Artikel fra

Graviditet påvirker kvinders personlige og sociale egenskaber

For første gang nogensinde har forskere påvist, at graviditet skaber vedvarende ændringer i kvinders hjerner. Forandringerne kan ses i de områder af hjernen, som er ansvarlige for social og følelsesmæssig forståelse og for kvindernes evne til at kunne sætte sig ind i andres tanker og oplevelser.

Forskerne gætter på, at de fysiske ændringer i hjernen er med til at gøre kvinderne til bedre mødre ved at styrke deres evne til at beskytte og interagere med deres barn og ved at forberede dem på de udfordringer, der knytter sig til livet som mor. De bliver ganske enkelt bedre til at aflæse deres børns følelsesmæssige og fysiske behov.

Det er et spansk forskerhold fra universitetet i Barcelona, som står bag studiet, der er offentliggjort i det nyeste nummer af det anerkendte akademiske tidsskrift Nature Neuroscience. Og selvom man længe har vidst, at graviditet påvirker kvinders hormonbalance og andre biologiske processer, så har man indtil nu ikke vidst, hvordan den konkret påvirker kvinders hjerner.

Forskerne har studeret hjernerne på 25 førstegangsmødre før og under deres graviditet og igen to år efter. Kvindernes hjernescanninger er i løbet af forsøgsperioden blevet sammenlignet med scanninger af hjerner hos 19 førstegangsfædre, ligesom de også har sammenholdt dem med hjernerne hos både mænd og kvinder, som endnu ikke er blevet forældre.

Forandringerne hos de nye mødre var så tydelige, at forskerne kunne genkende kvinderne fra de andre deltagere alene ved at kigge på scanningerne af deres hjerne. Forskerne var endda i stand til at forudsige de enkelte mødres tilknytning til deres barn de første år ved at se på, hvor store forandringerne havde været i deres hjerne i løbet af graviditeten.

I Danmark plejer vi at sige, at nybagte mødre har “ammehjerne” med henvisning til, at de virker som om, at de er indstillet på “lavt blus” og har svært ved at huske og tænke klart. Men i dette studie kunne forskerne hverken se forandringer af kvindernes hukommelse eller af andre kognitive funktioner. Måske er ammehjerne derfor mere et symptom på manglende søvn end på en decideret nedsat evne til at tænke og forstå.

Det ændrer dog ikke ved, at der sker forandringer, når man får børn. Og hvis dette studie står til troende, så er det ikke kun ens liv, som forandrer sig fuldstændigt. Moderskab fører tilsyneladende også til langvarige forandringer af kvinders personlige og sociale evner.

Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast børneekspert på Go' Morgen Danmark på TV2. Desuden formand for regeringens opdragelsespanel nedsat af børne- og socialminister Mai Mercado i januar 2018. Sofie er selv mor til Filippa og Lucca.

Mest læste lige nu

Her er de pligter, der passer til børn, når de er 3, 5, 7 og 10 år

Pligter er en vigtig del af opdragelsen. De lærer børn at tage ansvar, og viser dem, hvordan de konkret kan spille en rolle for familiens...

Så meget betyder faste sengetider for børns opførsel, når de er vågne

[Børn skal ikke kun have tilstrækkelig med søvn. Ifølge et stort britisk studie har det også stor betydning, at de har en fast søvnrytme...

Så lidt behøver du at sige for at dulme dit barns store følelser

Store følelser er faktisk mere almindelige hos børn, end man måske umiddelbart skulle tro. Men i og med de har så begrænsede erfaringer - de...

Her er de skærmregler, der passer til børn, når de er 3, 5, 7 og 10 år

Der er nok ikke noget emne, der er mere omdiskuteret i moderne familier end skærme og børn. For hvor meget tid er det egentlig...

Se dine børns ideelle sengetid alt efter, hvor gamle de er, og hvornår de plejer at vågne

Som forældre ved vi godt, at søvn er vigtigt for vores børn, men hvor meget har de egentlig brug for at sove? Det kan...