Børn er symptombærere for deres omgivelser. Det betyder kort fortalt, at børnene aldrig er problemet – de viser os problemet.

Det, vi ser, som et problem, er ofte barnets løsning på problemet. Børn gør, hvad de gør, fordi de på et eller andet tidspunkt i deres liv har lært, at det gav mening. Derfor må vi forstå børn, før vi forsøger at ændre dem.

Vi skal ikke samarbejde med symptomerne, men med barnet. Børn skal tages alvorligt – ikke bogstaveligt. I stedet for at lade os styre af det, der sker på overfladen, skal vi navigere efter det, der ligger under.

Hvis vi vil se noget andet, skal vi selv gøre noget andet. Barnet tilpasser sig til os, fordi det er afhængig af os. Derfor kan vi først forandre noget hos barnet, når vi begynder at forandre noget hos os selv.

Hvis vi arbejder med alt, kan vi ikke forandre noget. Komplekse  problemer kan ikke løses på en gang. Derfor arbejder vi altid med det vigtigste problem først.