Artikel fra

Den betydningsfulde tilknytning: Hvad er det og hvordan bliver den tryg?

Følgende artikel er baseret på Sofie Münsters kommende bog “Den bedste start på livet”, som udkommer 8. september 2021. Du kan også læse et længere uddrag her.

En abeunge fik valget mellem at sidde hos en ’erstatningsmor’ lavet af hønsenet, og en erstatningsmor lavet af hønsenet beklædt med blødt polster. Hos erstatningsmoren uden polster kunne abeungen nyde en sutteflaske fyldt med mælk. Hos den bløde polstrede erstatningsmor var der ingen sutteflaske. Hvor foretrak abeungen at være?

Det var et af de spørgsmål, som den amerikanske psykolog og professor ved University of Wisconsin-Madison Harry Harlow stillede sig selv, da han i 1950’erne og 1960’erne gennemførte sine verdensberømte abestudier.

Man mente, at primater – og dermed også mennesker – knytter sig til deres forældre for at få mad. Og derfor var forventningen til forsøget, at abeungen ville gå efter maden og altså foretrække den upolstrede erstatningsmor med sutteflaske.

Men Harlows forsøg viste noget helt andet og ganske overraskende. På de filmoptagelser, der blev lavet under forsøgene, bliver man nærmest rørt. Så snart den lille abeunge bliver lukket ind i buret med de to erstatningsmødre, drøner den hen til den bløde. Den klynger sig til hende, indtil den bliver sulten. Så springer den hen til erstatningsmoren med sutteflasken, drikker alt, hvad den kan, for så i hast at komme hjem til sin bløde mor igen.

Forsøgene var med til at give et indblik også i menneskebørns tilknytningsmønstre. Og siden er Harlows resultater blevet tolket som to fede streger under det faktum, at børn ikke knytter sig til deres forældre, fordi de giver dem mad, men fordi de har et helt grundlæggende behov for omsorg, nærvær og tryghed.

Den strategi, vi som art gør brug af for at sikre vores overlevelse, går altså via andre – den er social. Og det var netop denne dynamik, som den britiske psykolog, psykiater og ophavsmand til tilknytningsteorien, John Bowlby, i 1950’erne og frem tillagde central betydning for sin forståelse af mennesker. Vi er simpelthen genetisk programmeret til at knytte os til hinanden. Der er intet, vores små børn hellere vil, end at være tæt på os, deres mor eller far. Kun på den måde ved de, at de er i sikkerhed.

Bowlby kaldte dette særlige system for netop vores art for tilknytningssystemet. Systemet er perfekt designet til at løse menneskets største udfordring: Hvordan holder det lille menneske sig i live i de første leveår, som udgør de mest farefulde i barnets fysiske og sociale udvikling? Tilknytningssystemet sikrer, at børn straks søger deres mor eller far, når de har brug for beskyttelse. Vores småbørn gør aldrig det modsatte. De vender sig aldrig væk fra os i utrygge situationer. Aldrig. De sørger instinktivt for at knytte sig til os, så de kan blive samlet op og hjulpet i sikkerhed.

Behovet for beskyttelse er med andre ord så indlejret i vores genetiske arv, at vores børn på det mest grundlæggende niveau fødes med et behov for at knytte sig til os. Det er lige så vigtigt som deres behov for mad. Måske er det endda vigtigere. For uden os, ingen mad. Børns behov for at knytte sig til deres forældre er derfor afsættet for den tilknytningsbaserede opdragelse, som Sofie Münster for første gang introducerer i “Den bedste start på livet”, og som du kan finde massevis af teknikker til her på siden. Tilgangen er designet til at tage højde for, hvordan vi kan imødekomme vores børns medfødte og mest basale følelsesmæssige behov. Barnet vil gøre alt, hvad det kan, for at få et godt forhold til os og knytte et stærkt følelsesmæssigt bånd med os, fordi netop dette bånd sikrer barnets overlevelse. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad et nært bånd egentlig er?

 

Følelsesmæssig nærhed skaber et stærkt bånd

I mange år mente man, at særligt fysisk nærhed var nøglen til et stærkt bånd mellem barn og forældre. Man sagde – sat lidt på spidsen – at jo mere barnet fik lov til at sidde på skødet af sin mor eller far og sove sammen med dem om natten, des stærkere et bånd ville der opstå mellem dem. Men de seneste år har en række studier afdækket, at en anden dimension ved relationen faktisk er mindst lige så vigtig for tilknytningen: den emotionelle dimension.

Særligt det, man kalder følelsesmæssig nærhed, har betydning for tilknytningen. Den følelsesmæssige nærhed opstår ad to lige vigtige veje, som vi forældre har ansvar for: 1. Barnet skal mærke, at vi gør os umage med at se dets indre liv, se dets bevæggrunde for reaktioner og adfærd og ikke bare konkludere ud fra det første, der falder os ind. 2. Vi skal selv have modet til at vise barnet vores eget indre liv på en ærlig, varm og kærlig måde. I praksis betyder det, at barnet har brug for, at vi forsøger at forstå, hvad det er for følelser, ideer og oplevelser, det prøver at vise os. For så kan vi have forståelsen med i vores handlinger over for dem.

Et eksempel er den treårige, der ikke selv vil tage sin trøje på inden afgang til børnehaven. De fleste kender situationen: Vi har travlt, vi bliver irriterede, vi ender med enten at gribe ud efter trøjen og give barnet den på, selvom barnet er utilfreds med det, eller vi lokker med sjov og spas, hvis hun tager trøjen på. Vi siger måske: ”Det er bare så irriterende, at jeg nu kommer for sent på arbejde!” eller ”hvis du tager trøjen på nu, så får du en figenstang i bilen”.

Det er rimelig tydeligt, at vi i eksemplet på ingen måde har set barnets bevæggrunde. Vi har ikke forstået, at hun måske er ked af det, er optaget af noget andet, har svært at tage trøjen på, eller at trøjen kradser. Og vi har ikke vist vores eget indre liv på en varm og kærlig måde.

Selvom børn er følelsesmæssigt umodne, vil de nemlig gerne tages alvorligt. Og de oplever sig taget alvorligt, når vi bliver gode til at afkode deres signaler præcist. Det er eksempelvis ikke udtryk for manglende evne til at holde fokus, når et seks måneder gammelt barn kigger væk fra skeen, mens det bliver madet. Det er heller ikke udtryk for et iltert temperament, når et barn på to år bryder sammen over, at man kommer til at bære koppen med mælk fra køkkenbordet til spisebordet, når den toårige gerne vil gøre det selv. Det er derimod to situationer, som repræsenterer noget meget mere grundlæggende i et barns udvikling. For babyen er det at lære, hvordan man siger til og fra, og for den toårige at erfare, at hun kan ting selv helt uden andres hjælp. Det betyder ikke, at alle børns reaktioner er kompetente, men det betyder, at de er meningsfulde i den forstand, at børnene har et formål med det, de gør – og når først vi ser det formål, bliver det meget nemmere at opnå en følelsesmæssig nærhed mellem os og dem.

Følelsesmæssig nærhed er en tilstand mellem to mennesker, som opstår, når begge parter føler, at de kan vise sig selv, præcis som de er, uden at føle sig forkerte. Barnet skal ikke føle sig misforstået eller fejlfortolket, og vi voksne skal hvile i, at det, vi gør, er rigtigt. Følelsesmæssig nærhed handler derfor ikke kun om børnene. Det handler i høj grad også om os – om forældrene. Ligesom vi skal lære at se vores børns indre liv, skal vi også se vores eget indre liv og stå ved det.

 

At styre efter processen og ikke resultatet

Det store opgør med traditionelle opfattelser af børn og opdragelsesmetoder ligger i, at relationen ikke skal være målstyret. Fokus er på processen og ikke på resultatet. Vi er kun i relationen for at lære hinanden at kende og for at være der for hinanden. Ikke for at præstere, ikke for, at barnet skal blive en succes og vi voksne gode forældre. Derfor handler grænser ikke om, hvad man bør, og hvad man må. Men om, hvad jeg vil have og ikke vil have, og hvad jeg kan lide og ikke kan lide. Først når vi tør vise vores børn, hvad vi ærligt mener, og undlader at pakke det ind i lange rationelle forklaringer, trusler eller dårlige undskyldninger, kan børnene fornemme os og lære os at kende som dem, vi er. Vi kan sætte ord på, hvordan vi har det på et følelsesmæssigt niveau frem for et logisk niveau. Vi behøver ikke at finde på ’gode’ forklaringer om, at vi har for travlt, fordi vi skal rydde op og lave mad, når børnene spørger, om vi vil lege. Vi kan bare sige det, som det er: ”Jeg har ikke lyst til at lege lige nu”, hvis det er sådan, vi har det. Vi behøver heller ikke at finde på historier som, at tusserne er blevet væk, fordi man ikke orker rodet.

Tilknytning er altså noget, der beskriver en gensidig følelsesmæssig kvalitet ved en relation. Og når den er så vigtig, skyldes det, at det netop er de følelsesmæssige signaler, som børn ubevidst opfatter og bruger til at fornemme, om vi er i stand til at passe på dem eller ej. Hvis vi for eksempel bliver stressede, når barnet græder, vil det fornemme, at vi er dårligere til at beskytte det, end vi er normalt, og så fornemmer barnet, at det er bedre ikke at vise sine følelser.

Husk på, at små børn kun har et begrænset sprog og derfor ikke kan stille spørgsmål til nuancerne i vores humør. Derfor har følelser en helt særlig betydning, når børnene forsøger at forstå og afkode verden. De mærker vores sindsstemninger. Når vi er afslappede og rolige, er børnene det også. Når barnet gør noget, der gør os anspændte, vil barnet automatisk føle, det gør noget dårligt. Og derfor er det vigtigt, at vi forældre siger tingene, som de er, så børnene ikke skal ’oversætte’ alle mulige signaler fra os.

Følelser har også en helt særlig betydning, når børnene prøver at forstå sig selv, fordi det er via følelserne, at børnene lærer sig selv at kende: Hvad kan jeg lide, og hvad bryder jeg mig ikke om? Hvad synes jeg er sjovt, og hvad synes jeg er kedeligt? Hvad har jeg nemt ved, og hvad har jeg svært ved? Denne læren-sig-selv-at-kende-proces udspiller sig hver eneste dag fra fødslen og op igennem barndommen. Den indebærer mange følelsesmæssige skift og utrolig mange negative følelser. Børn bliver bange, kede af det, frustrerede, skuffede og vrede. Det bedste, vi forældre kan gøre, når barnet overvældes af de negative følelser, er helhjertet at acceptere følelserne uden at forsøge at få dem til at gå væk og sige: ”Det skal du ikke være ked af, se derovre er der en rigtig sjov bil” eller vende følelserne imod barnet: ”Der er ikke nogen grund til at blive så vred, du er gammel nok til at sige hej til folk – sig nu bare hej”.

Når barnet føler forældrenes accept af sine følelser, får relationen en sådan dybde, at vi med tiden kan lære børnene at regulere de mange negative følelser. At regulere følelserne betyder, at børnene lærer at udtrykke dem på en måde, som er effektiv (det vil sige nem at forstå for andre), hensigtsmæssig (det vil sige hverken for lidt: ikke at ville sige, når man er ked af det eller forsøge at undgå at virke sårbar, eller for meget: er utrøstelig og har svært ved at holde op med at græde igen) og reparerende (det vil sige på en måde, der genetablerer forbindelsen, så det bliver muligt at komme hurtigt og godt videre sammen). Det er for eksempel godt at lære at sætte ord på sin frustration og at lytte til andre, når man bliver uenig, så man opbygger andre strategier end at råbe, slå, bide eller løbe væk.

At acceptere vores børns følelser helhjertet er imidlertid ikke det samme som, at vi altid skal være i stand til at imødekomme vores børns behov på den følelsesmæssigt optimale måde. Der vil være massevis af situationer, hvor det ikke er muligt. Sådan er det eksempelvis, når man kører med 110 km i timen på motorvejen, og ens tre måneder gamle baby skriger på bagsædet, eller når man afleverer den etårige i vuggestuen, og det går så hurtigt, at det ender i gråd bag ruden. Sådan er det nogle gange. Vi forældre skal ikke være perfekte. Vi skal bare være gode nok. Vores børn er interesserede i at mærke vores intentioner, ikke i vores præstationer.

Denne artikel er en introduktion til hvad tilknytning er, og hvorfor det betyder så meget. Den baserer sig på Sofie Münsters nye bog “Den bedste start på livet”, som kan forudbestilles her. Sofie holder også online kurser for forældre i tilknytning. Det er fyldt med viden og værktøjer til forældre med børn fra 0-5 år. Læs mere her. 

InspirationBabyDen betydningsfulde tilknytning: Hvad er det og hvordan bliver den tryg?
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast forældrerådgiver på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu