Skuffelser, nederlag og følelsen af ikke at slå til er lige så menneskelig som den er uundgåelig. Alle børn oplever, at der er ting, de har svært ved at lære eller skuffelser over kammerater, som ikke lever op til deres forventninger. Det gør ondt på børnene (og nogle gange også på os forældre).
Men selvom det er svært, så er skuffelser og nederlag faktisk lige præcis den type anledninger, som giver os som forældre den bedste mulighed for at lære vores børn, at livet ikke er perfekt – og måske vigtigst af alt, at de som mennesker heller ikke behøver at være det. Og faktisk er det nogle ret enkle greb, der skal til for, at vi kan ruste vores børn til at komme igennem og lære af deres erfaringer.
Årtiers forskning har vist, at de børn, der både klarer sig bedst og har det bedst med sig selv, er dem, der tør fejle og har mod på at gribe udfordringer, selvom de risikerer, at det går galt.
Og nu viser et helt nyt studie, som Nordic Parenting tidligere har fortalt om, at det i høj grad er noget, der formes af os forældre i især én situation: Hvordan vi reagerer, når vores børn oplever skuffelser, nederlag og vanskeligheder.
Det er med andre ord i høj grad en forældreopgave at lære vores børn, at det er okay ikke at være perfekt, og at fejl og skuffelser er en naturlig del af livet. Men hvordan gør man det?
Nordic Parenting har mødt topforskeren Kyla Haimovitz fra Stanford University i Californien. Hun står bag den nye undersøgelse, og her kan du få hendes tre råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn igennem skuffelser. De er overraskende enkle, men har stor effekt, viser hendes forskning.
1. Træd et skridt tilbage og tænk over, hvad du gerne vil lære dit barn i situationen
Når vores børn oplever vanskeligheder, nederlag eller fortæller om en svær oplevelse fra deres dag (fx at de blev holdt uden for i en leg eller fik et skuffende resultatet i en skoleopgave), så kan vi meget nemt komme til at reagere ret følelsesmæssigt (“åh gud, er du ok?”).
Det er en ganske naturlig reaktion, men faktisk viser det sig, at den ikke altid er særligt hensigtsmæssig, fordi vores reaktioner kan være med til at forstærke vores børns reaktioner. Tænker du fx, at det er synd og får du lidt ondt af dit barn, så kan du faktisk ubevidst komme til at sende et signal til barnet, at det med at fejle eller have svært ved noget, er en lidt “slem ting”, som man helst skal undgå (ellers ville du vel ikke synes, at det var synd?).
Det er et lille trick, men i følge Kyla Haimovitz virker det rigtigt godt, hvis du som forælder lærer dig selv at træde et skridt tilbage, før du reagerer. Inden du siger noget, så stil dig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg egentlig gerne vise mit barn i denne situation?
Formegentlig er svaret stort set det samme hver gang: At det er ok at fejle, og at det er noget man kan lære noget af. Hvis det er tilfældet, så brug herefter råd 2 og 3.
2. Anerkend dit barns følelse
Det er vigtigt at anerkende børnenes følelser, for på den måde føler de sig forstået. Men mange gange kommer vi faktisk til at gøre det stik modsatte. Vi vil gerne have, at børnene skal have det bedre, så vi taler deres følelse ned (“skidt med det – det skal nok gå over”) eller vi “afviser” den (“du er så dygtig, skat – du skal nok klare den næste gang”). Men det kan meget nemt få børnene til at føle, at vi ikke forstår noget som helst – altså at vi ikke kan sætte os ind i deres oplevelse.
Derfor virker det langt bedre, hvis vi altid husker at starte med at anerkende børnenes følelse: “Jeg kan godt forstå, hvis du synes… at det var svært/ikke var rart/osv.” Eller du kan også blot spørge: “Hvordan oplevede du det?” eller “hvordan har du det med det?”
3. Fokuser på, hvad dit barn kan lære af situationen
Når dit barn har fået mulighed for at sætte ord på sin oplevelse, kommer det vigtigste punkt: At hjælpe barnet til at fokusere på, hvad han eller hun har lært af situationen.
Det viser sig nemlig, at nøglen til at gøre børn trygge ved fejltagelser og skuffelser, er, at vise dem, hvad de kan tage med sig af nyttige erfaringer og samtidig tale med dem om, hvad de kan gøre fremadrettet, så de undgår at stå i en lignende situation en anden gang.
Det bringer fokus væk fra resultatet (fx den skuffende karakter eller skuffelsen over, at tingene ikke lige gik som håbet) og hen på børnenes proces. Alt det barnet kan handle på og gøre anderledes: “Lad os sammen tænke/tale situationen igennem – hvad har du prøvet indtil nu? Kunne du prøve at gøre noget andet?” eller “du er da blevet klogere på… – hvordan kan du bruge det til at komme videre?”
Vi kan også hjælpe børnene med at identificere mulige barrierer: “Måske du skulle tale med din lærer om det, du har svært ved…?”, “måske du skulle bruge lidt ekstra tid på at øve dig på…”, “måske du skulle tale med XX om din oplevelse i frikvarteret” osv.
Når vi stiller spørgsmål til børnene, så hjælper vi dem i gang med at tænke på mulige løsninger og viser dem, at skuffelser eller nederlag er en naturlig del af rejsen mod nye erfaringer og erkendelser.
Samtidig giver det børnene handlemuligheder – og det giver dem en følelse af, at de kan gøre noget ved situationen. Det tjener to formål: for det første lindrer det deres negative følelser, og for det andet giver det børnene en følelse af at “kunne selv”, fordi vi viser dem tillid til, at de kan handle og agere.
Tippet kan kan også sagtens bruges over for mindre børn. Vis dem tydeligt, hvad man kan lære: “Nu lærte du, at…”, “nogle gange er man nødt til at prøve mange gange, før man kan” eller “kom lad os prøve igen, så prøver vi at gøre det på en ny måde”.
Meningen er at undgå for meget “ynk” (jeg ved det lyder hårdt) og i stedet helt roligt vise, hvad man kan lære af situationen. Det gør det nemlig til noget naturligt for børnene frem for noget “farligt”, som man helst skal undgå.
Umiddelbart kan det nok lyde som en lille ting at fokusere på børnenes proces og læring frem for på resultatet. Men mange gange kan vi faktisk have en tendens til automatisk at tale en masse om resultatet (uanset om det gik godt eller mindre godt), og det kan få børnene til at føle et pres for at skulle præstere.
De vil fx naturligt konkludere, at vi voksne fokuserer på resultatet, fordi det er det, der er det vigtige (ellers havde vi vel talt om noget andet?), og det kan få dem til at søge derhen, hvor de føler sig sikre og gøre dem tilbageholdende over for de udfordringer, hvor de risikerer at fejle.
Derfor er det ekstremt effektivt, at få børnene til at fokusere på deres proces frem for deres præstationer. Faktisk viser forskning – paradoksalt nok – at det får børnene til at præstere langt bedre på den lange bane. Måske fordi de netop bliver trygge ved fejltagelserne og udfordringerne, og dermed af naturlige årsager lærer langt mere, end de ellers ville.
