Dansk skole forbød mobiltelefoner: “Nu er vi begyndt at snakke sammen”

For eleverne på den lille skole Alme Skole i Græsted i Nordsjælland har det nye skoleår budt på forandringer. Siden første skoledag har skolen nemlig været “mobilfri zone”.

Hver morgen skal alle børnene aflevere deres mobiltelefon i en kasse, og de får først lov at se den igen, når skoledagen er slut. Det fortæller Ugeavisen Gribskov.

Resultaterne af mobilforbuddet giver stof til eftertanke.

 

Skolen summer af aktivitet

“For os lærere har det været helt utroligt at se, hvordan frikvartererne har ændret sig. Nu sidder eleverne ikke længere inde i klassen hver for sig. De er pludselig ude at lege,” siger en af skolens lærere til Ugeavisen Gribskov.

Mobilforbuddet har endda fået børnene til at tage initiativ til at lave deres helt egen skoleavis, og flere børn har også været på legekursus, så de kan hjælpe andre børn med at sætte lege i gang. Der er ganske enkelt opstået et helt andet socialt liv børnene  imellem.

Forbuddet er indført netop for at styrke fællesskabet på skolen, og det er eleverne nu også begyndt at sætte pris på.

 

Eleverne og lærerne er på samme side

Forbuddet er indført på initiativ fra lærerne, og i begyndelsen var der da også nogle elever, som brokkede sig. Men selv børnene er nu positive.

“Eleverne er nu begyndt at være meget mere sammen. Vi er sammen på en helt anden måde og er mere udenfor. Før sad vi oftere bare og stirrede på telefonen, nu er vi begyndt at snakke sammen,” har skoleeleven Nicoline fortalt til Ugeavisen Gribskov.

Eleverne oplever også, at det er blevet nemmere at koncentrere sig og at der færre afbrydelser i timerne.

Det totale mobilforbud lyder måske ekstremt, men et nyt amerikanske forskningsprojekt tyder på, at Alme Skole har fat i noget af det rigtige.

 

Nogle gange skal vi voksne måske bare sige ‘nej’?

I et nyt amerikansk studie har man netop undersøgt, hvordan forskellige mobil- og skærmregler påvirker børn. Og her viser det sig også, at forbud er effektivt.

Var reglerne uklare, fx “du må gerne være på Instagram, men du må ikke se de og de billeder” eller “du må gerne have din telefon, men ikke ved sengetid”, så var det markant sværere for børnene at overholde reglerne, end når de bare havde fået et helt simpelt ‘nej’.

Tænk hvis flere turde tage samme opgør som Alme skole. Gad vide, hvad det ville gøre for de sociale fællesskaber, som vores børn hver dag er en del af…

InspirationSkærme og SoMeDansk skole forbød mobiltelefoner: "Nu er vi begyndt at snakke sammen"
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu