Når I alligevel læser højt, så brug disse fem super tips til at styrke dit barns sprog og læsning

Listen over fordelene ved at forældre læser med deres børn er særdeles lang, viser mange års forskning. Det styrker nemlig både børnene sprogligt, kognitivt og endda også deres trivsel. Faktisk i så stor grad, at de positive effekter kan måles 10 år senere.

 

Men hvor meget og hvordan bør man ideelt set læse med sine børn?

 

Det ser vi nærmere på her. Dansk og international forskning dokumenterer nemlig, at forældre kan gøre en kæmpe forskel for deres børns læseniveau og læseglæde ved hjælpe af fem helt simple tips.

 

Du kan ikke starte for tidligt – og nærmest heller ikke blive ved for længe

Du kan faktisk ikke starte for tidligt med at læse for dine børn. Selv børn i 8-9 måneders alderen kan have stor gavn af at sidde og kigge på billeder i en pegebog sammen med deres mor eller far. På den måde lærer børnene nemlig, hvordan man har fælles opmærksomhed omkring noget, og det er værdifuldt både kognitivt og for relationen mellem forælder og barn.

 

Når børnene bliver større er læsning naturligvis vigtigt i forhold til at styrke børnenes sprog. En daglig godnathistorie giver større ordforråd, bedre formuleringsevne og styrker børnenes forestillingsevne. Børnene bliver selvfølgelig også bedre til at koncentrere sig og til at finde ro, men faktisk mener forskere også, at højtlæsning styrker børnenes mentale sundhed. Når forældre og barn er sammen om at læse historier, styrkes båndet simpelthen mellem forælder og barn, og det smitter positivt af på børnenes trivsel, stressniveau og generelle tryghed.

 

Og effekterne ser ud til at vare ved. Eksempelvis viser dansk forskning, at børn, hvis forældre har læst dagligt for dem da de gik i 1. klasse, læser bedre end andre børn som 15-årige.

 

Mange forældre begynder måske at læse mindre højt for deres børn, når børnene begynder selv at kunne læse, men der er rigtig god grund til at holde fast i højtlæsningen – også selvom børnene bliver større og sagtens selv kan læse.

 

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan vi som forældre gør det.

 

Ny dansk forskning har nemlig dokumenteret, at vi med nogle helt simple metoder kan gøre en enorm forskel for vores børns læseniveau – både når vi læser højt og når de selv skal øve deres egen læsning.

 

Hvordan øver børn og forældre bedst læsning sammen?

I Aarhus Kommune har man søsat det forskningsbaserede projekt “READ”, hvor man i samarbejde med Trygfondens Børneforskningscenter har involveret forældre i deres børns læsning.

 

Og det har været en enorm succes.

 

Faktisk blev børnenes læseniveau løftet så meget, at det svarer til at have to lærere i børnenes klasse eller fire ekstra dansktimer om ugen i fire måneder. Og det gælder både børn med en stærk og svag familiebaggrund.

 

Opskriften var enkel: Forældre fik viden om, hvordan de skal læse med deres børn. Omkring 1.500 børn fra 2. og 3. klasse har indtil videre deltaget i forskningsprojektet, og nu er man også begyndt at sprede metoden til forældre til børn, der går i børnehave og vuggestue.

 

For at gøre det nemt har vi opsummeret de simple råd, som forældrene fik på nedenstående “læseoversigt”, så det er lige til at hente og gemme. De kan bruges til børn i alle aldre (helt små børn har stor gavn af, at vi hjælper dem med at sætte ord på), og uanset om det er højtlæsning eller børnene selv, der læser. Som du vil se, er det heldigvis helt enkelt at gå til (under oversigten kan du desuden se anbefalinger til, hvor meget og hvilket niveau af bøger, der passer til børn i forskellige aldre).

Du kan også hente den som pdf her, så du kan printe den: Hvor meget bør du ideelt set læse med dit barn? (linket åbner i et nyt vindue)

 

Hvor meget bør du ideelt set læse med dine børn?

Der findes ikke nogen officielle nationale anbefalinger for, hvor meget forældre ideelt set bør læse med deres børn, men vi har her fulgt de anbefalinger, som forskerne har defineret i forbindelse med READ-projektet.

 

På nedenstående oversigt har vi ikke medtaget minutter for de mindste børn, men følger anbefalinger fra READ, som lyder på daglig højtlæsning. En god tommelfingerregel for de mindste kan dog lyde på 20 minutter pr. dag, hvis det kan lade sig gøre.

 

Bemærk desuden, at oversigten også giver dig inspiration til hvilke læseniveauer, som passer til børn i forskellige aldre. Til de små er anbefalingerne mere generelle. De helt små starter med pegebøger uden handling. Herefter er børnene klar til historier med helt simple handlingsforløb, og når de bliver ældre, bliver de gradvist klar til, at handlingen bliver mere og mere kompliceret. Børnehavebørn kan typisk godt lide historie med emner, som relaterer sig til deres hverdag fx venskaber.

 

Til skolebørn har vi medtaget anbefalinger til hvilket læseniveau, der passer, når børnene selv skal læse. Her anvender man begrebet “lix-tal” (det står typisk bag på læsebøgerne). Det er et mål for, hvor let teksten er at læse, og tager udgangspunkt i antallet af ord og længden af sætningerne.

 

Det er selvfølgelig fuldstændigt individuelt, hvornår børn er klar til at læse hvad – nedenstående oversigt er derfor kun vejledende, men den giver jer noget at rette jer efter, når I fx skal finde bøger på biblioteket.

 

LIGE NU PÅ NOPA