Sådan undgår I, at skærmene invaderer familietiden

Hver femte forælder siger, at brugen af pc, telefoner og tv skaber konflikter derhjemme. Sådan behøver det ikke at være. Få her svaret på, hvordan I kan få skabt nogle sunde skærmvaner, som gavner nærværet i familien.

Det er ikke let at finde balancen imellem børns tid foran skærmen og andre aktiviteter. Hvor meget er for meget? Og hvad gør man, når børnene samtidig skal bruge pc og iPads til læring af tal og bogstaver, skoleprojekter eller til at holde kontakt med deres venner?

Der er ingen tvivl om, at det er svært for børn med alle de fristelser, der følger af Facebook, Counter Strike og YouTube. I et studie blev skoleelever observeret i et kvarter, mens de lavede lektier derhjemme. I gennemsnit havde børnene tre elektroniske fristelser inden for rækkevidde (fx et tændt tv, iPad’en eller telefonen), og de fokuserede i mindre end seks minutter ad gangen, før de skiftede deres opmærksomhed over på det teknologiske udstyr.

Telefoner og computere er ekstremt vanedannende (bare tænk på hvor tit du tjekker din telefon), og derfor kræver det ofte ret faste rammer og rutiner, hvis I gerne vil have skabt nogle gode skærmvaner i familien.

I en børnefamilies travle hverdag gøres det lettest ved en gang for alle at vedtage et sæt “skærmregler”, som gælder for alle – også de voksne.

Selv hvis dine børn er mindre, er det rigtig godt at have faste regler for skærmbrug, for på den måde vænner børnene sig til at få et sundt forhold til deres telefon og pc, når de en gang får en.

Hvis dine børn er i skolealderen og endnu ikke har faste skærmregler, så virker det rigtig godt, hvis I sætter jer sammen hele familien i en rolig stund og formulerer dem sammen (se inspiration til skærmregler nederst i artiklen). Husk at fortælle børnene, at det her er noget I tager alvorligt, og at reglerne gælder for både børn og voksne. Det er en god ide, hvis I skriver dem ned og hænger dem op på fx køleskabet.

Og lad nu endelig børnene bidrage med deres ideer – ofte er de langt mere kreative end os voksne, og de føler et langt større ejerskab til reglerne, når de selv har været med til at formulere dem.

Gode regler er nogen, der kan overholdes i praksis. Faste tidsgrænser for skærmbrug kan fx være vanskelige at efterleve, fordi børnene bruger computere til skolearbejde. Derfor er det typisk mere effektivt at droppe stopuret for til gengæld at skabe særlige “zoner”, som altid er fri for skærme.

Sørg for at være konsekvent i forhold til at overholde reglerne, for så vil de over tid blive en vane for alle i familien – og jeres børn vil helt sikkert også begynde at sætte pris på dem, fordi de vil få glæden ved at opleve tid sammen med mor og far uden forstyrrende emails eller opkald.

Nedenfor finder du en liste med inspiration til gode skærmregler.

Hvis du allerede har mange konflikter med dine børn om skærmbrug, er det en god ide at tage en “kold tyrker”. Indfør reglerne og vær konsekvent. Det vil give konflikter på den korte bane, men hvis børnene skal vænnes væk fra skærmen, er det nødt til at være sådan. I en periode kan I sætte nogle familieaktiviteter i stedet og fx spille almindelig brætspil eller noget andet, som børnene “kan leve med” at bruge tid på. Det tager tid at vænne sig af med at sidde foran en computerskærm – især når det er ens forældre, der har besluttet det for en, så vær tålmodig.

Husk at reglerne skal kunne lade sig gøre i virkeligheden. Derfor er det fx ikke en god ide at sige, at man ikke må sidde foran computeren om eftermiddagen, hvis ikke nogen er hjemme til at håndhæve det. Så er det bedre fx at indføre skærmfrie aftener.

 

INSPIRATION TIL 7 SKÆRMREGLER 

1. Ingen skærme ved morgenmaden og aftensmaden

2. Man ser aldrig på sin telefon samtidig med, at man taler sammen med en anden person

3. Hver aften lægger vi alle sammen vores telefoner og computere væk i XX min/timer

4. Telefoner skal være lydløse, når man sover

5. Når der laves lektier, må der kun bruges skoleprogrammer, og telefonerne lægges i et andet rum

6. En skærm ad gangen

7. Man taler ikke i telefon, idet man træder ind ad døren og kommer hjem fra skole/arbejde

Artiklen er opdateret den 18. maj 2016. Kilder: Tallene i artiklen stammer fra L.D. Carrier & N.A. Cheever, ”Facebook and texting made me do it: Media-induced task-switching while studying,” Computers in Human Behavior 29 (2013): 948-58 og en undersøgelse, som Psykiatrifonden har gennemført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.

InspirationSkærme og SoMeSådan undgår I, at skærmene invaderer familietiden
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu