Ny undersøgelse: Knap 3 ud af 4 forældre vil gerne skælde mindre ud

Danske forældre føler, at de skælder for meget ud. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse, som NOPA har fået lavet i samarbejde med teleselskabet Call me. Faktisk føler knap tre ud af fire forældre, at deres opdragelse for ofte ender i hævede stemmer og sammenstød.

55 procent af danske forældre med børn i alderen 0-10 år skælder ofte deres børn ud. Og det synes langt de fleste er for meget.

Særligt forældre til børn i alderen 3-6 år oplever, at de skælder meget ud. Her svarer mere end 60 procent, at det sker mindst en gang om ugen.

Undersøgelsen er udført af analyseinstituttet Wilke, som har interviewet 500 forældre fra hele landet. I undersøgelsen har man defineret skældud som “at udtrykke sin vrede, irritation eller utilfredshed over for sit barn ved at hæve stemmen eller tale nedsættende og kommanderende.”

Det er især, når børnene ikke hører efter, at det går galt, men også i andre situationer oplever forældre, at det er svært at styre temperamentet. I følge undersøgelsen er de hyppigste årsager til skældud disse:

Når mit barn ikke hører efter (69%)

Når mine børn skændes (27%)

I forbindelse med brugen af elektroniske enheder som TV, tablet, computer mv. (19%)

I forbindelse med måltider/spisesituationer (19%)

I forbindelse med sengetider (16%)

I forbindelse med oprydning (15%)

Når vi er på vej ud af døren (13%)

I forbindelse med hjælp med huslige pligter (8%)

I forbindelse med tandbørstning (7%)

Den store andel af forældre, som ønsker at skælde mindre ud, vidner om, at forældre ikke skælder ud, fordi de ønsker det, men fordi de mangler alternative redskaber og værktøjer. Derfor har NOPA sammen med Call me lanceret et helt nyt univers, hvor vi under overskriften “gladere børnefamilier” vil inspirere forældre til, hvordan man kan skælde mindre ud. Her deler vi den nyeste viden og tilbyder anvendelige og konstruktive værktøjer målrettet børn i forskellige aldre. Du kan allerede i dag gå på opdagelse i de mange nye artikler og værktøjer her.

Kilder: Undersøgelsen af danske forældres forhold til skældud er foretaget af analyseinstituttet Wilke for NOPA og Call me. Undersøgelsen er landsdækkende og er foretaget blandt 500 forældre med børn i alderen 0-10 år. I undersøgelsen defineres skældud som situationer, hvor forældre hæver stemmen eller taler nedsættende. 

Ny undersøgelse: Knap 3 ud af 4 forældre vil gerne skælde mindre...
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu