånden over barnets mund og flytter ham eller hende på afstand, så han/hun ikke kan bide.

 

Vi siger “ikke slå” samtidig med, at vi viser, hvordan man aer på en sød måde.

 

Vi siger “ikke råbe” samtidig med, at vi gentager barnets ord, men med en rolig stemme, så de med egne øre kan høre, hvordan man siger det roligt.

 

2. Et kærligt nej

Nogle gange kan kærlig berøring være nok. Brug 10 sekunder ekstra i situationen i stedet for bare at sige “nej”, og sæt dig på knæ foran dit barn, smil og giv dit barn et knus, mens du siger “nej”.

 

Det kan faktisk være nok til at få børnenes parader ned, så de undgår at gå i forsvarsposition og kæmpe imod. På denne måde viser du ubevidst forståelse for dit barns naturlige behov for at prøve ting af samtidig med, at du står fuldstændigt fast på din grænse.

 

3. Giv børnene simple og begrænsede valgmuligheder

At børnene ikke kan få det på deres måde, og vi siger “nej”, er ikke det samme som, at de ingenting må – og det kan vi med fordel vise dem ved at give dem simple og begrænsede valgmuligheder (bemærk valgmuligheden må ikke kompromittere det “nej” du lige har givet udtryk for).

 

Når dit barn bliver vred over, at du har hældt mælk op i stedet saft kan du fx foreslå at stille den i køleskabet indtil senere.

 

Eller du kan give barnet indflydelse på processen:

 

“Nej, du skal putte nu – er det din eller min tur til at vælge en bog?”

 

“Nej, vi skal i tøjet – vil du bestemme rækkefølgen/skal vi starte med bukser eller blusen?”

 

4. Brug humor

Opdragelse behøver ikke altid være alvorligt. Man kan sagtens sætte grænser uden, at det samtidig skal skabe distance eller lidt dårlig stemning mellem forælder og barn. Nogle gange virker det derfor godt at følge “nej” op med et sjovt forslag (ligesom eksemplet med mælken ovenfor):

 

“Nej, vi skal ikke have en is, men du kan hjælpe mig med at finde de andre varer/vi kan se, hvem der kommer først ind i butikken”

 

“Vi skal gøre os klar til at gå. Skal vi ikke lege, at du er moren/faren, som viser mig, hvad jeg skal gøre, og at jeg er barnet som så skal være rigtig dygtig?”

 

For de helt små børn kan det være helt banalt det, du foreslår: “Kom lad os synge en sang, mens vi… hvilken en skal vi synge?”

 

 

På den korte bane tager ovenstående fire forslag muligvis lidt mere tid, men på den lange bane sparer det meget mere tid, fordi børnene stille og roligt får lov til at tilegne sig de positive vaner, som vi som forældre mener, er de rigtige. Det er ikke vores “nej”, der skaber velopdragne børn, men derimod vores evne til at lære vores børn, hvad der er henholdsvis “rigtig” og “forkert” adfærd.

 

Kilder: ED.D Jane Nelsen, M.A. Cheryl Erwin og Roslyn Ann Duffy, “Positive Discipline – The first three years” og Nordic Parenting: Sådan lærer børn, at ‘nej’ betyder ‘nej’.

LIGE NU PÅ NOPA