Sådan kan du afsløre sandheden om julemanden – når den tid kommer

Denne historie er gået viralt, fordi den simpelthen har det sødeste forslag til, hvordan man kan fortælle børn, at julemanden og nisser ikke findes, når de på et eller andet tidspunkt bliver så gamle, at de er ved at lugte lunten.

Nisser og julemanden er en vigtig del af de fleste familiers juletraditioner, og mange børn tror i årevis på, at julemanden bor på Grønland og kommer med gaver juleaften – og at der hele december er drillenisser på spil, som farver mælken rød eller spiser af risengrøden på loftet.

Men hvordan fortæller man børnene, at julemanden og nisser faktisk ikke findes, når det på et tidspunkt bliver nødvendigt, fordi børnene begynder at blive mistænkelige og skeptiske?

En amerikansk mor har delt et forslag, som er virkelig sødt, og som samtidig er et rigtig godt bud på, hvordan man kan sige det til børn på en måde, som ikke går ud over deres tiltro til os voksne. Bare siden i aftes er historien blevet delt mere end 30.000 gange fra Huffington Post.

Princippet er helt enkelt: Børnene går fra at modtage til også SELV at være en, der giver til andre. Det kan du gøre ved at sætte dig sammen med dit barn og fortælle følgende:

“Du er virkelig blevet stor det seneste år. Men du er ikke kun vokset en masse – jeg har også lagt mærke til, at dit hjerte er vokset [giv 2-3 eksempler på empatisk adfærd, hvor dit barn har vist hensyn til andre menneskers følelser, gjort en god gerning eller lignende inden for det seneste år]. Faktisk er dit hjerte vokset så meget, at jeg tror, at du er klar til selv at blive en nisse.

Du har nok lagt mærke til, at de fleste julemænd og nisser du ser, er mennesker, der har klædt sig ud. Nogle af dine venner har måske endda sagt, at der slet ikke findes julemænd og nisser. Sådan tror mange børn, men det er fordi de endnu ikke SELV er klar til at blive en nisse, men det ER DU.

Fortæl mig, hvad der er det bedste er ved nisser og julemænd… Hvad får julemanden og nisser for alt det besvær? [få børnene væk fra at fokusere på godter og ting, og tal om den gode følelse, som nisser og julemænd får, når de gør noget godt for andre]. Ved du hvad? Nu er du også klar til at lave dit første stykke nisse-arbejde. 

Herefter skal børnene vælge en de kender – en nabo, et familiemedlem, en kammerat eller lignende. Barnets mission er hemmelig – og lidt “lusket”. Den handler om at finde ud af, hvad personen har brug for eller ville blive glad for, og så derefter pakke det ind og give det til vedkommende. Han/hun får ALDRIG at vide, hvor gaven kommer fra. At være nisse handler nemlig ikke om at få ære for det, man gør. Det er en uselvisk handling, hvor det handler om at give. Alle kan derfor i princippet blive til nisser. 

Børnene ender ikke med at føle, at de er blevet løjet for, fordi det julemanden og nisser i virkeligheden handler om, er at give, og det er den hemmelighed, som børnene får indsigt i. Alle kan være nogen, der gør noget godt for andre uden at forvente at få noget igen – præcis det som er meningen med julen.

Du kan se det oprindelige Facebook-opslag her:

NyhedSådan kan du afsløre sandheden om julemanden - når den tid kommer
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu