Et af de mest omdiskuterede emner blandt forældre er, hvilke skærmregler, der skal gælde for børnene. Hvor lang tid må man bruge foran en skærm, hvad må man spille, hvad må man dele og så videre.
Men det er faktisk ikke kun børnene, der har brug for regler. I hvert fald ikke, hvis man skal tro et nyt studie, der for første gang har undersøgt, hvilke regler børnene ville lave for de voksne.
Bag det nye studie er et forskerhold fra University of Washington og University of Michigan. De har fulgt 249 familier med børn i alderen 10-17 år, som har fortalt om familiens vigtigste skærmregler og om hvad der gør det enten svært eller nemt at følge reglerne.
Særligt ét område gør undersøgelsen interessant. Forskerne har nemlig ikke kun talt med de voksne – de har også spurgt børnene, hvilke skærmregler de ville ønske deres forældre ville følge. Børnenes svar faldt inden for syv kategorier – og det er nok de færreste af os, som ikke bliver en smule ramt af børnenes ønsker til vores brug af telefonen og sociale medier.
Børnenes skærmregler til de voksne
Vær til stede: Forældre skal blive bedre til at lægge telefonen væk i bestemte situationer – især når børnene prøver at tale med dem.
Lad være med at sidde for meget med telefonen: Forældre skal have en begrænset brug af skærme og huske at balancere deres skærmbrug med andre aktiviteter.
Husk at hjælpe: Forældre skal hjælpe børn med at lave regler for dem på nettet, som beskytter dem, når de er online. Dette punkt er særdeles interessant i lyset af den seneste tids danske debat om deling af nøgenbilleder på nettet – børnene vil gerne have deres forældres hjælp. Inden længe deler vi derfor en konkret guide med gode råd til netop dette.
Ikke mens du kører bil: Forældre skal lade være med at skrive sms’er, når de kører – også når de holder for rødt lys.
Drop dobbeltmoralen: Forældre skal gøre det, de prædiker, fx skal de lade være med at være på nettet under måltider.
Giv frihed: Forældre skal inddrage børnene i familiens skærmregler og lade børnene træffe beslutninger uden at blande sig.
Lad være med at dele for meget: Forældre skal ikke dele historier om deres børn på nettet uden at have fået klar tilladelse fra børnene.
Særligt ét område fyldte markante mere hos børnene end hos de voksne.
“Dobbelt så mange børn som forældre var bekymrede for om andre i familien deler personlige historier om dem på sociale medier som Facebook uden at have aftalt det med dem først”, har en af forskerne bag undersøgelsen, professor Sarita Schoenebeck, udtalt. “Mange børn sagde, at det var flovt og frustrerende, når deres forældre blev ved med at dele ting om dem på sociale medier”.
Sidstnævnte er formentlig en god reminder til de fleste af os om at huske på, at børnene ikke nødvendigvis synes, at det er lige så sødt og bedårende, at internettet er fyldt med billeder af dem, som vi synes.