På masterclassen giver psykolog Sofie Münster dig et solidt overblik over det teoretiske og forskningsmæssige fundament under tilknytningsbaseret forældreterapi, og du bliver introduceret til en række af de forskellige metoder og teknikker, som du kan bruge i praksis. En klassisk udfordring i arbejdet med forældre, at man ender i “rådgiverfælden”, dvs. kommer til at fokusere for meget på de konkrete opdragelsessituationer og for lidt på de underliggende mønstre og dynamikker, som hæmmer den langsigtede udvikling af familien. Terapiformen er derfor dybt forankret i den nyere tilknytningsteori, som du lærer at kende, ligesom du får en introduktion til en række forskningsbaserede terapeutiske teknikker, som stammer fra forskellige metoder, som alle har tilknytningsteorien, som sit teoretiske fundament. 

Masterclassen er målrettet fagpersoner, der enten allerede arbejder eller ønsker at arbejde med familier i en terapeutisk kontekst, eller som af andre årsager har en særlig interesse i de komplekse og helt særegne dynamikker, der præger livet i en familie.

Forældreterapi er en anden måde at arbejde med børn og familier på.

Dens grundantagelse er, at børn er “symptombærere” for deres omgivelser. Det betyder kort fortalt, at uanset hvor mange udfordringer vi forældre oplever i samspillet med vores børn, så er børnene aldrig problemet – de viser os problemet.

Tilgangen bygger på et moderne trivselssyn, og gør dermed op med den klassiske forankring af psykopatologi hos individet. I stedet for at spørge “hvad er der galt med dig?”, spørger vi i stedet “hvad er der sket omkring dig, som du har været nødt til at tilpasse dig?”.

Forældreterapien adskiller sig fra familieterapien ved udelukkende at arbejde med de voksne. Og modsat klassisk parterapi, der alene fokuserer på relationen mellem de voksne, søger forældreterapien at forandre dynamikkerne i hele familiens net af relationer. 

Forældreterapien forener tre afgørende forudsætninger for forandring:

Forudsætning #1: Vi skal forstå børn før vi forsøger at forandre dem Forældreterapiens fokus på de voksne hviler på det veldokumenterede psykologiske fænomen, som kaldes “tilpasningsstrategier” – at børn tilpasser sig til deres forældre, fordi de er afhængige af deres omsorg. Det betyder i praksis, at man kan påvirke børns adfærd – og endda forbedre deres trivsel – ved alene at arbejde med de voksne. Forældreterapiens fokus på de voksne er tilmed også mere effektivt, fordi det stort set altid er os forældre, der har den største motivation for forandring – drevet af en bevidsthed om alle de ting, der ikke fungerer i familien – mens det for barnet mest bare er den hverdag, det kender. Og endelig har det den klare fordel, at barnet – som jo ikke er en del af terapiforløbet – undgår at føle sig forkert eller ansvarlig for familiens udfordringer.

Forudsætning #2: Symptomer skal ses som en døråbning til barnets inderside Når børn fx bliver udadreagerende eller kravafvisende, så er det en tilpasning på en oplevet ubalance i barnets nære miljø. I stedet for at se et barns symptomer som et produkt af en underliggende sygelighed, skal vi se dem som reaktioner på noget, barnet har svært ved at håndtere. I stedet for at bekæmpe symptomerne, skal vi lytte til hvad de fortæller os. Symptomer er funktioner. En døråbning til barnets inderside og en invitation til at træde indenfor.

Forudsætning #3: De(n) voksnes følelser skal reguleres uafhængigt af børnene Det er familiens voksne, der sætter stemningen i familien. Deres evne til at regulere de følelsesmæssige op- og nedture, som er en naturlig del af at skabe en familie, er helt afgørende for hvordan børnene trives. Psykologer taler om det, man kalder “omsorgsalliancen” som noget, der eksisterer ved siden af forældrenes intime relation – et fællesskab eller et “rum” man kan opsøge, når man har brug for støtte. En forælders evne til at regulere sine følelser forud for et møde med barnet er afgørende for den voksnes evne til at mentalisere – at kunne se sig selv udefra og barnet indefra – og mentalisering er igen helt afgørende for den voksnes mulighed for at etablere den følelsesmæssige nærhed, der skal til for at møde og regulere barnets følelser.

Masterclassen er for dig, der gerne vil forstå både børn og voksnes adfærd, følelser og trivsel i lyset af deres måde at indgå med hinanden på. Den er relevant for dig, der allerede arbejder med forældre, men også for dig, der måske overvejer at skifte karrierespor og gerne vil snuse til forældreterapi, parterapi og familieterapi. Masterclassen afvikles fysisk i Nordic Parentings egne lyse og smukke lokaler i Indre By i København. Prisen er 7.995,- ex moms og inkluderer forplejning. Er du privatbetalende uden CVR-nummer eller har din arbejdsgiver ikke mulighed for at trække momsen fra, kan du få 20 % rabat. Skriv til os på kontakt@nordicparenting.dk for yderligere information om vilkår og betingelser.

Du kan få et kursusbevis, når du har deltaget fuldt på alle Masterclassens fire dage.

På masterclassen i forældreterapi får du:

• En opdateret forståelse af de nyere strømninger i tilknytningsteorien samt de vigtigste dele af systemteori og mentaliseringsteori 
• En analytisk ramme for familiens udfordringer, der hjælper dig til at kortlægge familiens “landskab” og afdække dens veje til nærhed
• En konkret værktøjskasse, som du kan bruge til at analysere og forstå et barns symptomer og finde frem til deres funktion – og hvordan dette hænger sammen med familiens mere generelle mønstre og dynamikker. 
• Du lærer at kende forskel på mentalisering og non-mentalisering, så du ved hvornår forældrene er i stand til at tage imod hjælp – og lige så meget hvornår du er i en mental tilstand, som gør dig i stand til at hjælpe forældrene.

Vi kommer igennem alle disse emner:

• Introduktion til forældreterapi og terapiformens forskelle og fællesskaber med hhv. parterapi og familieterapi
• Familiens og andre nære fællesskabers rolle i et moderne trivselssyn 
• Forældrealliancen som forum for regulering af følelser i den primære voksenrelation, samt metoder til at bygge aleneforældres indre samtale op til samme niveau 
• Tilknytningshistorier, triggerpunkter og betydningen af traumer, både for os selv og de familier vi arbejder med
• Mentalisering og non-mentalisering som vilkår og betingelser for forandringer i såvel terapien som i forældreskabet
• Barnets tilpasningsstrategier og symptomernes funktion – hvordan finder vi funktionen bag  barnets “problematiske” adfærd
• Familiens organisering og evt hierarki, samt værktøjer til at kortlægge graden og betydningen af brudte relationer
• Terapeutiske værktøjer, der enkelt og effektivt bringer terapien fremad

Forældreterapien har sit faglige afsæt i tre psykologiske hovedretninger: Systemteori, mentaliseringsteori og den nyere tilknytningsteori. De tre retninger har alle det tilfælles, at de søger at forstå vores følelsesmæssige og adfærdsrelaterede udfordringer gennem det komplekse net af relationer, vi er en del af.

Det er systemteorien, der har lært os, at vi ikke kan forstå et menneske løsrevet fra sin kontekst. Som en del af vores værktøjskassen, hjælper den os til at gribe eller opsøge de situationer i terapien, hvor familiens dysfunktionelle interaktioner opstår spontant.

Den nyere tilknytningsteori, er bl.a. drevet fremad af Crittenden og Main, der begge har gjort vores forståelse af tilpasninger og de underliggende strategier relevante for klinikere og andre, der arbejder direkte med børn og familier. Når tilpasningsstrategier er i centrum for forældreterapien, betyder det, at tilgangen supplerer det traditionelle syn på diagnoser og gængs praksis med at tildele dem på baggrund af klynger af symptomer på mistrivsel. I stedet for det traditionelle mål om symptomreduktion, tilbyder forældreterapiens forståelse af tilpasninger nemlig en helt anden linse for det kliniske arbejde, der analyserer den funktion, som ligger bag symptomerne og som i stedet har sit terapeutiske sigte på at løse det bagvedliggende behov. Det betyder med andre ord, at vi i forældreterapien ikke arbejder med symptomer som noget, der er et problem i sig selv, men som noget der viser os et problem.

I mentaliseringsteorien udgør især Peter Fonagy og kollegaers forskning i betingelserne for mentalisering og konsekvensen af non-mentalisering endnu et vigtigt element i forældreterapien. Tænkningen definerer nemlig nogle “færdselsregler” for udvikling inden for den kæde af relationer, som vi bliver en del af som terapeuter: Forældrenes omsorgsrelation til deres barn, deres indbyrdes relation til hinanden, vores terapirelation til forældrene, og – ikke mindst – for vores relation til os selv undervejs i vores terapisessioner. 

Forældreterapiens værktøjskasse kombinerer allerede veldokumenterede metoder fra en række retninger, der alle hviler på relationernes psykologi: Emotionsfokuseret familie- og parterapi (EFT, EFFT), mentaliseringsbaseret terapi (MBT) og Internal Family Systems (IFS). Den indeholder terapeutiske teknikker, der arbejder både intrapsykisk og interpersonelt. Dels et fokus på den enkeltes bevidsthed om vedkommendes tilknytningshistorie samt hvad der trigger de underliggende følelsesmæssige tilstande, beskyttelsesmekanismer og deraf følgende adfærd. Og dels et fokus på at hjælpe forældrene til at regulere deres egne følelser, så barnet ikke bliver gjort ansvarlig for dem.

I arbejdet med par fokuserer vi på at styrke deres forældrealliance, så de bliver bedre i stand til at hjælpe hinanden, og i arbejdet med enlige, hjælper vi dem til at skabe et rum for indre dialog.

Forældreterapien deler sit faglige fundament med resten af aktiviteterne i NOPA Pro: Et moderne trivselssyn, som er forankret i en bredere international strømning inden for psykologien, og som sammenfattes i fem grundlæggende principper:

1. Børn er symptombærere for deres omgivelser. Det betyder kort fortalt, at børnene aldrig er problemet – de viser os problemet.

2. Det, vi ser, som et problem, er ofte barnets løsning på problemet. Børn gør, hvad de gør, fordi de på et eller andet tidspunkt i deres liv har lært, at det gav mening. Derfor må vi forstå børn, før vi forsøger at ændre dem.

3. Børn skal tages alvorligt – ikke bogstaveligt. I stedet for at lade os styre af det, der sker på overfladen, skal vi navigere efter det, der ligger under. Følelser er ikke fakta, de er data.

4. Hvis børnene skal gøre noget andet, skal de voksne starte med at gøre noget andet. Barnet tilpasser sig til os, fordi det er afhængig af os, og derfor kan vi først forandre noget, når vi også selv begynder at forandre noget.

5. Hvis vi arbejder med alt, kan vi ikke forandre noget. Derfor arbejder vi altid med det vigtigste problem først. 

Du kan læse endnu mere om NOPA Pros faglige fundament her.