Sådan får du dine børn til at høre efter, når de skal skifte fra en aktivitet til en anden

Nogle gange er det en utaknemmelig opgave at være forælder. Børnene har det lige så sjovt, og så kommer man dér og ødelægger det hele, fordi det er “tid til at tage hjem”.

 

Men det er ikke kun træls for os forældre.

 

Overgange og skift er faktisk nogle af de situationer, som er allersværest for mindre børn, og derfor er de ofte kilde til konflikter og diskussioner. Det opstår i helt almindelige hverdagssituationer, når I skal ud af døren, når børnene skal afleveres, når de skal hentes fra en legeaftale, når det er tid til at spise eller når klokken er ved at være mange og det er tid til at blive puttet.

 

Her kan du derfor blive klogere på, hvordan du kan “lette overgangene” for dine børn.

 

Børn er 100 procent til stede i nuet

Skift fra en aktivitet til en anden (fx fra eftermiddagsleg til aftensmad) eller fra et sted til et andet (fx fra hjem til børnehaven) kan ofte være svært for mindre børn, fordi den del af deres hjerne, som hjælper dem til at tænke langsigtet, ikke er særlig veludviklet. Børn tænker primært på det, der sker her og nu og kan sjældent forholde sig til abstrakte situationer, som de endnu ikke har oplevet.

 

Det betyder faktisk, at når vi forældre kommer og siger, at “nu er det tid til at gå”, så kan det virke helt uoverskueligt, fordi det eneste børnene kan fokusere på, er det, de er i gang med lige nu: “Jeg er lige midt i en sjov leg” eller “jeg skal lige prøve bilen en gang til”. Selvom børnene måske egentlig godt ved, at de skal hjem fra børnehaven (for det skal de jo hver dag), så kan de i situationen ikke forholde sig til andet end, at de ikke har lyst til at stoppe med den sjove leg, som de er i gang med.

 

Det er årsagen til, at skift rigtig ofte ender i konflikt. Børnene hører ikke det, vi siger, og er fuldstændigt ligeglade med, at vi for tiende gang har sagt, at det er tid til at gå. Og langsomt føler vi os mere og mere latterlige, fordi det virker som om, at vores børn helt ignorerer os, så hvad gør man så?

 

1. Skab kontakt først

Generelt er det altid en god ide at skabe positiv kontakt til børnene, inden vi stiller vores krav. På den måde “tjekker du ind” i det dit barn er i lige nu, og det giver dig med stor sandsynlighed større lydhørhed.

 

I praksis handler det om at gå hen til børnene og spørge “hvad laver du?”, “er du i gang med en leg?”, “hvad er det I har bygget?” i stedet for bare at hoppe direkte til kravet (“vi skal spise nu”). Brug to minutter på at høre børnene fortælle/vise hvad de laver. Herefter er det langt mere naturligt at samle op og sige: “Det lyder godt nok sjovt/spændende –  det er du nødt til at fortælle mere om, mens vi tager tøj på/må jeg ikke være med til legen efter aftensmaden?/jeg tror jeg har en god ide til, hvordan vi kan bygge en lige så sej hule derhjemme/osv.”

 

På den måde slutter aktiviteten ikke nær så brat for børnene, og det gør skiftet mere overskueligt.

 

2. Tal positivt om det næste I skal

Når vi taler positivt om det børnene skal, inspirerer det dem til at samarbejde om det:

 

Når barnet er i gang med et gøremål (fx at tage tøj på) kan du sige: “Jeg glæder mig til, at vi skal spise morgenmad sammen” (eller hvad I nu skal som det næste).

 

Når barnet skal videre til et gøremål (fx børste tænder) kan du sige: “Det er tandbørste-tid – vil du putte tandpasta på eller skal jeg?” (husk aldrig at bruge spørgsmål, som børnene kan svare ‘nej’ til fx “kommer du og børster tænder?”).

 

Når I skal ud af døren kan du sige: “Skal jeg ikke fortælle dig en spændende historie på vej til vuggestuen/børnehaven/skolen?”

 

3. Involver børnene i det næste I skal

Du kan også involvere dine børn i det næste I skal, så de kan se, at det faktisk slet ikke er så slemt endda:

 

“Det er tid til, at vi skal gå. Vil du holde nøglen og trykke på knappen og låse bilen op?”

 

“Vi skal hjem fra legepladsen nu – kan du hjælpe mig med at finde vej hjem?”

 

4. Vær ikke eftergivende, men giv gerne børnene deres ønsker i “fantasi”

Hvis du først har stillet kravet, så hold fast. Lad være med at diskutere det eller give efter. Det er altid en glidebane at give børnene fem minutter ekstra (med mindre du sagde det fra begyndelsen). Børn har brug for at mærke, at vi mener det, når vi siger det – ellers bliver de ved med at teste grænserne (for nogle gange virker det jo), og det giver i sidste ende flere konflikter.

 

På den korte bane giver denne strategi muligvis en del sammenstød, men der er god grund til at holde fast, for på den længere bane skaber det respekt for de ting, du siger.

 

Der er ikke noget i vejen med, at dit barn bliver skuffet. Det er helt naturligt, og det kan du sagtens anerkende uden, at du behøver at indgå kompromisser.

 

En af de nemmeste veje til at gøre det, er, at give børnene deres ønsker i “fantasi”: “Jeg ville ønske vi havde mere tid, så vi kunne nå det”, “jeg ville også ønske, at det var lørdag, så vi kunne holde fri” eller “jeg ville også ønske, at legeaftalen kunne vare lidt længere”.

 

På denne måde holder vi nemlig fast i vores grænse, men uden at børnene oplever, at vi ikke har lyttet til deres ønsker. Ofte kan denne form for forståelse være nok til, at børn føler, at virkeligheden er lidt nemmere at bære.

 

 

Kilder: Elaine Mazlish: How To Talk So Kids Will Listen & Listen So Kids Will Talk, Scribner, professor Daniel J. Siegel og Dr. Tina Payne Bryson: The Whole-Brain Child og No-Drama Discipline.

LIGE NU PÅ NOPA