De fleste forældre kender det til hudløshed: Man spørger, hvordan et fag i skolen har været og svaret lyder “kedeligt”.
Det er klassisk, at børn brokker sig over skolen, men det er lige så klassisk, at mange forældre kommer til at tale med på brokken: “Nå, hvorfor er det kedeligt?” eller “det er da træls, at timen er så kedelig”. Men selvom det virker som en helt almindelig (og derfor også ret betydningsløs) hverdagssituation, så er det faktisk en rigtig god mulighed til at præge dit barns indstilling til skolearbejdet. Læs her, hvilket svar, der får børnene til selv at gøre noget ved kedsomheden.
1. Svar dette – hver gang
Det mest effektive værn mod kedsomhed er at vise børnene, at kedsomhed i høj grad handler om, hvad man selv gør. Pointen er ikke, om de har ret i, at et fag er kedeligt eller ej. Pointen er derimod, om de ser det som en undskyldning for ikke at lave noget (og derfor lærer mindre) – eller om de ser det som deres opgave at lære noget på trods af, at det er kedeligt.
Som forælder kan du lære dine børn at tage magten over kedsomheden ved at undlade at kommentere børnenes brok for i stedet hver gang at stille spørgsmål til, hvad barnet egentlig selv gør/gjorde ved det. Alle mulige varianter over spørgsmålet: “Hvad gør du selv for at gøre det mere spændende?”. Prøv fx med spørgsmål som:
Rakte du hånden op og deltog?
Var du koncentreret om det læreren sagde?
Vil dine venner sige, at du var aktiv i timerne?
Gjorde du så noget andet for at gøre timen mere spændende?
Jeg har før set dig engagere dig i XXX – hvad skal der til for, at du gør det samme i skolen?
Når du spørger ind på denne måde, viser du dine børn to ting: For det første, at de skal lære noget uanset om undervisningen er sjov eller ej, og for det andet, at de selv kan gøre rigtig meget for at gøre et fag mindre kedeligt. Over tid vil det lære dem, at det ikke kun gør dem klogere, men at det faktisk også er sjovere, når man giver lidt mere af sig selv.
2. Aftal konkret, hvad barnet skal gøre anderledes fremover
Det er en fordel, hvis du slutter samtalen af med at indgå en aftale om, hvad barnet skal gøre anderledes fremadrettet: “Jeg synes, at det er virkelig sejt, når du kæmper hårdt for noget – den evne kan du bruge hele livet. Hvad skal vi konkret aftale, at du gør næste gang, du står i en situation, hvor du keder dig?”
