Artikel fra

Hvordan påvirker din forældrestil dine børn som voksne? Nyt studie gør os klogere

Alle forældre er forskellige. Og heldigvis for det. Men selvom vi alle tror på forskellige værdier og har hver vores tilgang til børneopdragelse, så er der alligevel nogle grundlæggende ting, som forældre kan gøre, som har en særligt positiv effekt på børnene – ikke bare i dag, men også når de bliver voksne, viser to nye studier. Især to faktorer har stor indflydelse på hvor glade, sunde og succesfulde børnene bliver som voksne.

I en ny undersøgelse dokumenterer en japansk forskergruppe, hvordan vores “forældrestil” påvirker vores børns fremtid. I undersøgelsen har forskerne spurgt 5.000 voksne om deres forhold til deres forældre, da de var børn. Deltagerne blev bl.a. bedt om at forholde sig til udsagn som “mine forældre stolede på mig” og “jeg følte, at mine forældre ikke havde nogen interesse i mig”.

På baggrund af svarene kunne forskerne identificere seks nøglefaktorer, som havde betydning både positivt og negativt: interesse, tillid, regler, selvstændighed, tid sammen og skældud.

Alt var dog ikke lige godt.

Det viste sig – og det er her, at det bliver interessant – at særligt to af faktorer havde positiv indflydelse på børnene som voksne. De deltagere, som havde forældre, der kombinerede masser af positiv opmærksomhed med udvikling af børnenes selvstændighed, var gladere, havde større succes på deres videregående uddannelse og tjente flere penge.

Undersøgelsen viste dog også noget andet, nemlig at ikke al opmærksomhed er god opmærksomhed.

 

Opmærksomhed på den rigtige måde

Ifølge de japanske forskere er det ikke al opmærksomhed, som gavner børn på den lange bane.

Deres studie viser nemlig, at de deltagere, som var vokset med masser af opmærksomhed, men under nogle meget strikse rammer, hvor børnene ikke fik lov til at tænke selv og hvor der var mange regler, var mindre glade, havde et højere stressniveau og klarede sig generelt dårligere på deres uddannelse ligesom de tjente færre penge.

Det samme fænomen er netop blevet observeret i et andet studie. Her undersøgte amerikanske forskere 460 studerende mellem 18 og 25 år og deres forhold til deres mødre. Og det viste sig også, at de unge mennesker, som havde mødre, der gav dem frihed til at tænke og handle selv, havde det bedre med sig selv, var sundere og var bedre i stand til at håndtere modgang.

Omvendt kunne forskerne se, at de studerende, hvis mødre “blandede sig meget” og gjorde ting for børnene, som de egentlig godt selv kunne, havde det dårligere med sig selv, havde sværere ved at træffe beslutninger og havde et generelt lavere velbefindende.

Den måde vi interagerer med børn, har stor betydning for, hvordan børnene opfatter sig selv, forklarer en af forskerne bag den amerikanske undersøgelse.

“Hvis forældre helt enkelt bare støtter deres børn, så siger de ting som ‘du kan styre dine egne lommepenge’, ‘du kan styre dine egne lektier’. Det ændrer sig, når forældrene gør tingene for børnene,” siger professor Mallory Lucier-Greer, som er en forskerne bag studiet.

Skal man tro forskerne handler det altså grundlæggende om at vise børn masser af positiv interesse samtidig med, at vi som forældre tør at lade dem – på godt og ondt – gøre deres egne erfaringer, så børnene kan udvikle deres selvstændighed. På Nopa plejer vi at kalde dette for “at være der for dem uden at gøre det for dem”.

Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast børneekspert på Go' Morgen Danmark på TV2. Desuden formand for regeringens opdragelsespanel nedsat af børne- og socialminister Mai Mercado i januar 2018. Sofie er selv mor til Filippa og Lucca.

Mest læste lige nu

Her er de pligter, der passer til børn, når de er 3, 5, 7 og 10 år

Pligter er en vigtig del af opdragelsen. De lærer børn at tage ansvar, og viser dem, hvordan de konkret kan spille en rolle for familiens...

Så meget betyder faste sengetider for børns opførsel, når de er vågne

[Børn skal ikke kun have tilstrækkelig med søvn. Ifølge et stort britisk studie har det også stor betydning, at de har en fast søvnrytme...

Så lidt behøver du at sige for at dulme dit barns store følelser

Store følelser er faktisk mere almindelige hos børn, end man måske umiddelbart skulle tro. Men i og med de har så begrænsede erfaringer - de...

Se dine børns ideelle sengetid alt efter, hvor gamle de er, og hvornår de plejer at vågne

Som forældre ved vi godt, at søvn er vigtigt for vores børn, men hvor meget har de egentlig brug for at sove? Det kan...

Fire gode familievaner, der giver empatiske børn

Empati er en af de vigtigste sociale egenskaber, vi kan lære børn. Det er den, der gør dem i stand til at forstå, hvad...