Vi forældre har alle prøvet at stå i en situation, hvor vores børn reagerer lidt “uhensigtsmæssigt”. De laver en scene i supermarkedet, slår deres lillesøster eller nægter at vente på deres tur til svævebanen. Det er helt almindelig børneadfærd og ofte – oplever vi – at det kommer det helt ud af det blå. Men hvorfor reagerer børn egentlig på denne måde, og hvordan skal vi reagere på dem, så de bliver mere rolige og lyttende? Her får du tre bud til de situationer, hvor snak ikke virker.
Børn “overreagerer” typisk på én af to måder
I følge den amerikanske professor og hjerneforsker Dan Siegel kan vi groft sagt inddele børns “overeaktioner” i to former:
Enten reagerer de ved at miste kontrollen. De kan ikke styre deres følelser, bliver meget kede af det og er i det hele taget meget voldsomme. De skriger, kaster sig ned på gulvet, slår og sparker og er i det store hele uden for rækkevidde.
Eller også overreagerer børnene ved at være overdrevent rigide. De kan kun se deres eget behov, og har slet ikke øje for andre mennesker eller den sammenhæng, de indgår i. Det er f.eks. det, vi ser, når et treårigt barn nægter at dele så meget som et enkelt stykke af sit legetøj eller når barnet bare ikke vil have støvler på, selvom det er minusgrader udenfor. Der er kun én måde, der duer, og det er barnets egen.
Denne opdeling gælder i så godt som alle situationer, hvor børn overreagerer – og den gør det lettere for os at forstå vores børns mest udfordrende adfærd.
Børns hjerner er ikke udviklet til altid at gøre det “rigtige”
Årsagen til, at børn enten mister kontrollen eller er rigide skal findes i deres hjerner. De områder, som hjælper børnene til at handle mere hensigtsmæssigt ved f.eks. at holde igen med råberiet, er nemlig slet ikke færdigudviklede. Og det betyder, at børn skal lære at “styre” sig – det er ikke noget, de nødvendigvis bare kan fra naturens hånd.
Det især svært for børn at reagere roligt, hvis de er trætte, sultne eller er i “ukendte” omgivelser (f.eks. blandt mennesker de ikke kender eller steder de ikke har været før).
Men hvis vi voksne er i stand til at bevare roen, når de flipper ud, kan vi faktisk hjælpe børnene med at aktivere de områder af deres hjerne, som får dem til at justere deres reaktion til noget mere hensigtsmæssigt. Vores ro kan med andre ord gøre børnene mere fleksible eller mindre ukontrollerede.
Men det er ikke altid let. Her får derfor tre tips til at bevare roen, så du kan hjælpe dine børn til at gøre det samme.
1. Dybe vejrtrækninger er det nemmeste trick – og det virker
Du har garanteret hørt dette råd før, men det virker altså at trække vejret dybt og tælle til ti. Kan du mærke, at dit barn trykker på dine knapper, så giv altid dig selv et øjeblik, hvor du trækker vejret inden du reagerer eller siger noget. Selvom det måske ikke virker sådan, så vil det med meget stor sandsynlighed få dig til at handle mere roligt, end du ellers ville.
Vejrtrækninger er et effektivt værktøj, fordi det er til at huske i situationen, og uden at du er bevidst om det, hjælper roen dig faktisk samtidig med at træffe bedre beslutninger. Frem for at råbe, blive meget vred eller sige ting, som du efterfølgende fortryder, vil roen gøre det nemmere for dig at reagere på nogle måder, som du selv føler, er mere hensigtsmæssige og “rigtige” – og det vil alt andet lige smitte positivt af på dine børn.
2. Vær ikke bange for at vise forståelse for dine børn (det betyder ikke, at du giver dem ret)
Det virker faktisk også beroligende, hvis vi som forældre vænner os til at fokusere på, hvad vores børn har behov for frem for at fokusere på, hvad de gør forkert.
Det betyder selvfølgelig ikke, at børnene ikke skal møde grænser og lære at handle anderledes, men hvis du viser forståelse for dit barn (“jeg er helt med på, at det her er svært”), så beroliger du faktisk ikke bare dig selv, men også dit barn, hvilket øger sandsynligheden for, at han eller hun lytter til de grænser, du sætter (“du skal SIGE, hvad du har brug for – ikke slå/bide/tage dem”). Er dine børn små, så sæt grænsen ved at vise, hvad du gerne vil have ham eller hende til at gøre.
Og husk altid, at børnenes reaktion ikke handler om dig, men om at deres hjerner ganske enkelt ikke altid kan få dem til at gøre det rigtige. I hvert fald ikke uden hjælp. Hvis børnene oplever, at vi er der for dem, selvom de opfører sig dårligt, så bliver I ikke modstandere. I får derimod skabt en situation, hvor de faktisk føler, at du er en hjælp, selv når tingene er svære og det skaber med tiden færre magtkampe. De har brug for voksne ved deres side, som konkret viser dem, hvad de kan gøre anderledes i de situationer, hvor tingene er svære – og det kræver at I er på “samme hold”.
3. Bring aldrig dig selv i spil
Prøv om du kan vænne dig til at sige følgende til dig selv, når dit eget temperament brænder på: “Det er mig og ikke mit barn, som bestemmer hvordan jeg reagerer”
Det virker nok som en mærkelig regel – det ved jeg godt – men den er faktisk ret god, når børnene overreagerer. Hvis først dit barns reaktioner lykkes med at styre dine reaktioner, så skaber det en situation, hvor børnene oplever, at det de gør “virker”, hvilket forstærker deres uhensigtsmæssige adfærd. Mærker de derimod, at du altid er den samme rolige forælder, uanset hvad de fyrer af, så vil de med tiden begynde at spejle vores adfærd.
Kilder: Artiklen tager udgangspunkt i Dr. Daniel Siegel og PhD Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline” og i Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline”
