2-årig uddannelse til par-, forældre- og familieterapeut

Bliv certificeret terapeut med udgangspunkt i et moderne trivselssyn

Årgang 2026 er åben for tilmelding.
Næste infomøde: 26. november kl. 17:30

Har du allerede en relevant faglig baggrund, er NOPA Pros overbygningsuddannelse til par-, forældre- og familieterapeut en mulighed for at fordybe dig både praktisk og teoretisk, så du kan blive certificeret og klar til at åbne din egen praksis efter kun to år. Vælger du efter din certificering at fortsætte i supervision hos psykolog Sofie Münster, vil du blive tilbudt en plads i NOPAs terapeutnetværk, som er den gruppe terapeuter, vi henviser klienter fra ventelisten til.

Skriv på kontakt@nordicparenting.dk eller brug formularen nederst på siden, hvis du vil høre mere om uddannelsen eller hvis du vil med til infomøde.

Par-, forældre- og familieterapeut

På NOPA Pros 2-årige overbygningsuddannelse bliver du certificeret familie-, par- og forældreterapeut. Du bliver grundigt uddannet i de komplekse psykologiske mekanismer, der hersker i en familie, bliver trænet i at genkende dem og lærer at lægge en plan for hvordan og hvor i familien du skal starte, for at løsne op for problemerne.

Uddannelsen er for dig, der enten allerede arbejder terapeutisk men som gerne vil kunne arbejde endnu mere effektivt med familier; for dig, der har arbejdet med børn og familier i en årrække og som gerne vil kunne gå mere i dybden i din kontakt med børn og familier; og for dig, der drømmer om at bruge dine mange års erfaringer fra sektoren til at skabe et nyt arbejdsliv som selvstændig terapeut med fokus på trivsel og familieliv. Uddannelsen er også for dig, der er uddannet psykolog, men som savner konkrete værktøjer og teknikker, der kan gøre dit kliniske arbejde med familier mere effektivt.

Hvis arbejdet med familier skal være effektivt, kræver det, at vi er klædt på til at arbejde med nære relationer på alle niveauer.

I parterapien arbejder vi med den intime relation mellem familiens voksne. Det er normalt, at vores første mål for det arbejde er at genetablere en følelsesmæssig tryghed, så de igen føler sig forbundne og i stand til at håndtere sårbarhed hos både dem selv og deres partner – en vej der kan være både lang, krævende og kompleks. Vi arbejder med at identificere, hvilke strategier parterne hver især bruger i forsøget på at passe på relationen, og hvordan dette ikke bare har rødder i relationen her og nu, men også er formet af de erfaringer, de hver især har med nære relationer. I bund og grund handler det om at erstatte defensive og reaktive interaktionsmønstre med mere sårbare samtaler, der hjælper parret til at nærme sig hinanden.

I forældreterapien arbejder vi med den følelsesmæssige forbindelse mellem barnet og forældrene og de dynamikker, der udfordrer den. Vi fokuserer på at folde de mange lag i familiens mønstre ud, så vi kan forstå, hvor adfærden og reaktionerne kommer fra, og vi finder veje til at bryde vedligeholdende cirkler, så det bliver tydeligere, hvor de svære dynamikker starter og hvor det er muligt at gøre noget andet. Vi skaber forbindelsen mellem de problemer, forældrene oplever her og nu og deres tidligere erfaringer, så de bliver bevidste om deres triggerpunkter, og hvad de kan gøre for at håndtere de følelser et barns store og små udfordringer kan vække, og vi lærer dem, hvordan de kan styrke det, vi kalder “omsorgsalliancen”: Et følelsesmæssigt rum for regulering af de voksnes egne følelser, som gør at barnet ikke bliver gjort ansvarlig for de voksnes triggere og den følelsesmæssige bagage, de har med sig.

Familieterapien viser os, hvordan familiens udfordringer ser ud i børnehøjde, og hvordan vi kan overføre det vi ser til hverdagen i familien. Her arbejder vi bl.a. ved direkte at involvere barnet på en måde, som er udviklingsmæssigt passende – nogle gange alene, andre gange sammen med de voksne. Familieterapien hjælper os altså både til at føje endnu et lag til vores forståelse af, hvad der sker i samspillet i familien, og den giver os nogle nye veje ind i samtalerne med familiens voksne medlemmer. I familieterapien lærer man at være mere fri og kreativ i arbejdet, for det er kun ved at være mere legende og eksperimenterende, at vi kan skabe en ramme, som er reelt tryg for barnet.

Med fødderne på et solidt teoretisk fundament og alle disse tre discipliner i din værktøjskasse, bliver du i stand til at danne dig et meget bredt billede af familiens dynamikker og udfordringer, og efterhånden som dine terapeutiske erfaringer vokser, bliver du i stand til at tilpasse dine terapeutiske teknikker og interventioner – både til det, der er sket mellem dine klienter siden sidste session og til det, der sker i rummet lige foran dig. Her lærer du at arbejde terapeutisk med de allermest nære, personlige relationer inden for familiens ramme, og du lærer også, hvordan du kan gå til arbejdet som terapeut på en måde, der sikrer, at du fortsætter med at udvikle dig fagligt og blive stadigt mere effektiv i dine interventioner henover de næste mange år.

Uddannelsen er tilrettelagt, som et intensivt efteruddannelsesforløb, hvor alle kommer med en relevant baggrund, og vi derfor kan gøre dig klar til at arbejde som familie-, forældre- og parterapeut allerede efter to år. Samtidig får du mulighed for at blive en del af vores terapeutnetværk, som vi henviser klienter fra vores venteliste til.

Selvom det faglige niveau er højt og uddannelsen – udover en relevant uddannelsesbaggrund eller erhvervserfaring – forudsætter et stærkt ønske om at lære en masse nyt og spændende stof om psykologi og familier, så er stoffet formidlet og uddannelsen tilrettelagt, så du kan følge den ved siden af et travlt arbejds- og familieliv.

Prisen for uddannelsen er 49.500,- pr. år. Prisen inkluderer bl.a. certificering og forplejning alle dage med fremmøde. Se mere om hvad der ellers er inkluderet i afsnittet om pris og optagelse nedenfor.

Forudsætninger og forventninger

Overbygningsuddannelsen som certificeret familie-, par- og forældreterapeut kræver en relevant baggrund, dvs. enten en uddannelse inden for området eller tilsvarende erfaringer fra arbejdet med børn, unge eller familier. Eksempler på uddannelser, der er umiddelbart adgangsgivende, er pædagog, lærer, psykoterapeut, socialrådgiver, sygeplejerske og psykolog. Eksempler på erfaringer, der kan træde i stedet for en uddannelse, er en længere årrække med praktisk erhvervserfaring i et job med direkte kontakt med børn og/eller familier. Niveauet er lagt, så den både kan fungere som terapeutisk videreuddannelse for dig, der har en universitetsgrad i psykologi, for dig der har 25 års erhvervserfaring som pædagog eller lærer, og for dig, der allerede har arbejdet med psykoterapi i en årrække.

Du skal kunne arbejde selvstændigt med et mindre antal træningsklienter under uddannelsen. Hvis ikke du allerede har en etableret klinik, fx som klinisk psykolog eller familieterapeut, skal du på anden vis kunne rekruttere 3-5 personer uden for din nærmeste omgangskreds, som er indforstået med, at du bruger dem til at gøre dig konkrete erfaringer med metoder og værktøjer, som del af din uddannelse hos os.

Udover stabilt fremmøde og aktiv deltagelse på alle træningsmoduler og supervisionstimer, forventer vi, at du bruger den fornødne tid til at tilegne dig stoffet fra teoriundervisningen, så du er velforberedt, når vi mødes. Det er vigtigt, så vi kan bruge vores tid sammen på både at gå i dybden rent fagligt og så vi får det nødvendige udbytte af den træning, vi skal igennem sammen.

Opstart og vigtige datoer

Næste hold starter i september 2026. 

Vi afvikler to hold pr. årgang – hhv. et hverdagshold og et weekendhold. Uddannelsen afvikles inden for en periode på 22 måneder. Juli er feriemåned. 

HOLD 1: HVERDAGSHOLDET – LEDIGE PLADSER

Hverdagsholdets undervisning med fysisk fremmøde i NOPA Pros lokaler i København afvikles fra onsdag til fredag på følgende datoer:

  • 9-11. september 2026
  • 18-20. november 2026
  • 10-12. februar 2027
  • 14-16. april 2027
  • 2-4. juni 2027

HOLD 2: WEEKENDHOLDET – LEDIGE PLADSER

Weekendholdets undervisning med fysisk fremmøde i NOPA Pros lokaler i København afvikles fra fredag til søndag på følgende datoer:

  • 18-20. september 2026
  • 13-15. november 2026
  • 5-7. februar 2027
  • 23-25. april 2027
  • 28-30. maj 2027

Konkrete datoer for teoriundervisning og supervision fremgår af studieplanen, som fremsendes til de studerende hvert år inden 1. april. For begge hold gælder det, at der tages forbehold for ændringer frem mod studiestart. Efter studiestart meddeles ikke-akutte ændringer af enkelte datoer til deltagerne med mindst 14 dages varsel.

Hverdagen som studerende hos NOPA Pro

Alt arbejde med mennesker hviler på trygheden i relationen. Den trygge relation er forudsætningen for, at vi tør bringe os selv i spil, være sårbare og begå fejl, og det er helt afgørende for, om vi er i stand til at udvikle os. Det gælder både for de klienter, vi arbejder med – og for os selv, når vi skal lære at skabe forandringer hos andre mennesker, uanset om det er i en rådgivende funktion eller i en egentlig terapeutisk kontekst.

Når du uddanner dig hos NOPA Pro, vil du derfor blive fulgt hele vejen af psykolog Sofie Münster, som også vil være til stede under al træning og feedback, og som selv står for al supervision: Én underviser, der kender dig, ved hvor du er på din udviklingsrejse og som griber dig, hver gang du falder. På den måde undgår du også, at vigtige pointer og refleksioner fra evt. gæsteundervisere går tabt og ikke bliver en del af kontinuiteten i dit forløb.

Vores uddannelser er tilrettelagt med det mål, at gøre dig så dygtig som muligt til at skabe forandringer i familier, og din hverdag på uddannelserne vil derfor være præget af et antal konkrete til- og fravalg, som vi har foretaget ud fra tre grundlæggende prioriteter:

Teoretisk velfunderet: Vi kan kun løse de problemer, vi forstår, og derfor er det en prioritet på uddannelsen, at du får en dyb teoretisk viden om de psykologiske mekanismer, der hersker i en familie. Derfor vil teoriundervisningen, som foregår online, blive gennemført i mindre bidder, så det har tid til at bundfælde sig, og med mulighed for at gense (eller -lytte) optagelserne så ofte du har brug for, for at få stoffet helt ind under huden. Det gør også uddannelsen langt mere tilgængelig for dig, der arbejder ved siden af, har familieforpligtelser eller bor langt væk fra København.

Alsidig værktøjskasse: Noget af det sværeste i dette arbejde, er at få teorien bragt i spil i det praktiske arbejde på en måde, som er afstemt til den situation, vi sidder overfor. Derfor er det også en del af vores uddannelser, at du bliver trænet i en gennemarbejdet og alsidig værktøjskasse, som du kan tage direkte med tilbage på arbejdet. Vi gennemfører al træning fysisk, så vi kan øve os på hinanden de første mange gange, og det er endvidere et krav, at du finder et antal træningsklienter, som du bruger til at tage de næste skridt på egen hånd.

Bevidst praksis: Når vi arbejder med mennesker, er vi hverken neutrale eller objektive, hvilket gør det ekstra vigtigt, at vi står ved det, når vores egen historie påvirker os i en professionel kontekst. Når vi mødes i supervisionen på uddannelsen, er det for at give dig et trygt og fortroligt rum, hvor du kan reflektere over din egen praksis, og det, der sker inde i dig, når du møder dine klienter. Vores fokus er på vores rolle som fagperson i en asymmetrisk professionel relation og ikke som privatperson, og du behøver derfor ikke gå i egenterapi for at uddanne dig hos os. Til gengæld er supervision en central og integreret del af uddannelsen. For at give dig de bedste muligheder for at lære af dine erfaringer på uddannelsen, har du adgang til et terapirum med videoudstyr, så du kan optage dine egne træningssessioner og bringe dem i spil under supervisionen.

Temaer på uddannelsen

I løbet af uddannelsen vil du gennem undervisning og træning komme igennem en række områder, der både vil give dig en tung faglig ballast og praktiske erfaringer med alsidig en terapeutisk værktøjskasse, så du ved afsluttet uddannelse er klar til at tage egne klienter i terapi med særligt fokus på trivselsudfordringer og familieliv.

Din faglighed bygges op som beskrevet i kompetencepyramiden: De tre overordnede prioriteter, som udgør kernen i hvad det vil sige, at være uddannet hos NOPA Pro.

Teoretisk fundament

  • Tilknytning herunder den nyere tilknytningsteori 
  • P faktor modellen og mistrivslens fællesnævner
  • Det moderne trivselssyn og symptomernes funktion
  • Følelsesreguleringsstrategier, herunder over- og underregulering
  • Tilknytningsbaseret parterapi
  • Familiemønstre og tilpasningsstrategier
  • Systemisk familieterapi
  • Tilknytningsbrud, traumer og disorganiseret tilknytning
  • Epistemisk tillid og “vi-tilstand”
  • Mentalisering og non-mentalisering
  • Diagnosticering af børn

Alsidig værktøjskasse

  • En systematisk terapeutisk tilgang, der kan tilpasses den enkelte familie/par
  • Kendskab til en række forskellige metoder, som alle baserer sig på samme teoretiske grundlag
  • Forældreterapi og forældrealliancen
  • Parterapi i et tilknytningsperspektiv
  • Mentaliseringsbaserede interventioner med familier 
  • Terapi med børn
  • Værktøjer til afkodning af adfærd og mønstre i familien 
  • Roadmap til forståelse for familiemedlemmernes forskellige strategier og veje til at arbejde med dem
  • Den terapeutiske alliance
  • Reparationer og alliancebrud

Bevidst praksis

  • Etik og tavshedspligt
  • Betydningen af egne triggere i professionel kontekst
  • Caseformulering og planlægning af indsatsen
  • Spørgeteknik
  • Journalskrivning
  • Supervision
  • Brug af video til udvikling af egen praksis og identifikation af udviklingspunkter
  • Planlægning og opfølgning på terapeutiske forløb

Undervisningen

Den 2-årige overbygningsuddannelse til certificeret familie-, par- og forældreterapeut består af i alt 27 dages undervisning, træning, supervision og eksamination pr. år, altså i alt 54 dage.

Fordelingen af de 54 dage er som følger:

  • Online – følges hjemmefra: 15 dages undervisning og Q&A fordelt på 46 moduler á 2 timer
  • Fysisk – med mødepligt hos NOPA Pro i København: 30 dages træning fordelt på 10 moduler á 3 dage i tidsrummet 9-16 fra onsdag til fredag (hverdagsholdet) eller fra fredag til søndag (weekendholdet)
  • Fysisk eller online: 6 dage med supervision fordelt på 12 gange á 3 timer i mindre grupper. Du vælger dig selv ind på de datoer, der passer bedst

Forberedelse, træningsklienter og lignende

I tillæg til ovenstående skal du regne med at bruge tid på forberedelse. Omfanget af forberedelsestid er stærkt individuelt og afhænger af flere væsentlige faktorer, herunder omfanget af dine praktiske erfaringer fra området, dit evt. forhåndskendskab til stoffet som følge af din uddannelsesbaggrund og – ikke mindst – dine studievaner. Med de forbehold er det vores forventning, at de fleste vil kunne gennemføre uddannelsen på i alt 40 fulde arbejdsdage pr. år. 

Undervisere

Med mindre andet er anført, kan du forvente, at undervisningen gennemføres af psykolog Sofie Münster. 

I tilfælde af engelsksprogede gæsteundervisere, vil der være tilbud om simultantolkning til dansk. 

Der tages forbehold for ændringer af datoerne for et eller flere moduler i tilfælde af sygdom eller lignende akutte omstændigheder på undervisers side. 

Holdstørrelse

Et hold består som udgangspunkt af 20 pladser, som bliver tildelt kvalificerede ansøgere i rækkefølge efter først til mølle-princippet.

Da vi ønsker at understøtte en holdsammensætning, der både fagligt og personligt er så alsidig som muligt, kan vi vælge at udvide holdet med et mindre antal pladser såfremt det vurderes, at det samlet set vil være en gevinst for holdet.

Tavshedspligt

Det kræver noget af os alle sammen at skabe et rum, der er så tillidsfuldt og trygt, at vi tør sætte os selv på spil og træde ved siden af, så vi kan lære om os selv og af hinanden. Samtidig med, at vi forventer, at du vil tage hele “dig selv” med på uddannelsen, forventer vi også, at vi kan betro os til hinanden i et omfang, der beriger undervisningen og vores arbejde med stoffet. Du kan selvfølgelig forvente, at det der sker på holdet, bliver på holdet, så vi dermed kan tale åbent om relevante faglige problemstillinger fra både arbejde og privatliv. For især at give vores træningsklienter fuld tryghed, beder vi dig underskrive en erklæring om fortrolighed, når du starter på uddannelsen. 

Pris, optagelse og terapeutnetværk

Når du har færdiggjort uddannelsen, og bestået den afsluttende prøve, har du ret til et kursusbevis, der dokumenterer, at du er uddannet hos os. Du har ret til at bruge titlen “NOPA Pro certificeret familie-, par- og forældreterapeut” samt ensbetydende sproglige varianter som fx, at du er “certificeret i forældreterapi hos NOPA Pro” eller tilsvarende.  Er du selvstændig, har du også mulighed for at lægge en udgave af vores logo på din hjemmeside, så du kan gøre besøgende opmærksomme på dine kompetencer. Vælger du efter din certificering at fortsætte i supervision hos psykolog Sofie Münster, vil du blive tilbudt en plads i NOPAs terapeutnetværk, som er den gruppe terapeuter vi henviser klienter fra vores venteliste til.

Pris

Prisen for uddannelsen er 49.500,- pr. år, dvs. i alt 99.000,- 

Prisen inkluderer al undervisning inkl. muligheden for ubegrænset at gense optagelserne, et trykt eksemplar af kursusmaterialerne, forplejning inkl. frokost alle dage med undervisning i vores lokaler i København, afsluttende prøve, kursusbevis og certificering. Hvis du bor langt fra København, skal du påregne transportudgifter og evt. overnatning i forbindelse med de fem 3-dages moduler med mødepligt hvert år. Du behøver ikke påregne udgifter til egenterapi som en del af din uddannelse. Du kan læse mere om begrundelsen for det i afsnittet “Bevidst praksis” under “Hverdagen som studerende hos NOPA Pro” ovenfor.

I vores lokaler i København stiller vi desuden et mindre bibliotek til rådighed for vores studerende, som du kan gøre brug af, hvis du vil spare på udgifterne til bøger i løbet af din uddannelse. Her vil der både være flere eksemplarer af de værker, der indgår på uddannelsen som obligatorisk litteratur, og enkelte eksemplarer af udvalgt supplerende litteratur.

Optagelse 

Optagelse på vores 2-årige overbygningsuddannelse kræver, at du i forvejen har en relevant baggrund, dvs. enten en uddannelse inden for området eller tilsvarende erfaringer fra arbejdet med børn, unge eller familier. Eksempler på uddannelser, der er umiddelbart adgangsgivende, er pædagog, lærer, socialrådgiver, jordemoder, sygeplejerske, psykolog eller lign. Eksempler på erfaringer, der kan træde i stedet for en uddannelse, er en længere årrække med praktisk erhvervserfaring i et job med direkte kontakt med børn og/eller familier. Du ansøger om optagelse på uddannelsen ved at sende en mail til os med følgende:

  • En kortfattet motivation, der beskriver dit mål med at tage uddannelsen
  • Dit CV
  • Bevis for uddannelsesbaggrund

Pladserne på holdet bliver tildelt kvalificerede ansøgere i den rækkefølge, som ansøgningerne kommer ind. Når vi har gennemgået din ansøgning, vil du blive kontaktet for en videre drøftelse af din optagelse på uddannelsen. Du modtager tilbud om optagelse på uddannelsen via email. Din plads på uddannelsen er sikret, når vi har modtaget dit depositum (se mulighederne for betaling af resten af uddannelsens pris nedenfor).

Betaling

Der er to muligheder for betaling: Det hele med det samme: Administrativt ukompliceret og dermed uden yderligere gebyrer. Opdelt i rater: Du har mulighed for at betale uddannelsens første år i tre rater frem mod studiestart på første år. Ved ratebetaling tillægges et gebyr på 2.000,-, der opkræves i forbindelse med 2. rate. Betaling for uddannelsens 2. år kan ske i fire lige store rater frem mod studiestart på andet år.

  • Første rate á 10.000,- udgør dit depositum og betales ved tilmelding
  • Anden rate á 25.000,- forfalder i maj 
  • Tredje rate á 16.500,- forfalder i august 

Rabat

Er du lønmodtager, kan du tale med din chef om muligheden for en bruttolønsordning. En bruttolønsordning betyder i korte træk, at du kan spare et anseeligt beløb, fordi prisen for uddannelsen bliver trukket fra din løn, inden skatten bliver beregnet. Mere info her.  

Afmelding fra uddannelsen

Når du har meldt dig til og bekræftet din plads, er pladsen din, og vi er, både i vores planlægning af uddannelsen og vores videre arbejde med at fylde holdet, afhængig af, at du deltager. Vores afmeldingsfrister følger betalingsfristerne for ratebetaling og er som følger:

  • Depositum tilbagebetales ikke.
  • Anden rate tilbagebetales frem til 90 dage inden uddannelsens start fratrukket det opkrævede rategebyr
  • Tredje rate tilbagebetales fuldt frem til 30 dage inden kursusstart.

Vi forstår dog også godt, at livet nogle gange rammer en så hårdt, at selv de vigtigste planer falder på gulvet. Skulle det ske for dig, skal du omgående skrive til os på kontakt@nordicparenting.dk. Er der venteliste til uddannelsen, så vi uden videre kan sælge din plads til en anden kvalificeret deltager, kan du få hele det indbetalte beløb tilbage minus depositum og evt rategebyr helt frem til uddannelsesstart.

 

Uddannelsens teoretiske og metodiske fundament

Vores teoretiske fundament er den nyere tilknytningsteori og mentaliseringsteorien. Det betyder kort fortalt, at vi ser trivsel som noget, der formes i relationer, og at udfordringer derfor er udtryk for tilpasninger til en manglende følelsesmæssig forbindelse. Du kan læse mere om NOPA Pros faglige afsæt og det moderne trivselssyn her

Vores metodiske udgangspunkt er eklektisk, men med den grundlæggende præmis, at de metoder, vi anvender, alle er teoretisk beslægtede, og dermed hviler på det samme grundlag, nemlig erkendelsen af, at vi kan skabe mere langsigtede forbedringer af menneskers trivsel ved at forene arbejdet med det intrapsykiske med det interpersonelle. NOPA Pro er et psykologfagligt uddannelsessted. Det betyder helt konkret, at vi har fokus på at undervise dig i metoder, der er forankret i international forskning. Det betyder også, at vi har fagligheden til at undervise dig i nogle af de mere komplekse psykologiske problemstillinger, som familier kan gemme på: Diagnoser, traumer, tilknytningsbrud, udviklingspsykologiske problemstillinger eller psykopatologi. 

Vores uddannelser er tilrettelagt ud fra en ambition om, at vores studerende skal blive de bedste på området. Det betyder, at både det du lærer, og måden du lærer det på, er forankret i vores viden om, hvad der skal til for at skabe effektive forandringer i mennesker.  Du kan altså forvente, at vi kan argumentere for de valg, vi har truffet i tilrettelæggelsen af din uddannelse. Du kan også forvente, at den teori, der indgår på uddannelserne, er fra førende forskere på internationale universiteter – og du kan forvente, at den er formidlet på samme lettilgængelige, konkrete og anvendelige måde, som du kender fra resten af Sofie Münsters arbejde.  

Der er ingen tvivl om, at både mentaliseringsteori og de nyere bidrag til tilknytningsteorien er svært stof. Derfor udgøres det primære læsestof på uddannelsen af “skræddersyede” manualer skrevet af psykolog Sofie Münster, som på kompetent og letforståelig vis formidler den nyeste forskning på området.

For studerende med en særlig faglig interesse, vil der for hvert modul endvidere være anbefalinger til primær litteratur, dvs. artikler i videnskabelige tidsskrifter eller nogle af hovedværkerne på området, som man kan læse, hvis man vil dykke helt ned i forskningen bag. På den måde sikrer vi, at du hele tiden får integreret din viden om teorien og de psykologiske mekanismer i det praktiske arbejde. 

Principper for et moderne trivselssyn

Sofie Münster

Sofie Münster er psykolog med speciale i arbejdet med børn, forældre og familier. Hun er stifter og faglig leder af Nordic Parenting, og driver en terapeutisk klinik i indre København, hvorfra hun arbejder med både ressourcestærke og mere udsatte familier.

Nordic Parenting står bag NOPA Pro, der tilbyder efteruddannelse og supervision af professionelle. Nordic Parenting er en formidlingsvirksomhed, der gennem tre bestsellere, online forældrekurser, foredrag, mediesamarbejder, sociale medier, podcasts, og hundredvis af letforståelige guides og artikler, arbejder for at udbrede konkret viden og værktøjer, der forbedrer kontakten mellem børn og forældre.

Vil du have mere information om uddannelsen?

Skriv til os, så modtager du mere på email

Nordic Parenting

Nordic Parenting er specialiseret i børn og familier. Virksomheden er stiftet af Sofie Münster som ramme for formidling af viden og værktøjer, der forbedrer kontakten mellem børn og forældre. Vi driver en terapeutisk klinik i København, som er kernen i Sofies arbejde med familier. Vi udbyder kurser for både forældre og fagpersoner online, så alle kan være med, og holder foredrag, workshops og pædagogiske dage over hele landet. Vi har samlet alle vores ressourcer for professionelle under paraplyen NOPA Pro.

KOM I GANG GRATIS OG MED DET SAMME

Få et gratis mini-kursus om følelsesregulering med psykolog Sofie Münster og vores nyhedsbrev om psykologi og familier. 

Vælg udgave

Det er gratis og nemt at melde fra igen. Ved tilmelding accepterer du vores privatlivspolitik og at få tilbud fra os på mail.