Her er fem små børnevaner, som du ikke bør ignorere, hvis du vil have hensynsfulde børn

At lære børn at opføre sig ordentligt er vejen til at lære dem at være ordentlige. Og det betyder noget, for så ved de, hvordan man udviser hensyn til andre, og har lært, at man skal gøre sig umage, når man skal indgå i et fællesskab.

 

Høflighed og betænksomhed har således rødder i omsorg for andre mennesker. Når vi vælger at hilse pænt, gør os umage for at sige tingene ordentligt eller at sige tak og pænt farvel, så er det en måde at vise andre på, at vi er opmærksomme på dem, og at vi viser dem omtanke.

 

Det er ikke noget, der kommer af sig selv, men hvis vi som forældre er opmærksomme på det, så er det faktisk relativt nemt at lære børn.

 

Annonce:

Nedenfor har vi derfor samlet fem forskellige eksempler på helt typisk børneadfærd, som det nogle gange kan være fristende at ignorere, men som der kan være god grund til at hjælpe børnene af med – gerne så tidligt som muligt.

 

På den korte bane er det hverken det nemmeste eller rareste at sætte nedenstående grænser, men det er det hele værd på den lange bane, for så får du børn, der evner at sætte sig selv til side og har blik for andre.

 

1. At afbryde, når der er andre mennesker, der taler

Børn har rigtig godt af at lære ikke at afbryde. Det viser respekt for andre mennesker, når de taler, og både i børnehaven og i skolen har børn brug for at kunne vente til det bliver deres tur. Ofte kan vi dog komme til at lade os afbryde – måske fordi børnene er så begejstrede for det, de vil sige, eller fordi vi ikke lige orker, at de står og trækker os utålmodigt i hånden, mens de venter.

 

Men hold hellere fast i princippet.

 

Næste gang dit barn afbryder, så sig sødt og roligt “du skal lige vente til det bliver din tur”. I kan også aftale, at du kommer over til dit barn, så snart du er færdig (“jeg kommer, så snart jeg er færdig”). Det behøver ikke være forbundet med hverken konflikt eller konfrontation. Det vigtige er egentlig blot, at børnene vænner sig til, at de ikke får noget ud af at afbryde – og hvis du er konsekvent, så lærer de det lynhurtigt. 

 

2. At lade som om, at man ikke hører dig

I udgangspunktet er det ikke i orden, at man som forælder er nødt til at sige tingene tre, fire eller fem gange for at få børnene til at høre efter. Alligevel er der nok mange, der kan nikke genkendende til, at deres børn har “selektiv hørelse”. Det er frustrerende og nogle gange svært at finde ud af, hvad man egentlig kan gøre ved det.

 

Som forældre kan vi dog godt gøre noget.

 

I stedet for eksempelvis at råbe vores krav på tværs af stuen “vi skal gå nu”, virker det ofte langt bedre at gå hen til børnene sætte sig på knæ, holde dem kærligt på skulderen og sige, hvad man har brug for.

 

Hvis du oplever, at du bliver ignoreret eller at dit barn ikke hører dig, så er det typisk også bedre at sætte grænsen ved at fortælle, hvad det gør ved dig frem for blot at blive ved med at gentage dit krav. I stedet for at sige “kom så” for tiende gang, så sig: “Jeg kan ikke lide, når du ikke hører efter. Det får mig til at føle, at du er ligeglad med mig. Jeg forventer, at du svarer mig.”

 

Det virker ikke hver gang, men hensynsfuldhed vokser også ud af empati, og den træner du ved at fortælle dit barn, hvordan du oplever situationen. Det sætter tanker i gang – ikke mindst fordi børn faktisk gerne vil gøre deres mor og far glade.

 

3. At plage

Børn har brug for at lære at rumme, at alting ikke altid kan være på deres måde. Derfor skal de respektere et ‘nej’ og ikke blive ved med at plage og teste grænserne.

 

Du har selvfølgelig ikke magt over, hvad dine børn siger, men du har magt over, hvordan du selv svarer. Som hovedregel er det et godt princip aldrig at begynde at argumentere for, hvorfor du har sagt nej (“det er ikke fredag”, “vi har travlt” osv.), for det signalerer en villighed til at diskutere det.

Annonce:

 

Det er derimod ofte bedre at svare det samme: “Du ved godt, at jeg har sagt nej, og du ved også godt, at det aldrig nogensinde virker at plage”. Det giver børnene en tydelig grænse at navigere efter, og på den længere bane vil de stoppe med at plage, fordi de erfarer, at det ikke virker.

 

Hvis børnene plager om at få mere, end de allerede har fået (fx tre kugler is i stedet for to kugler), så kan man også sige: “Enten sætter du pris på, at du får to kugler is eller også må vi lade være med at spise is i dag.”

 

4. Ikke at hilse på folk

Nogle gange kan det være rigtig svært at være høflig. Især hvis man er meget genert. Det kan sagtens være en længere læreproces for nogle børn, men det er vigtigt, at de lærer at svare, når nogen siger ‘hej’, eller at de ser folk i øjnene og siger, hvad de hedder, når de hilser på folk.

 

Vi kan gøre børnene trygge ved at forberede dem på situationen (“der er nok nogle nye mennesker, som gerne vil hilse på dig i dag – husk at sige ‘hej’, selvom det er svært. Jeg skal nok hjælpe dig”).

 

Det er også godt at lade være med at “undskylde” børnene med et “hun er genert”, for det nemt blive selvforstærkende. Det virker langt bedre at sige, at I er i gang med at øve det: “XX er ikke helt tryg ved det endnu,” for det sender et signal til børnene om, at vi tror på, at det er noget, de kan lære.

 

Sidst men ikke mindst er det godt at anerkende børnenes følelser samtidig med, at vi også gør dem opmærksomme på andres følelser: “Jeg kan sagtens forstå, at det ikke føles rart, men faktisk kan den anden også få det sådan, når man ikke hilser. Det kan jo være, at de tænker, at man måske slet ikke har lyst til at hilse på dem.”

 

5. At overdrive sandheden

At lyve kan ret hurtigt blive til en vane, og derfor er det vigtigt at gribe børn i det – især i de situationer, hvor de bruger det til at slippe ud af noget eller til at få sig selv til at se bedre ud. Selvom det måske virker sødt eller harmløst, så kan det hurtigt blive et automatiseret handlemønster, fordi det er så nemt at sige, at man ikke gjorde det, at nogle andre gjorde det osv. Løgn bliver ofte brugt af børn for at undgå at tage ansvar, og det går ud over andre mennesker.

 

Men hvordan hjælper man børn til at sige det rigtige? Ifølge forskere er der markant mindre sandsynlighed for, at børn siger sandheden, hvis de er bange for, at de voksne bliver sure eller straffer dem (“hvis ikke du…, så…”).

Annonce:

 

Derfor virker det bedre enten at sige til børnene, at det er “det rigtige” at gøre (altså at bruge et moralsk argument) eller at fortælle dem, at det vil føles bedre for dem, hvis de siger sandheden. Vi bør altså altid konfrontere børnene, når de lyver – men sørg samtidig altid for, at det sker på en tryg måde, hvor børnene mærker, at det kan “betale sig” at sige sandheden.

 

 

Ovenstående fem eksempler kan måske virke lidt firkantede eller hårde, men børn har brug for nogle ydre strukturer, der fortæller dem, hvad der er “rigtigt” og “forkert”. Det er på den måde, at børn tilegner sig værdier, og lærer at navigere efter dem.

 

Man kan sige, at når børn lærer at følge nogle regler, bliver de med tiden også i stand til at følge deres egne “regler” for, hvem de gerne vil være som person, og det ruster dem til at være sig selv og til at være noget for andre.

 

 

Øvrige kilder: Nordic Parenting: “Her er det gode svar, når dine børn kommer til at lyve“, “Disse seks vaner ses ofte hos forældre til høflige børn” og “Fem vaner går igen hos forældre til hensynsfulde børn, ifølge forskere” .

LIGE NU PÅ NOPA