Se hvor meget frugt og grønt dine børn ideelt set bør spise alt efter, hvor gamle de er

Sunde børn har det bedre både fysisk og mentalt, og derfor er det vigtigt, at børn får både rørt sig og at de spiser sundt og varieret.

Men kun hver tredje barn spiser nok frugt og grønt. Måske fordi mange af os forældre faktisk er i tvivl om, hvor mange gulerødder, æbler og bananer de egentlig skal have om dagen.

På NOPA vil vi gerne gøre det hele lidt lettere for os forældre.

Derfor har vi set nærmere på de officielle kostråd og har på den baggrund lavet en helt simpel tabel, som viser dig, hvor mange gram frugt og grønt dine børn bør spise alt efter, hvor gamle de er – og så har vi lavet en helt enkel oversigt over, hvor meget det konkret svarer til af æbler, appelsiner, avocadoer osv.:

Du kan også hente den som pdf her, så du kan printe den: Hvor meget frugt og grønt bør dit barn spise pr. dag? (linket åbner i et nyt vindue)

Der er – overraskende nok – ikke nogen officielle kostråd omkring frugt og grønt til børn under fire år, men Fødevarestyrelsen anbefaler, at mængden øges gradvist i løbet af de første leveår, så børnene får 300 gram om dagen, når de er fire år (som det også er vist på oversigten ovenfor). Samme linje har Sundhedsstyrelsen, som understreger, at det er vigtigt, at små børn allerede tidligt vænner sig til at spise frugt og grønt.

Uanset børnenes alder har det stor betydning, at vi som forældre blander os i, hvad de spiser. Vi spiller nemlig en stor rolle i forhold til at grundlægge nogle sunde madvaner, som forhåbentlig kan vare ved, også når børnene bliver store.

Men det kan faktisk være ret svært at finde rundt i junglen af råd – vi har derfor samlet de vigtigste officielle råd nedenfor.

 

Dét skal du vide om frugt og grønt til børn

Mange kan nok være i tvivl om, hvad der egentlig tæller med som frugt og grønt. Følger vi de officielle anbefalinger, tæller alle grøntsager og alt frugt med. Også de frosne og dem på dåse, fx frosne ærter eller flåede tomater. Desuden bruger man ofte også en masse grøntsager som fx løg, når man laver mad, og de grøntsager er også en del af “regnestykket”. Den eneste undtagelse er kartofler.

Nødder og tørrede frugter tæller derimod ikke med, men de kan ofte være et godt alternativ til slik og andre godter.

Nogle børn kan ikke lide grøntsager og det kan derfor være svært at få dem til at spise dem. Efter sigende kan man dog øge sandsynligheden for, at børnene gider at spise dem, hvis man serverer det spiseklart og skåret ud.

Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen, at frugt- og grøntsagsmos kun bruges i en overgangsfase. Så snart børnene kan tykke almindelig mad og spiser det samme som resten af familien, bør de begynde at få det serveret i hele stykker, så de så tidligt som muligt vænner sig til at spise det på den måde.

Ellers er der vist blot tilbage at ønske alle børn (og voksne) velbekomme!

InspirationSundhed og madSe hvor meget frugt og grønt dine børn ideelt set bør spise...
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu