Se hvor meget sukker dine børn max bør få alt efter, hvor gamle de er, og hvad de spiser

De fleste forældre er naturligvis opmærksomme på, at deres børn ikke må få for meget sukker, men tal viser faktisk, at tre ud af fem børn spiser for meget sukker. Måske fordi vi ikke præcis ved, hvor grænsen går for, hvor meget sukker børn egentlig bør få.

Derfor ser vi her nærmere på de officielle kostråd i forhold til børn og sukker, så du kan få et overblik over, hvor meget sukker det maksimalt anbefales, at dine børn spiser alt efter, hvor gamle de er. Og så ser vi også nærmere på, hvor meget sukker, der er i de fødevarer, som børn oftest spiser. På den måde bliver det forhåbentlig lidt nemmere at overholde grænserne i det daglige.

 

Sukker er tom energi

Sukker i sig selv indeholder ikke nogle næringsstoffer, vitaminer eller mineraler, og derfor plejer man at kalde det for “tomme kalorier”. Det betyder, at for meget sukker risikerer at optage pladsen i maven fra andre og sundere fødevarer, hvilket i sidste ende kan gå udover børnenes generelle kostsammensætning. Sukkeret “mætter” børnene, men det giver dem ikke de vitaminer og mineraler, som de har brug for.

Hvis man vil opdrage sunde børn er sukker altså noget af det, som det er allervigtigst at være opmærksom på.

Men hvor meget sukker er for meget?

Det giver nedenstående oversigt dig svar på. Her kan du – med udgangspunkt i de officielle kostråd – se hvor mange gram sukker dine børn maksimalt bør spise alt efter, hvor gamle de er – og så har vi lavet en helt enkel oversigt over, hvor meget det konkret svarer til af vingummier, chokolade, sodavand osv.

Bemærk, at det faktisk er relativt meget slik eller sodavand, som børn kan spise/drikke ifølge de officielle anbefalinger, som i Danmark kommer fra Fødevarestyrelsen (er du også overrasket kan du selv se alle anbefalinger og mængder her).

De anbefalede mængder svarer til, at sukker maksimalt må udgøre 10 procent af børnenes samlede energiindtag. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at også skjult sukker tæller med. I mange morgenmadsprodukter, drikkeyoghurt, figenstænger, juice osv. er der ofte en del sukker, som selvfølgelig også skal med i “regnskabet”. Det gælder også den sukker børnene eksempelvis får på deres havregryn om morgenen (der er ca. 15 gram i en spiseskefuld).

Størstedelen af børns sukkerindtag kommer dog fra de produkter, som er medtaget nedenfor. Omkring halvdelen kommer fra slik, chokolade og kage, mens omkring en tredjedel kommer fra sodavand og saftevand. Hvis sukkerindtag er noget I går op i hjemme hos jer, er der altså grund til at være særligt opmærksom på det.

Derudover skal man jo lige huske, at der eksempelvis i is og kage kan være meget fedt, hvilket man jo også skal tage højde for.

Du kan også hente den som pdf her, så du kan printe den: Hvor meget sukker bør dit barn maksimalt spise pr. dag? (linket åbner i et nyt vindue)

I praksis kan det være svært at holde helt styr på, hvad børnene spiser. Børn bør dog ikke spise slik og kage hver dag. For at gøre det let for alle parter kan det derfor være en god ide at holde hele dage helt sukkerfrie (fx mandag til torsdag), så børnene vænner sig til det, og ikke hele tiden spørger, om de må få det ene eller det andet.

Til slut er der grund til endnu en gang at understrege, at der er tale om max-grænser. Der er mange gode argumenter for, at børn får markant mindre sukker, end de anbefalede mængder. Slik kan eksempelvis med fordel erstattes af tørret eller frisk frugt (rigtig mange børn får nemlig ikke nok frugt og grønt – se hvor meget det anbefales, at de spiser her).

Kilder: Alle fakta baserer sig på de officielle anbefalinger og retningslinjer givet af Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen

InspirationSundhed og madSe hvor meget sukker dine børn max bør få alt efter, hvor...
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu