Her på NOPA har vi efterhånden skrevet en del artikler om, hvordan forældre kan blive tydelige voksne uden at skælde ud. Denne artikel går et spadestik dybere og handler om, hvordan vi som forældre kan kommunikere på en måde, som børnene respekterer, lytter til og føler sig trygge ved. Når vi gør det uden at skælde ud, giver det nemlig mindre drama, færre konflikter og vigtigst af alt, så skaber det stærkere relationer mellem os og vores børn.
I det daglige er det de færreste af os, som tænker over, at vores hjerner har mange forskellige områder, som får os til at reagere på mange forskellige måder. Vi ved måske godt, at vi selv nogle gange har en meget kort lunte eller går totalt i forsvarsposition, mens vi andre gange lytter og er empatiske. Men vi forholder os ikke aktivt til, hvorfor vi reagerer forskelligt fra situation til situation.
Sådan er det også med børn. De tænker ikke over, hvorfor de bliver vrede eller ikke vil høre efter. Det sker bare. Ligesom de også bare nogle gange er super samarbejdsvillige og rigtig søde.
Men – og det er her det interessante kommer – hjerneforskningen har inden for de seneste år dokumenteret, at vores reaktioner som forældre faktisk påvirker, hvordan børnene reagerer.
Når børn er vrede eller ikke opfører sig, som vi gerne vil have, vil vores måde at sige tingene på eller opdrage på, appellere til forskellige “dele” af deres hjerne, og det vil påvirke, hvordan børnene reagerer. Vi kan appellere til én del af hjernen og få én reaktion, og til en anden del og få en helt anden reaktion.
Sådan påvirker vi børns reaktioner
Børnenes hjerner er naturligvis komplekse, men helt grundlæggende ved vi i dag, at vores reaktioner kan få børn til at reagere på én af følgende to måder:
Enten er børnene modtagelige over for det, vi siger, eller også er de reagerende i forhold til det, vi siger.
Når børn er modtagelige kan de høre efter, lytte, reflektere, styre deres reaktioner og følelser og tænke over deres egne handlinger. Her bruger børnene et af de mest avancerede områder af hjernen.
Er børn derimod reagerende, vil de i stedet aktivere de mere primitive dele af hjernen og gå i forsvarsposition, føle sig truet, være kontrære, “umulige” og i det hele taget arbejde imod os ved enten at være udadreagerende eller ved at gå ind i sig selv.
Den viden er nøglen til at opdrage uden skældud og konflikter.
Sådan får du dine børn til at lytte
Det tager tid at opbygge den del af hjernen, som gør børn modtagelige, da det er et område, som først udvikler sig gradvist i gennem barndommen. Anderledes står det til for det område, som gør børnene reagerende, for det er langt mere udviklet allerede i en tidlig alder – og det forklarer, hvorfor det er meget nemmere for børn at blive vrede eller utidige, end det er at træde et skridt tilbage og tænke sig om.
Som forældre kan vi dog gennem vores opdragelse hjælpe vores børn med at udvikle den mere avancerede del af deres hjerne, og når vi gør det, får vi gradvist mere velopdragne børn, som samarbejder, hører efter og lærer selv at træffe gode beslutninger for sig selv.
Nedenfor får du tre konkrete tips (eller principper, om man vil) til at omsætte denne viden til praksis.
1. Din autoritet bliver stærk, når du ikke lader dit barns reaktion påvirke din reaktion
En af de største årsager til at børn bliver ved med at teste grænser, er, at de er i tvivl om, hvor de går. Det klart, at det kan være svært i praksis altid at sætte de præcis samme grænser, for alle situationer er forskellige og man kan ikke opdrage ud fra et fast skema.
Men noget af det, der skaber allerstørst tydelighed, er, hvis børnene altid kan regne med vores reaktioner som forældre. At vi ikke den ene dag er lyttende og forhandlende, mens vi den anden dag råber og skriger.
Hvis vores reaktioner skifter eller afhænger af vores børn (fx at vi bliver virkelig vrede, hvis de hyler og skriger), så vil børnenes tolkning være, at det, de gør, virker. De vil altså – helt ubevidst – opleve, at de har “magt” i situationen og så vil de sandsynligvis blive ved med at kæmpe imod os, og vi vil føle, at vores autoritet bliver undermineret.
Din autoritet bliver derfor stærk, hvis dine reaktioner ikke er til diskussion. På den måde signalerer du, at ‘jeg står for det her og det er ikke til forhandling’.
Det handler alene om, at du en gang for alle beslutter dig for, hvordan du gerne vil reagere, når I har konflikter eller uoverensstemmelser (fx at du vil bevare roen, at du vil holde fast, at du ikke lader dig provokere osv.).
Det skaber tydelighed og øger sandsynligheden for, at børnene bliver modtagelig, fordi de ved, hvad de kan regne med. Det er svært i praksis, det ved jeg – især når børnene er provokerende – men prøv om ikke du over tid kan øve dig på det, for det virker.
2. Fra raseri til ro – nøglen er at skabe kontakt først
Én ting er altid at reagere på samme måde, men noget andet er, hvordan det så er godt at reagere. Også her har de seneste års hjerneforskning gjort os klogere, for hvis vi gerne vil aktivere den del af børns hjerne, som lytter og reflekterer, så stiller det krav til os som forældre.
Et af de mest effektive måder at reagere på, er, altid at skabe kontakt, før vi irettesætter eller opdrager. Kontakt handler om at skabe en følelsesmæssig forbindelse med børnene. Jeg ved godt, at mange måske tænker, at det er at give efter, men det er det ikke. Vi kan sagtens give børnene en følelse af, at vi er der for dem, lytter til dem og hjælper dem samtidig med, at vi sætter grænser.
Kontakt er det værktøj, som nemmest flytter børnene fra at være reagerende til at være modtagelige. Når vi “får forbindelse” med børnene bliver de rolige og det skaber tryghed.
I praksis handler det om at vise børnene, at vi fornemmer, hvordan de har det. Det er klart, at når de virkelig flipper ud, er det ikke altid lige nemt at holde sig til et tørt “jeg kan godt se at du er vred”, men hvis vi vil have kontakt med børn og have dem til at lytte, så vi nødt til at vise dem, at vi forstår, hvordan de har det.
Heldigvis er der mange naturlige og “forælderagtige” måder at sige det på, fx:
“Kom her, skat (læg fx armen om barnet), jeg er med på, at du synes, at det her er træls…”
“Det er svært for dig lige nu, lad mig hjælpe dig”
“Træk vejret, så taler vi sammen om, hvad vi gør”
Så snart du har kontakt med dit barn, kan du irettesætte eller opdrage: “Jeg er med på, at du er ked af det, men alle deler rutsjebanen” eller “jeg ved godt, at du gerne vil have, at vi skal købe chips, men når vi køber ind, er det mig, der bestemmer, hvad vi skal købe. Du må til gengæld rigtig gerne hjælpe mig med at finde det på listen… skal vi se hvem der er hurtigst til at finde…” osv.
Dette er ikke at forhandle eller at inddrage børnene i opdragelsen. Det handler alene om at få ro på børnene og få dem til at føle, at vi ikke er deres fjender, selvom det er os, der bestemmer.
Det, der oftest gør os utydelige som forældre, er, at vi ender i diskussioner med børnene (og måske filer lidt på principperne) eller, at de får os til at reagere, så vi kommer til at sige ting, som vi enten ikke mener eller på måder, som vi egentlig ikke har lyst til (fx at vi kommer til at råbe).
Hvis vi skaber kontakt først, undgår vi dette, og skaber et rum, hvor vi på en rolig måde kan være en autoritet over for vores børn.
3. Bevar roen
Der er ikke noget mere frustrerende end børn, som nægter at gøre det, man siger. Og det er unægteligt svært at føle sig som en stærk autoritet, hvis ens barn gør det stik modsatte af det, man beder om.
I sådanne situationer kan det meget nemt spidse til, og vi kan ende med at skælde ud. Men det virker meget bedre at bevare roen. Det kan være rigtig svært i praksis, men et godt trick er ganske enkelt at sætte sig selv på pause. Træk vejret, lad være med at sige noget.
Er situationen kørt helt derop, hvor dit barn er fuldstændigt afvisende, kan du ganske enkelt bare sætte dig på gulvet og vente. Giv dig selv mulighed for at tænke dig om og beslutte, hvad du synes vil være det rigtige at gøre.
Som en lille bonusinformation kan jeg ikke lade være med at nævne, at det, at vi sætter os på gulvet, faktisk ubevidst beroliger børnene, fordi deres hjerner aflæser os som “mindre truende”, når vi ikke kigger ned på dem, som vi jo naturligt gør, fordi vi er højere (jeg ved godt, at det lyder lidt spøjst, men den er altså god nok).
At være rolig er ikke det samme som at være passiv – det er et af privilegierne ved at være voksen. Det er i høj grad det, der adskiller os forældre fra vores børn, hvis hjerner slet ikke er udviklede til at kunne styre sig selv på den måde.
Jeg har ofte fået kommentarer fra læsere, som mener, at forældre skal have lov til at vise følelser – og selvfølgelig skal vi det.
Men når vi opdrager, så handler det om at holde fokus på, hvad der skal til for, at børnene lærer noget af det, vi siger. At de lærer, at de ikke må slå eller at de lærer, at de ikke skal græde, bare fordi de ikke må få en kiks mere. Og det kan de kun, hvis vi hjælper dem til at aktivere den del af hjernen, som gør dem modtagelige.
Det kan vi gøre ved at huske på, at når børnene er rasende eller umulige, så har de en masse følelser, som de ikke ved, hvad de skal gøre med. Det er derfor de reagerer. Men for at de kan lære at reagere på en mere hensigtsmæssig måde, er de nødt til at have voksne omkring sig, som kan vise dem, hvordan man gør det.
Du kan kombinere ro og grænser ved fx at sige: “Jeg ved godt, at du rigtig gerne vil have den is, men jeg kommer ikke til at ændre mening. Det er dog er helt ok, at du er skuffet, og jeg er lige her og trøster dig indtil du er glad igen.”
Der er ikke nogen nemme løsninger i børneopdragelse. Men hvis du bruger ovenstående tre tips og den viden vi har om hjernen, så vil du over tid opleve færre konflikter og en stærkere relation med dit barn.
Kilder: Artiklen tager udgangspunkt i Dr. Daniel Siegel og PhD Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline” og i Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline”.
