Sådan opbygger du stærke værdier i dine børn

Mange forældre spørger sig selv, hvad der skal til for at skabe en familie, hvor børnene grundlæggende er samarbejdsvillige, hører efter og hvor konfliktniveauet dermed holdes på et minimum. Det er ikke nemt, og derfor findes der naturligvis heller ikke noget entydigt svar. En del handler om, hvordan vi som forældre kommunikerer og hvordan vi reagerer i forskellige situationer.

Men nøglen til at skabe en harmonisk familie har faktisk også at gøre med noget mere grundlæggende, nemlig, om vi som forældre opbygger nogle stærke værdier hos vores børn – og det kan du derfor blive klogere på her.

 

Stærke værdier giver trygge og glade børn

Når vi som forældre udvikler stærke værdier hos vores børn, hjælper vi dem, fordi vi giver dem noget at handle og agere ud fra. Det er eksempelvis meget nemmere for et barn at hjælpe til med pligterne uden en masse brok og konflikt, hvis vi har været gode til at udvikle ansvar hos dem fra de var helt små.

Værdier er dog ikke noget børn udvikler, fordi vi taler om det. Det er noget, der vokser frem i dem og fæstner sig, når deres forældre tør forvente noget af dem og tør sætte grænser for dem. Det lærer dem, at tingene ikke altid kan være på deres måde, de lærer at gå på kompromis og at tolerere frustrationer, når de er nødt til at gøre noget, som de måske ikke har lyst til eller synes er svært.

I praksis handler det for forældre om at turde stille krav: Som når et 4-årigt barn får at vide, at han selv skal tage tøj på, selvom det er både svært og kedeligt. Eller når et 6-årigt barn skal lægge iPad’en væk og hjælpe til med at dække bord.

Og så handler det om at stå ved noget: Som når et 3-årigt barn plager og plager, men stadig ikke får lov til at få slik. Eller når et 13-årigt barn svarer igen, og man selv får lyst til at råbe tilbage, men alligevel holder fast i sine egne standarder om at tale i et roligt toneleje.

Denne form for struktur i hverdagen gør børn trygge, fordi den giver dem noget at tro på. Der er nogle bestemte værdier, normer og regler, der er vigtigere end andre.

Det starter som et ydre krav, men bliver over tid en del af børnenes eget værdisæt. Hvad der startede som en grænse om, at man ikke må afbryde, bliver således over tid inderliggjort, som en værdi om at vise hensyn til andre.

På papiret lyder det enkelt, men i realiteten kræver det en enorm tydelighed og vedholdenhed fra os som forældre. Det duer ikke at være eftergivende, at gøre det for børnene eller at reglerne skifter fra dag til dag. Men hvordan gør man det så?

På nedenstående oversigt har vi samlet tre centrale værdier – ansvarlighed, hensynsfuld og høflighed – hvor vi viser eksempler på, hvad det er for krav og forventninger, som over tid gør, at børnene internaliserer værdierne som en del af, hvem de er. Der er forskellige eksempler, som passer til børn i forskellige aldre.

Du kan også hente den som pdf her, så du kan printe den: Sådan giver du dine børn stærke værdier (linket åbner i et nyt vindue)

 

 

Kilder: Artiklen trækker på viden fra følgende: Kilder: Dunedin-undersøgelsen: T. Moffit et al., ”A Gradient of Self-Control Predicts Health, Wealth, and Public Safety,” Proceedings of the National Academy of Sciences (2011), http://www.pnas.org/content/early/2011/01/20/1010076108. Artiklen trækker på forskning præsenteret i bogen “Klog er noget, man øver sig på” af Sofie Münster (Politikens Forlag) og på forskning præsenteret af Per Schultz Jørgensen i bøgerne “Styk dit barns karakter” og “Robuste børn”. Forskningen på betydningen af faste rammer er samlet og opsummeret i PhD Lenard Saxs bog “The Collapse of Parenting. How We Hurt Our Kids When We Treat Them Like Grown-Ups”, Basic Books. Derudover trækker artiklen på følgende forskning: Laurence Steinberg, Nina S. Mounts Susie D. Lamborn og Sanford M. Dornbusch, “Authoritative Parenting and Adolescent Adjustment Across Varied Ecological Niches”, Journal of Research on Adolescence, Laurence Steinberg, “Presidential Address: We Know Some Things: Parent-Adolescent Relationships in Retrospect and Prospect”, Journal of Research on Adolescenc og Laurence Steinberg, “The 10 Basic Principles of Good Parenting – One of America’s Leading Experts Tells You What You Need to Know”.  

Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast børneekspert på Go' Morgen Danmark på TV2. Desuden formand for regeringens opdragelsespanel nedsat af børne- og socialminister Mai Mercado i januar 2018. Sofie er selv mor til Filippa og Lucca.

Mest læste lige nu

Her er de pligter, der passer til børn, når de er 3, 5, 7 og 10 år

Pligter er en vigtig del af opdragelsen. De lærer børn at tage ansvar, og viser dem, hvordan de konkret kan spille en rolle for familiens...

Så meget betyder faste sengetider for børns opførsel, når de er vågne

[Børn skal ikke kun have tilstrækkelig med søvn. Ifølge et stort britisk studie har det også stor betydning, at de har en fast søvnrytme...

Så lidt behøver du at sige for at dulme dit barns store følelser

Store følelser er faktisk mere almindelige hos børn, end man måske umiddelbart skulle tro. Men i og med de har så begrænsede erfaringer - de...

Fire gode forældrevaner, der giver børn et højt selvværd

Et højt selvværd har indflydelse på både børns trivsel og livsglæde, og derfor er det naturligvis noget, som mange forældre gerne vil hjælpe deres...

Her er de skærmregler, der passer til børn, når de er 3, 5, 7 og 10 år

Der er nok ikke noget emne, der er mere omdiskuteret i moderne familier end skærme og børn. For hvor meget tid er det egentlig...