Pligter er en vigtig del af opdragelsen. De lærer børn at være med til at tage ansvar, og viser dem, hvordan de konkret kan spille en rolle for familiens fællesskab.
Denne form for ydre strukturer, hvor børn får opgaver, de skal hjælpe med at løse, er med til at give børnene en form for “indre struktur”, hvor de lærer, hvordan man forpligter sig på noget og hvordan man bidrager til de fællesskaber, man indgår i.
Og det gavner børnene. En nyere forskningsgennemgang viser eksempelvis, at det både styrker børns sociale og adfærdsmæssige udvikling, når de hjælper til derhjemme. I såkaldt “longitudinale studier”, hvor man følger børn gennem en længere årrække, kan forskere også se, at børn, der har pligter, klarer sig bedre som voksne, er mentalt sundere og er gladere.
Men hvilke pligter passer til hvilken alder? Det har vi samlet en masse eksempler på nedenfor, hvor du også kan få et overblik over, hvornår børn typisk er klar til hvad.
Husk at det er vigtigt at vælge nogle opgaver, som børnene kan have ansvar for på en fast basis (især når børnene bliver lidt større), fx en gang om ugen eller små opgaver, som de løser hver dag. Det er denne form for faste rutiner, som over tid giver børn en grundlæggende ansvarsfølelse.
2-3 årige børn
I denne alder kan børn hjælpe til med helt små opgaver, og de har brug for at gøre det sammen med en voksen. Selvom de kun hjælper med små ting, er det dog super godt, at de allerede starter nu. På den måde vænner de sig nemlig til, at de kan være med til at hjælpe familien og gøre en forskel for andre. Her er nogle eksempler på, hvad helt små børn kan hjælpe med:
Putte vasketøj i vasketøjskurven/-maskinen
Rydde deres legetøj op
Giv hund/katten mad
Bære kop/tallerken med over til bordet
Små køkkenopgaver sammen med en voksen (skylle frugt, tørre bordet af med en klud, røre eller hælde osv.)
Finde varer i supermarkedet
Bære egen taske
Hænge jakke op og sætte sko pænt
Lægge tøj i skabet
4-7 årige børn
Når børnene bliver lidt større, er de klar til mere ansvar, og de vil gradvist kunne løse flere og flere opgaver selv. De kan med fordel hjælpe til med ting som at:
Dække bord og rydde af.
Tømme/fylde opvaskemaskinen.
Rydde op på eget værelse.
Rede seng.
Vande planter eller hjælpe til med andre opgaver i haven.
Finde varer i supermarkedet, bære lettere ting ud (fx toiletpapir) og hjælpe til med at lægge varerne på plads derhjemme.
Hænge vasketøj op.
Pakke tasken til børnehaven/skolen.
Bære taske til og fra børnehave/skole.
8-10 årige børn
I denne alder sker der et markant skift. De ting, som børnene tidligere har hjulpet til med, sker nu helt automatisk, og børnene kan derfor begynde at få et markant større ansvar. De kan også få opgaver, som har betydning for hele familien og som hjælper alle (fx dække bord). Det kan eksempelvis være pligter som at:
Rydde op på deres værelse
Rengøring fx støvsugning
Have en maddag
Gå tur med hunden
Tage affald ud
Tømme postkassen
Hjælpe til med indkøb
Lægge indkøb væk
Lægge vasketøj sammen og putte det på plads
Hjælpe til med at smøre madpakke.
10 år og ældre
Det er selvfølgelig forskelligt, hvornår børn er klar til hvad, men store børn har godt af at mærke, at der er bestemte ting, de har ansvar for selv at klare. Nedenfor er der inspiration til, hvilke typer af opgaver det kan være:
Have en maddag, hvor de selv står for/er med til at købe ind.
Vaske deres eget vasketøj, hænge det op og lægge det sammen.
Passe deres mindre søskende.
Selv holde styr på egne lommepenge.
Være alene hjemme.
Have faste rengøringsopgaver.
Smøre deres egen madpakke.
Gå tur med hunden.
Selv klare transport til og fra skole, fritidsinteresser og venner/veninder.
Planlægge lektielæsning.
Rydde op på værelset.
Dække bord/rydde af bordet.
Sætte eget vækkeur og stå op.
Fylde og tømme opvaskemaskinen.
Tandbørstning.
Hjælpe med at rydde huset op.
Stå for mindre indkøb.