Børn skal have lov til at være den, de er, uden for mange bekymringer om, hvad andre tænker. Men i hverdagen kan det være svært – især hvis det man står for, bliver udfordret af andre, der mener noget andet end en selv. Indre styrke er dog noget alle børn kan lære – og når først de har den, så får de samtidig modet til at være sig selv.
Igennem mange år har forskere undersøgt, hvad der giver mennesker indre styrke. Og det viser sig, at en del af svaret har at gøre med noget, der ligger langt uden for det enkelte barns indflydelse: Stærke børn har ofte et tæt bånd til en eller flere voksne, som har været der for dem i deres barndom. Det kan være, at det er deres forældre, men det behøver det faktisk ikke – det kan også være en lærer, en gudmor/-far eller fx en onkel.
Men det er ikke hele svaret.
En stor del af forklaringen er nemlig også psykologisk, og dermed noget børn og forældre selv har indflydelse på. De mest robuste børn har en helt bestemt tilgang til livet: De har en grundlæggende tro på, at det er dem selv – og ikke deres omgivelser – som bestemmer, hvem de er og hvad de opnår.
Børnenes fortolkning og tilgang til det, de oplever, har altså en kæmpe betydning for, hvordan de klarer sig igennem vanskeligheder.
Det kan måske lyde lidt abstrakt, men tænk på, hvor stor en forskel det gør, om du tænker “hvor er det bare pinligt”, når dit barn hyler i køen i supermarkedet, eller om du tænker “jeg skal vist lige have fundet ud af, hvordan jeg kan lære min dreng at tale om sine behov i stedet for bare at skrige”. Førstnævnte fører typisk til frustration, mens sidstnævnte fører til fremadrettede handlinger.
At hjælpe vores børn med at forstå og forholde sig konstruktivt til deres oplevelser, bygger deres indre styrke op skridt for skridt. Vi kan gøre det hver eneste gang de føler sig pressede, ikke føler sig gode nok, er usikre eller når de oplever nederlag, skuffelser og konflikter.
Det er jo, når børnene møder modgang, at det er allersværest at holde fast i det, der er deres kerne, og det de gerne vil tro på. Nedenfor har du tre konkrete tips med inspiration til, hvordan du kan gøre det i praksis.
1. Vær opmærksom på, hvordan du reagerer, når noget er svært for dit barn
Vores børns mod handler faktisk i høj grad om vores mod. Om vi tør vise dem, at vi tror på, at de kan klare det, selvom de går igennem ting, som føles svære og vanskelige.
I praksis kan du gøre det ved at vænne dig til at stoppe op og reflektere over din egen reaktion, når dit barn fortæller, om noget der vanskeligt (konflikter, kammerater der har gjort dem kede af det, svære skoleopgaver osv.).
Tænker du “det er synd for ham/hende – sådan skal det ikke være”, så prøv at vænne dig til i stedet at tænke “det er svært, ja, men jeg skal fokusere på, hvad mit barn kan lære af situationen”, og tag så en snak med dit barn om det.
2. Vis, at modstanden er midlertidig og afgrænset
Forskning har vist, at der findes en række gode tips til at forme vores børns opfattelser, når vi taler med dem.
Prøv så vidt mulig at undgå at gøre problemet generelt og permanent (“der er altid konflikt i skolen” eller “det nytter aldrig, at…”). Vis i stedet, at det er midlertidigt og afgrænset (“dette er ikke et tegn på, at alting er galt, men at der er en enkelt ting, som vi skal gøre noget ved”).
På samme måde kan du vise, at nederlag og skuffelser ikke handler om, at alting går galt eller at man er en komplet fiasko, men bare om, at der var én enkelt ting, som ikke lykkedes. Det kan du gøre ved at minde din børn om andre situationer, de har stået i, hvor noget var rigtig svært, men hvor de kæmpede sig igennem og kom ud på den anden side (det kan være modet til at få hovedet under vand i svømmehallen, at løse svære skoleopgaver, turde overnatte hos en kammerat eller noget helt fjerde).
Når vi hjælper børn med at se deres udfordringer som afgrænsede problemer, bliver det til noget, de kan handle på og gøre noget ved. Det gør dem mere trygge ved at håndtere problemer, og det øger naturligvis sandsynligheden for, at de tør tage kampen op med den modstand, de møder frem for at dukke sig for den.
Hvis børn eksempelvis er trygge ved, at uoverensstemmelser med kammerater er noget, man kan løse (i stedet for at tro, at konflikter ødelægger venskaber for altid), så er der større chance for, at de tør sige deres mening og tage ansvar for at løse problemet.
3. Fokuser på løsningerne
Mange gange kan børn have en tendens til at fokusere på alt det, der er svært, når de fortæller om deres oplevelser. De fortæller om, hvad de andre børn sagde og gjorde, eller om hvordan læreren gjorde noget, som de ikke kunne lide.
Det skal børnene naturligvis mærke, at vi lytter til, men det virker rigtig godt, hvis vi samtidig hjælper dem med at se, hvilke løsninger, der kan være på situationen i stedet for bare at sige fx “ej, hvor var det strengt”.
Du kan fx sige: “Jeg kan godt forstå, at det er svært, men jeg tror på, at du godt kan komme igennem det. Lad os tale om, hvad du kan gøre” og foreslå forskellige handlemuligheder:
“Du kunne jo prøve at tale med […]”
“Du kan tænke, at det er […] i stedet for at tænke […]” (her handler det om at hjælpe børnene med at tænke anderledes om de situationer, de står i – i stedet for, at børnene tænker “det kommer aldrig til at lykkes” kan du hjælpe dem med at tænke på alt det, der skal til for, at det kan lykkes “hvis du gør sådan, sådan og sådan, så kommer du da nærmere det, du gerne vil…”)
“Hvad ville der ske, hvis du prøvede at gøre det på en anden måde, fx […]?”
Som tommelfingerregel er det godt altid at slutte samtalen af med at være enige om, hvad der er den bedste løsning og så indgå en konkret aftale om, at det er det barnet gør. På den måde har barnet en konkret plan for det han eller hun skal gøre, og som forælder får du samtidig sendt et signal om, at du har tiltro til dit barn: Du tror på, at han eller hun kan komme igennem situationen og lære noget af det.
Artiklen er opdtateret den 15. okotber 2016.
Kilder: Maria Konnikova, How People Learn to Become Resilient, The New Yorker.
