Med denne simple metode kan du flytte dine børn fra “vil ikke” til “vil gerne”

På NOPA skriver vi ofte om de situationer, hvor samarbejdet går skævt, fordi børnene ikke hører efter, eller vi ikke får sagt tingene på en ordentlig måde. Men det er faktisk ikke den eneste forklaring på, hvorfor børn nogle gange “ikke vil”.

 

Modviljen kan nemlig også opstå, når børn bliver ængstelige, bange, bekymrede, ubekvemme eller har vanskeligt ved at gøre noget, som er svært eller krævende. Det er eksempelvis det, der sker, når børn ikke vil i seng, fordi værelset er “uhyggeligt” eller når de “ikke har lyst til at spille”, fordi de ikke kan lide at tabe. Hver dag oplever børn den slags udfordringer, og her ser vi derfor nærmere på, hvordan man bedst hjælper børn i sådanne situationer.

 

Det sker ikke i trods

Når børn reagerer kan det ofte se ud på samme måde (vred, sur, ked af det, råber osv.), men det er ikke ensbetydende med, at det sker af samme årsag. Nogle gange sker det i trods (læs gode råd til de situationer her), men oftere end vi tror, udløses det af noget helt andet, nemlig af at børnene oplever store – og tit også modstridende – følelser, som de har svært ved at forholde sig til.

 

Det kan ske i alle mulige situationer

 

Eksempelvis, når børnene ikke vil: hilse, have hovedet under vand, sige farvel i børnehaven/skolen, give slip på sutten, tage tøj på, hjælpe til, gå selv, bære egne ting, rydde op, sige fra/sige sin mening, sove i mørke, blive ved, når noget er svært fx med en tegning eller prøve noget, som virker farligt fx et klatrestativ, en forlystelse eller at tale med en, man ikke kender så godt.

 

Følelserne kan være svære at sætte ord på, men typisk oplever børnene frygt, ængstelse, bekymring, utryghed eller ubekvemhed. Det ser forskelligt ud fra barn til barn, men to grundlæggende reaktionsmønstre går igen, som vist på nedenstående tegning, som vi plejer at bruge her på NOPA:

 

 

Enten går de i “rød zone”, hvor de bliver vrede, hidsige, svarer igen og måske endda slår og sparker. Eller også går de i “blå zone”, hvor de går ind i sig selv, trækker sig tilbage og vil ikke tale med nogen.

 

Når børn derimod er i “grøn zone” er de rolige og kan forholde sig til situationen på en mere tænkende måde. Det her vi skal forsøge at hjælpe børn hen, når de oplever udfordringer – for her bliver de (med god hjælp fra en voksen) i stand til at forholde sig til deres følelser og handle på dem.

 

Denne proces fra “vil ikke” til “vil gerne” er en meget vigtig del af børns karakterdannelse, hvor de gradvist opbygger tillid til sig selv, og lærer at tage ansvar og at holde fast i en forpligtelse.

 

Men hvordan gør man det uden at presse unødigt på?

 

Nedenfor har vi samlet tre konkrete skridt, som du kan bruge i situationerne. Som du vil se, handler det om at hjælpe børnene med at få styr på følelserne, guide dem og viser dem nogle konkrete handlinger.

 

1. En vigtig forskel: Handler det om at tage mod til sig eller handler det om at tage sig sammen?

Hvis vi skal støtte børnene på en god måde, er det vigtigt, at vi som det første hjælper dem med at afdække årsagen til deres modstand. Nogle gange udløses det nemlig af et “jeg kan ikke”, mens det andre gange udløses af et “jeg gider ikke”. Det første handler om at tage mod til sig, mens det andet handler om at tage sig sammen.

 

At tage mod til sig: Disse situationer er klart de sværeste, for her føler børnene sig utilstrækkelige, og de ved ikke, om de kan klare den udfordring, de står over for.

 

De mærker eksempelvis, at det er svært at lære at cykle, og derfor føles det meget nemmere eller tryggere bare, at sige man ikke vil.

 

I sådanne tilfælde handler det primært om at få afdækket, om følelsen er ambivalent (barnet vil egentlig gerne, men der er noget, der blokerer) eller om barnet faktisk slet ikke har lyst. Typisk føler børnene dog ambivalens, og den har de brug for hjælp til at forstå.

 

At tage sig sammen: I andre situationer har børn brug for at lære, hvordan man gør noget, der krævende eller hårdt.

 

De lærer ikke at gå selv eller cykle uden træning, og de har også brug for vores opmuntring  at lære at bære deres egen taske eller at holde fast i at spille blokfløjte (selvom også vores ører er ved at falde af).

 

Her har børnene brug for, at vi som voksne holder fast i vores krav, også selvom det giver modstand.

 

Når du har afdækket årsagen, har du et godt grundlag til at gå videre til skridt to.

 

2. Mød børnene på et følelsesmæssigt niveau

Når børn ikke vil, kan vi som voksne have en tendens til at blive autoritære og sige ting som: “Fordi jeg siger det”, “sådan er det bare” eller “jeg gider ikke at diskutere det”.

 

Men hvis vi vil bruge situationerne til at udvikle og styrke børnenes karakter, er det vigtigt at møde dem på et følelsesmæssigt niveau.

 

Det kan lyde højpandet og tidskrævende, men det behøver det ikke at være. Her kan du se et eksempel på, hvordan man kunne gøre det i praksis med et barn, der ikke gider at cykle op ad bakken:

 

Tilbyd barnet ord, der kan forklare, hvorfor det er hårdt for barnet. Anerkend meget gerne, at man kan få ondt i benene, men hold også fast i, at sådan er det, når man ikke har øvet sig så meget endnu. Vis gerne det lidt længere perspektiv: Det bliver rigtig sjovt at køre ned ad bakken. Det er så sejt, hvis du gør det.

 

Når du taler med dine børn på denne måde, hjælper du dem til at leve sig ind i egen adfærd, så de kan prøve at forstå de følelser, tanker og intentioner, der ligger bag. Det skaber indre ro, og giver børnene de bedst mulige betingelser for at kunne se egne handlemuligheder og bruge dem i forhold til de følelser, de mærker. Det hjælper dem til at komme i grøn zone og tænke sig om.

 

Det er et enormt vigtigt skridt, for her lærer du dit barn at rumme flere følelser og tanker på én gang (man kan godt både være træt af noget og synes, at det er sjovt, når man fx kører ned af bakken og det kilder i maven).

 

Når barnet er blevet klogere på egen reaktion, kan I slutte af med det sidste skridt.

 

3. Giv barnet konkrete valgmuligheder

Det sidste skridt handler naturligvis om at komme videre, så børnene kan gå fra “ikke at ville” til “gerne at ville” (hvis det er noget, barnet frygter, sker det typisk i meget små skridt, så vær tålmodig).

 

Her handler det om at give børnene nogle “kloge” valgmuligheder, som inddrager dem, men på en styret og støttende måde. Det er vigtigt, at valgmulighederne tager hensyn til børnenes situation samtidig, at du viser barnet handlemuligheder.

 

Af frygt for at presse for hårdt på, kan mange af os ende med at fjerne kravet efter skridt 2, men det kan faktisk ofte føles som et nederlag for barnet, og derfor virker det bedre, hvis vi som voksne tager ansvar for at støtte børnene til at klare det – ikke første gang og ikke perfekt, men skridt for skridt.

 

Det kan nok lyde lidt abstrakt, så her kommer en række eksempler, som passer til forskellige situationer:

 

At tage mod til sig: 

 

Bange for mørke: “Vil du sove med lyset tændt eller åben dør?” eller “jeg kan lade døren stå på klem eller kigge op til dig om 5 minutter – du bestemmer”

 

Kan ikke lide at tabe: “Vi kan spille et vuggestuespil, hvor ingen vinder, eller vi kan spille det her børnehavespil for store børn, selvom det er surt at tabe. Hvad vælger du?”

 

Bange for at få hovedet under vand: “Så snart du er klar, kan vi prøve at puste i vandoverfladen eller jeg kan vise dig, hvordan man gør, så du ved, hvad der sker?”

 

Bange for klatrestativ: “Du kan lege på det lille klatrestativ for små børn eller på det store for større børn – hvad vil du? Jeg hjælper dig gerne.”

 

 

At tage sig sammen:

 

Gider ikke cykle/gå: “Vi kan se, hvem der kommer først eller vi kan tælle biler på vejen – hvad vil du?” eller “vi skal op ad bakken –  enten trækker vi cyklen eller også kan du se, om du kan komme først”

 

Vil ikke prøve igen, når noget er gået galt, fx en tegning: “Du kan vente med at lære at farvelægge inden for stregerne eller også kan vi sætte os sammen og gøre det nu, og så lærer du noget helt nyt – du vælger”

 

Giver op når noget er svært, fx puslespillet: “Vi kan lægge et puslespil for små børn, der er nemt eller vi kan lægge et svært, som er for store børn – hvad vil du?”

 

Gider ikke at rydde op: “Enten rydder du det selv op nu, og bestemmer selv, hvornår du vil lege med det igen – eller også pakker jeg det væk, og så får du det først tilbage, når jeg kan se, at du er blevet stor nok til at rydde op efter dig selv – hvad vil du?”

 

 

Når børn på denne måde bliver en del af processen, så udvikler de deres karakterstyrke, hvilket ikke kun kommer dem til gode i situationen. Det har positive effekter gennem hele deres barndom.

 

Men det sker ikke fra den ene dag til den anden, så betragt ikke dette som en hurtig løsning, men derimod som en grundlæggende metode og tilgang til børn.

 

Artiklen trækker på forskning præsenteret i bogen “Klog er noget, man øver sig på” af Sofie Münster (Politikens Forlag) og på forskning præsenteret af Per Schultz Jørgensen i bøgerne “Styk dit barns karakter” og “Robuste børn” (den udkommer den 27. februar – glæd jer :-)). Forskningen på betydningen af faste rammer er samlet og opsummeret i PhD Lenard Saxs bog “The Collapse of Parenting. How We Hurt Our Kids When We Treat Them Like Grown-Ups”, Basic Books. Derudover trækker artiklen på følgende forskning: Laurence Steinberg, Nina S. Mounts Susie D. Lamborn og Sanford M. Dornbusch, “Authoritative Parenting and Adolescent Adjustment Across Varied Ecological Niches”, Journal of Research on Adolescence, Laurence Steinberg, “Presidential Address: We Know Some Things: Parent-Adolescent Relationships in Retrospect and Prospect”, Journal of Research on Adolescenc og Laurence Steinberg, “The 10 Basic Principles of Good Parenting – One of America’s Leading Experts Tells You What You Need to Know”.  

LIGE NU PÅ NOPA