Sådan dulmer du børns store følelser uden en masse snak

Børn oplever store følelser. De bliver enormt begejstrede, fjollede og glade – og omvendt også meget kede af det, vrede og aggressive. Og nogle gange kan de nærmest gå fra det ene yderpunkt til det andet på et splitsekund. Alting var lige så hyggeligt og pludselig står man der, midt i en konflikt, og ens barn opfører sig som om 3. verdenskrig er brudt ud. Men hvorfor oplever børn disse udsving – og hvad er den bedste hjælp?

 

Derfor har dit barn mange følelser

Der er én simpel grund til, at børn har mange følelsesmæssige udsving, og det er, at deres hjerner er helt anderledes end voksnes. De centre af hjernen, som skal hjælpe dem med at regulere følelserne, er slet ikke udviklede, og de har ikke sproget til at kunne kommunikere, hvordan de har det. Derfor kan børn ikke altid stoppe sig selv, før de når at slå, råbe eller skrige. Og nogle gange stikker det helt af i modsatte retning, hvor de bliver enormt overstadige og slet ikke kan styre deres egen energi.

 

Disse store følelser er naturlige, men de er også svære. Både for voksne og børn.

 

Som forældre oplever vi, at de er årsagen til mange konflikter. Eksempelvis når ens fireårige i overdreven begejstring farer rundt på møblerne eller omvendt vredt og stædigt nægter at gå selv.

 

Og for børnene er det måske endda endnu værre. De oplever følelserne så stærkt, at de faktisk føler, at der er noget på spil, når deres rugbrødsmad ikke er skåret ud i trekanter eller når man er nødt til at tage hjem fra legepladsen midt i en sjov leg.

 

Børns store følelser er et omdrejningspunkt for forældres opdragelse. Børn har nemlig brug for hjælp til at lære at styre de af dem, der fører til dårlig eller uhensigtsmæssig adfærd. De skal med tiden lære at tænke ting som “ja, jeg føler mig meget træt i benene, og jeg har ikke lyst til at gå, men nu gør jeg det alligevel, for det skal man, når man skal hjem fra børnehave”.

 

Det er denne mekanik, der er på spil, når børn styrer sig selv: De mærker, hvordan de har det, men er også i stand til at forholde sig til det – og ikke bare reagere på det. Og det er nøglen til, at børn over tid kan vænne sig til at handle i overenstemmelse med nogle værdier (hvordan taler man til andre, hvordan man er man en god ven, hvordan tager man ansvar osv.) i stedet for kun at være styrede af deres impuls til at reagere.

 

Men det er ikke noget, der kommer af sig selv.

 

Det er noget børn har brug for deres forældres hjælp til at lære – ofte ikke gennem lange processer og en masse snak, men ved at vi håndterer deres reaktioner på samme klare, rolige og konstruktive måde hver gang følelserne stikker lidt af. Til det kan du bruge disse tre skridt:

 

1. Børn kan ikke berolige sig selv – så lad være med at “ignorere” dem eller straffe dem

Nogle gange kan det måske være fristende at tænke, at man skal “ignorere” børnenes reaktioner, så de lærer, at de ikke får opmærksomhed, når de opfører sig dårligt. Men at lade børn være alene, lærer dem ingenting. De sætter sig ikke ned og tænker over, hvad de har gjort forkert eller hvordan de skal opføre sig anderledes næste gang. Så avancerede er deres hjerner slet ikke.

 

Meld dig derfor altid på banen i det øjeblik følelserne udløses. Vær rolig, bring dig selv i øjenhøjde og tilbyd dit barn knus og omsorg. Lad være med at sige noget i begyndelsen.

 

Er dit barn afvisende, så sæt dig roligt ved siden af og vent. Det er ikke børnene, men os voksne, der skal bestemme over situationen, så lad være med at gå, selvom dit barn siger det. Dette overrasker måske nogen, men det er vigtigt, at vi står fast på, hvordan vi mener konflikter skal håndteres – og det løser jo ingenting at bede folk om at gå. Gør børnene det overfor kammerater, kan det gøre dem kede af det. Børnene har derfor brug for at se, at vi som voksne tør holde fast i det, vi tror på er rigtigt.

 

2. Giv børnene de ord, de ikke selv har

Når børn oplever store følelser, er tingene meget svære at overskue, og derfor kan dialog ofte være mere forvirrende en gavnligt.

 

Stil derfor aldrig et grædende eller vredt barn spørgsmål som “hvorfor vil du ikke det?, “hvad sker der med dig? eller “hvad skal der til for, at du bliver glad igen?”. Det er ret umuligt at svare på, når man er 3 år, oppe at køre og i forvejen ikke har verdens mest veludviklede sprog. Det er langt mere beroligende at mærke, at man har en mor/far ved sin side, som kan fortælle en, hvad der sker med en:

 

“Det er da også rigtig frustrerende”, “det kan man godt blive ked af”, “det var da også en sjov leg”, “det er da også irriterende, når man ikke kan finde sine ting” osv.

 

Hvis dit barn er grænseoverskridende (fx råber eller slår) over for dig, så virker det stadig rigtig godt at sætte ord på, men her kan det være en fordel at sige det lidt mere fast: “Jeg ved, at du vred, men det er ikke i orden at slå”.

 

Umiddelbart skulle man måske tro, at det at sætte ord på følelserne forstærker dem, men det modsatte gør sig som oftest gældende: Når børn får ord for det, de oplever, føler de, at der er nogen, som forstår og anerkender det, der sker inde i dem. Det føles typisk enormt trygt.

 

3. Kommuniker grænserne “klogt”

Nogle gange er det ikke ord, men forståelse, som virker bedst, så her får du derfor et fantastisk tip til at vise forståelse UDEN at gå på kompromis med grænserne.

 

Sætter vi os lidt i børnenes sted, kan vi jo ofte godt forstå, hvorfor de er vrede eller skuffede, men vi ender med at sende det modsatte signal, fordi vi kommer med logiske forklaringer på, hvorfor børnene ikke kan få det, de gerne vil have. Vi siger ting som “vi har ikke tid i dag”, “vi skal ikke have slik i dag” eller “der er ikke flere figenstænger.”

 

Men det virker typisk bedre, hvis vi i stedet giver børnene deres ønsker i “fantasi”: “Jeg ville ønske vi havde mere tid, så vi kunne nå det”, “jeg ville også ønske, at det var fredag, så vi kunne få slik” eller “jeg ville ønske, at jeg kunne trylle nogle flere figenstænger frem.”

 

På denne måde holder vi nemlig fast i vores grænse, men uden at børnene oplever, at vi ikke forstår dem. Denne form for forståelse kan være nok til, at børn føler, at virkeligheden er lidt nemmere at bære, og det hjælper dem med at håndtere de store følelser.

 

 


Adele Faber og Elaine Mazlish: How To Talk So Kids Will Listen & Listen So Kids Will Talk, Scribner.

LIGE NU PÅ NOPA