Flere timer foran skærmen hver dag kan gå ud over børns sundhed

Telefoner, iPads og computere er en stor del af mange børns hverdag. Det er på mange måder godt, men det kan også blive for meget. I hvert fald viser et nyt britisk studie, at for mange timer foran skærmen kan have negativ indflydelse på børns sundhed.

 

I forbindelse med det nye studie, som er offentliggjort i “Archives of Disease in Childhood”, har forskerne indsamlet data fra omkring 4.500 børn i 9-10 års alderen. De indhentede viden om børnenes daglige skærmbrug og undersøgte børnenes blodtryk, fedtprocent, blodsukker og en række andre sundhedsforhold.

Annonce:

 

Omkring en tredjedel af børnene brugte 1-2 timer om dagen, mens knap en femtedel sad foran en skærm mere end tre timer. Og netop tre timer så ud til at være for længe. De børn var nemlig generelt mindre sunde og havde en række symptomer, som kan øge risikoen for at udvikle sukkersyge. Denne sammenhæng forblev uændret, selv når forskerne tog højde for, hvor fysisk aktive børnene var, deres familiebaggrund og andre relevante faktorer.

 

Desuden var der en tendens til, at mere end tre timers skærmtid om dagen påvirkede børnenes leptin-niveau – et hormon, som blandt andet regulerer appetitten.

 

Tre timer foran en skærm kan måske lyde af meget, men ifølge Sundhedsstyrelsen og Danmarks Statistik bruger danske børn i børnehavealderen typisk to timer foran en skærm om dagen.

 

Det britiske studie er blot det seneste i rækken af studier, som viser hvilke fordele og ulemper, der er knyttet til børns brug af skærme.

 

Sidste år lavede den meget anerkendte organisation, American Academy of Pediatrics, som består af førende børnelæger, derfor en detaljeret gennemgang af de seneste års studier – og selvom forskning fortsat kun er i sin vorden, så mener de alligevel, at der er tilstrækkelig evidens til at komme med konkrete skærmtidsanbefalinger til forældre.

 

Hvad er den ideelle skærmtid for børn?

Forskningsgennemgangen fra de amerikanske børnelæger viser, at skærme på den ene side styrker børns tidlige indlæring, fordi børnene eksponeres for nye ideer og viden, og de har øget mulighed for at have social kontakt med andre.

 

Omvendt kan forskerne også se, at skærmene øger risikoen for at påvirke børnenes søvn og koncentration negativt, ligesom et for stort skærmbrug øger risikoen for overvægt og depression.

 

Men hvor går grænsen så? Ifølge American Academy of Pediatrics går den her:

 

Børn under 18 måneder: Bør IKKE bruge skærme til andet en videokommunikation med fx bedsteforældre.

 

Børn fra 18-24 måneder: Man kan godt introducere skærme, men bør sidde sammen med børnene, når de bruger dem. De bør ikke bruge dem alene.

 

Børn mellem 2 og 5 år: Max 1 time om dagen. Begræns gerne brug af høj-tempo spil og apps med meget distraherende indhold. Hold meget gerne måltider, sengelægning og legetid fri for skærme. Brug ikke skærme en time inden sengetid, da det risikerer at forstyrre børnenes nattesøvn.

Annonce:

 

Børn mellem 6 og 18 år: Sørg for at have fuldstændigt faste rutiner for, hvor meget børnene må være på og hvilke programmer de må bruge for at undgå, at børnene bliver “afhængige”. Hav konsistente regler for omfanget af skærmbrug (som tager hensyn til børnenes alder). Begræns børnenes brug af skærme op til sengetid.

 

Sørg også for at have faste tidspunkter, hvor børnene er skærmfri (fx måltider, inden sengetid, inden måltider osv.), så de holder fast i også at lave aktiviteter, som ikke involverer en skærm. Hav en løbende dialog med børnene om, hvad de laver, når de er på deres skærme, programmer, brug af sociale medier mv.

 

Det er vigtigt at understrege, at begrænsningerne gælder den tid børnene bruger skærmene til underholdning og altså ikke til eksempelvis læringsformål som læsning, læring, kreativitet osv.

LIGE NU PÅ NOPA