Så godt som alle forældre gør det – især hvis man har travlt eller er træt. Uanset hvor meget man prøver, kommer man nogle gange til at bytte rundt på børnenes navne, når man kalder på dem eller forsøger at få deres opmærksomhed. Det er næsten utroligt: Man kan stå og se direkte på ens barn og alligevel komme til at sige det forkerte navn.
Men hvorfor egentlig? Hvorfor er det SÅ svært at kalde ens EGNE børn ved rette navn? Det har en hukommelsesforsker forsøgt at finde svar på i et nyt forskningsstudie.
1.700 personer har deltaget i studiet, og det viser, at vi oftest bytter rundt på henholdsvis familiemedlemmers navne og venners navne. Forældre bytter især rundt på deres børns navne og – hvis familien har en hund – så bytter de ofte også rundt op børnenes navne og hundens navn.
Mere sjældent er det imidlertid at kalde ens barn for navnet på en af ens venner – og det er der faktisk en helt naturlig forklaring på.
Fejlene ser nemlig ud til at skyldes den måde, som vores hjerne lagrer information om navne på. Den fungerer lidt som arkivsystemet på biblioteket. Ligesom alle bøger om dyr er på samme hylde, er navne også “arkiveret” på samme hylde i hjernen. Navne på familiemedlemmer er således lageret samme sted, mens navne på ens venner er lagret et andet sted.
Når vi skal kalde på vores børn leder vi altså på “samme hylde” og det kan nogle gange få os til at vælge det forkerte navn.
Overraskende nok viser studiet også, at hundes navne også lageres på “hylden” med familienavne, mens det ikke gør sig gældende for navne på katte og andre kæledyr. Det kan ifølge forskerne bag studiet skyldes, at mange mennesker har markant stærkere relationer til deres hunde end til andre af familiens dyr.
Studiet viser desuden, at det især er når vi er trætte, frustrerede eller vrede, at vi kommer til at bruge de forkerte navne. Til gengæld er navneforvirringen heldigvis ikke tegn på, at man er ved at miste hukommelsen eller er ved at blive gammel.
