Sådan kan du bevare roen over for dine børn

Børn har godt af at have voksne omkring sig, som tør vise følelser. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan vi gør det. Vi er nødt til at mestre det, vi beder børnene om, nemlig at vi kan styre vores reaktioner og sige tingene på en ordentlig måde. Ikke kun for at være et “godt eksempel”, men fordi forskning viser, at det kan have store konsekvenser, hvis ikke vi gør det.

 

Børn kan ikke lide, når voksne råber

Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan vi forældre udtrykker vrede og utilfredshed over for vores børn. Et amerikansk studie viser nemlig, at hård “verbal disciplin” defineret som at råbe, bande og ydmyge børn ved fx at kalde dem dumme, dovne eller noget lignende øger børns risiko for at udvikle depression og aggressiv adfærd.

Studiet tyder endda på, at råb og skrig måske kan have lige så store konsekvenser for børnene som fysisk straf.

Forskerne fra University of Pittsburgh fulgte knap 1.000 familier i gennem 2 år, og de negative effekter af hård verbal disciplin var på niveau med de effekter som forskere i andre undersøgelser har identificeret, når de har undersøgt konesekvenserne af fysisk afstraffelse.

Det er i virkeligheden ret paradoksalt. Når vi råber og skriger ad vores børn, gør vi det for at sætte dem på plads og vise dem, at de skal opføre sig på en anden måde – men i virkeligheden fremprovokerer og forstærker vi faktisk børnenes negative adfærd.

“Barndommen og ungdommen er en meget sensitiv periode, hvor børn forsøger at udvikle deres egen identitet. Når du råber, skader det deres selvbillede. Det får dem til at føle, at de ikke kan klare ting, at de ikke er noget værd og at de ikke kan bruges til noget” har undersøgelsens leder Ming-Te Wang udtalt til Wall Street Journal.

Undersøgelsens forskere understreger, at dette studie er en vigtig påmindelse om, at vi forældre skal huske at bevare roen.

Det betyder bestemt ikke, at vi voksne ikke må vise følelser eller gøre det tydeligt over for vores børn, når deres adfærd er sårende eller grænseoverskridende. Men det betyder, at det er vigtigt, hvordan vi gør det, hvis vi vil have at vores børn skal lære noget af det, vi siger og tage det til sig, så de kan ændre deres adfærd fremadrettet.

Nedenfor får du lidt inspiration, som du kan bruge, når det brænder på.

 

1. Lær dig selv at træde et skridt tilbage

Jeg ved godt, at dette råd måske virker som noget, der fremstår lidt teoretisk eller urealistisk og måske endda svært at bruge i situationen – men det virker altså, så det er helt klart værd at bruge energi på at lære.

Når du mærker, at du er ved at blive hidsig eller vred, så lær dig selv at træde et skidt tilbage og sig til dig selv “jeg skal lige trække vejret dybt og have ro på, inden jeg gør mere”. Flyt dig fx fysisk fra situationen i 30 sekunder ved at sige til dit barn “jeg skal lige trække vejret, jeg er tilbage lige om lidt”.

En kort pause og dybe vejrtrækninger kan simpelthen gøre underværker. Den giver mulighed for at man kan nå at stoppe sine automatiske reaktioner inden de løber af med en. I situationen kan du fx spørge dig selv, hvordan du kan give udtryk for din følelse på en god måde. Du kan fx tænke over, hvordan du gerne vil have haft, at andre havde vist dig den samme følelse.

Sandsynligvis foretrækker du nok, at vedkommende siger det til dig frem for at råbe det til dig. Har du det sådan, kan du gøre det til en regel altid at reagere på den samme måde, som du ville ønske andre reagerede over for dig (i punkt 3 kan du finde inspiration til, hvordan du kan sige det).

Husk at dine reaktioner danner forbillede for dit barns reaktioner – så hvis du begynder at reagere på en rolig måde, så vil dit barn over tid tage det til sig også.

 

2. Bevar roen

At vise følelser er ikke det samme som at give slip på sine drifter og bare reagere ukontrolleret. Man kan sagtens vise stærke følelser på andre måder end ved at være hidsig. Du kan fx vise vrede alene ved at udtrykke dig bestemt, klart og utvetydigt (og over tid vil du nok opleve, at det er noget børn virkelig tager alvorligt).

Sørg derfor altid for at bevare roen samtidig med, at du sætter en klar grænse, hvor du sætter ord på, hvordan du følelsesmæssigt oplever dit barns adfærd. Og dette er vigtigt. Børn har brug for at høre, når de gør andre kede af det, så du skal ikke lægge skjul på det – det eneste du skal huske, er, at gøre det på en rolig måde.

Det virker også rigtig godt, hvis du på forhånd har “aftalt med dig selv”, hvad du vil gøre, hvis du kan mærke, at dit barn begynder at trykke på dine knapper.

Du kan fx beslutte dig for at sige til dit barn: “Det er vigtigt for mig at vi taler ordentligt til hinanden, og det har jeg svært ved lige nu, fordi du gør mig faktisk rigtig ked af det/vred/osv., så jeg tager lige et minut, hvor jeg trækker vejret og så kommer jeg tilbage.”

I forhold til små børn, så kan du bare trække vejret dybt og lige give dig selv 1 minut, før du handler.

 

3. Sig det på samme måde, som du gerne vil have, at dit barn skal sige det til dig

Når vi som forældre er oppe at køre og er hidsige, kan vi mange gange komme til at sige tingene uden ret mange nuancer, og vi kan måske endda komme til at sige ting, som vi ikke mener. Derfor er de kraftige, ukontrollerede reaktioner faktisk sjældent udtryk for det vi egentlig mener – og er derfor i virkeligheden ikke særligt autentiske.

Hvis vi derimod bevarer roen og giver udtryk for vores følelser på en mere bevidst og afbalanceret måde, er der langt større sandsynlighed for, at vi får sagt tingene på en måde, som vi har det godt med bagefter.

Du kan fx roligt sige: “Det er noget jeg lige har brug for at sige, som er meget vigtigt, og som jeg forventer, at du lytter til…” og så herefter sætter ord på dine følelser over for dit barn, så han eller hun ikke er i tvivl om, hvordan du har det.

Hvis det er et mindre barn (før skolealderen) kan du i stedet gå lige til pointen “Jeg bliver ked af det, når…” eller “det gør mig meget vred, når du…” osv.

 

4. Saml det altid op, hvis du er kommet til at reagere kraftigt

Hvis du er kommet til at reagere på en måde, som du egentlig ikke ønsker, så er det vigtigt at “samle den op”. Tal med dit barn og vær åben om, at du faktisk gerne ville have reageret på en anden måde, fordi du gerne vil have, at I som familie taler sammen på en ordentlig måde.

Du kan fx sige: “Jeg er ked af, at jeg kom til at råbe af dig – sådan har jeg ikke lyst til at reagere, for jeg synes, at vi skal tale ordentlig sammen herhjemme. Det har jeg åbenbart brug for at øve mig lidt mere på, og det vil jeg gøre. Men det ændrer ikke ved, at det er vigtigt, at du forstår, at jeg blev vred/ked af det/osv., da du…” (du kan også sagtens sige det til mindre børn, så længe du forenkler dit sprog).

På denne måde får du vist dit barn, at du tog fejl i forhold til din reaktion samtidig med, at du står fast på din grænse.

Og det kan være en god ting. Over tid vil du nemlig nok opdage, at det faktisk kan hjælpe børn, at få lov til at se, at deres mor og far ved, at de ikke “er perfekte”, for det gør det mere trygt for børnene, når de fejler eller oplever, at der er noget, de har svært ved og har brug for at øve sig på.

InspirationOpdragelseSådan kan du bevare roen over for dine børn
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu