Jeg begik en fejl – og det ændrede alting

Det var en af de der dage, som alle forældre kender. Min datter havde lært noget nyt, og hun kunne ikke være i sin egen krop, før hun fik lov til at vise mig det. Så der stod vi i en kold svømmehal. Min datter på spidsen af tremetervippen, stolt, spændt og klar til at springe (og jeg selv – i øvrigt – inde på kanten, fuldt påklædt). Et par sekunder senere sprang hun, og da hun kom op til vandoverfladen lyste hun af begejstring.

Efter at have delt triumfen med hende i, hvad der i hvert fald må have været et halvt minut, hørte jeg mig selv spørge, om det så ikke var tid til at tage den fra 5’eren. På trods af at min datter i sin tid var flere år om at turde få hovedet under vand, mente jeg åbenbart, at et helt minuts triumf var for meget forlangt, alt taget i betragtning. Så nu stod jeg der, midt i noget, der burde have været en stor dag for min datter og opførte mig som om, at tårnspring var den eneste vej til det sande Nirvana. Hver gang hun sagde ’nej’, pressede jeg på med en ny variation af ’jo’. Og sådan fortsatte vi indtil hun konstaterede, at hvis jeg nogensinde skulle klappe i, så måtte hun vist hellere  give det en chance. Og sådan gik det. Jeg fik min vilje; hun fik fred. På 5’eren var forløbet et noget andet, og efter at hun havde været oppe på platformen og nede igen en håndfuld gange var svømmehallen ved at lukke. Hun gik derop en sidste gang, stillede sig på kanten et par minutter – og til sidst, med tidspresset hvilende på sine skuldre, sprang hun.

’Min børneopdragelse sidder sgu da lige i skabet’, tænkte jeg, da hun satte af fra platformen, og da hun ramte vandet gjorde jeg mig klar til at fejre hende igen. Eller det vil sige, jeg gjorde nok i virkeligheden klar til at fejre mig selv, for jeg havde jo netop triumferet som mor: Min datter mødte en udfordring, jeg puffede hende (mere eller mindre) nænsomt fremad og hun overvandt sig selv. Med et enkelt ord: Succes.

Men da hun kom op til overfladen var det tydeligt, at det sidste hun havde brug for var at fejre mig og mine pædagogiske evner. Tværtimod var hun både ulykkelig og vred. Hun havde stolet på mig og gjort hvad jeg sagde. Men i modsætning til springet fra 3’eren, havde hun været hunderæd hele vejen ned, og derudover havde hun slået sig ad pommern til, da hun ramte vandet. I det sekund jeg så min datters ansigtsudtryk, gik det op for mig, at det, jeg havde gjort, var forkert. Og endda en fejltagelse, der endte med et kolossalt selvmål: Min datter har ikke sprunget fra femmetervippen siden.

Turen i svømmehallen blev et vendepunkt for mig. Indtil den dag troede jeg egentlig, at jeg som forælder lærte min datter mod, vedholdenhed og lysten til at kaste sig ud i nye udfordringer, men des mere jeg efterfølgende tænkte over min opdragelse, desto mere gik det op for mig, at de erfaringer min datter fik med sig, nærmest var det stik modsatte. Jeg lærte hende at frygte fejl, nederlag og udfordringer og ved at gøre det, afskar jeg hende faktisk fra en af de sikreste veje til succes i livet, nemlig evnen til at blive ved, også selvom det nogle gange betyder, at vi falder og får os et par skræmmer.

I de efterfølgende måneder begyndte jeg for alvor at dykke ned i forskningen omkring vores børn og deres indstilling til læring, om hvordan de har det, når noget er vanskeligt i skolen, på fodboldbanen eller blandt vennerne, og om hvordan de håndterer det, når de fejler. Det gik op for mig, at min datter langt fra var alene. Faktisk viste det sig, at halvdelen af vores børn giver op, når de støder på problemer, mange især piger føler sig pressede, og de fleste børn har svært ved at fastholde interessen og udskyder vanskelige opgaver og problemer. Når så mange børn kæmper, må der være lige så mange forældre, der står i samme dilemma, som jeg gjorde.

Jo mere jeg læste, desto flere ubesvarede spørgsmål stod jeg tilbage med: Hvordan lærer man egentlig sine børn at gribe udfordringer og at turde kaste sig ud i det ukendte? Hvordan lærer man dem, at frygten for at falde, aldrig må ende med, at de ikke tør stille sig på tæer? Og hvordan lærer man dem, at det ikke er, fordi deres mor eller far siger det, at de skal række ud efter noget – men fordi det er deres egne mål og drømme, det gælder? De mange ubesvarede spørgsmål fik mig til at træffe en beslutning: Jeg ville finde svarene – og det er alle de svar, som du kan læse om her på NOPA. Det er svarene på nogle virkelig hverdagsagtige problemstillinger, som alligevel berører alle os forældre dybt: Vores børn, deres drømme og hvordan de lykkes.

Inspiration Opdragelse og grænser Jeg begik en fejl - og det ændrede alting
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast børneekspert på Go' Morgen Danmark på TV2. Desuden formand for regeringens opdragelsespanel nedsat af børne- og socialminister Mai Mercado i januar 2018. Sofie er selv mor til Filippa og Lucca.

Mest læste lige nu

Her er de pligter, der passer til børn, når de er 3, 5, 7 og 10 år

Pligter er en vigtig del af opdragelsen. De lærer børn at tage ansvar, og viser dem, hvordan de konkret kan spille en rolle for familiens...

Så meget betyder faste sengetider for børns opførsel, når de er vågne

Børn skal ikke kun have tilstrækkelig med søvn. Ifølge et stort britisk studie har det også stor betydning, at de har en fast søvnrytme...

Fire gode forældrevaner, der giver børn et højt selvværd

Et højt selvværd har indflydelse på både børns trivsel og livsglæde, og derfor er det naturligvis noget, som mange forældre gerne vil hjælpe deres...

Så lidt behøver du at sige for at dulme dit barns store følelser

Store følelser er faktisk mere almindelige hos børn, end man måske umiddelbart skulle tro. Men i og med de har så begrænsede erfaringer - de...

Her er de skærmregler, der passer til børn, når de er 3, 5, 7 og 10 år

Der er nok ikke noget emne, der er mere omdiskuteret i moderne familier end skærme og børn. For hvor meget tid er det egentlig...